|
|
||
|
Er årlig vaccination nødvendig? Af fagdyrlæge Finn Boserup Denne diskussion dukker op fra tid til anden, tit med mere eller mindre følelsesladede argumenter om, at det bare er dyrlægerne, der skal tjene penge, og at der jo aldrig er hundesyge, og at det måske er usundt for hunden. Der er flere forhold i denne diskussion, der er vigtige. Når vore hunde i dag bliver vaccineret, er det ikke alene mod hundesyge. De bliver vaccineret mod smitsom leverbetændelse, de bliver vaccineret mod parvovirusdiarre og mod hundesyge. Ofte bliver de også vaccineret mod et par andre sygdomme, men leverbetændelse, parvovirusdiarre og hundesyge er de vigtigste. Den nyfødte hvalp får en lang række af antistoffer fra sin mor, når den dier hos hende de første dage. Netop de første dage i hvalpens liv giver dens tarm mulighed for, at store molekyler som antistofmolekyler kan passere videre til blodet. På den måde beskyttes hvalpen mod de samme sygdomme, som dens mor er beskyttet imod. Disse antistoffer nedbrydes langsomt, fordi hvalpen ikke selv danner dem. Hvis den har fået mange antistoffer, er den beskyttet i længere tid, og hvis den har fået færre antistoffer fra sin mor, ja, så rækker beskyttelsen i kortere tid. Men sikkert er det, at på et tidspunkt omkring 8-12 ugers alderen har de fleste hvalpe så få antistoffer tilbage, at de ikke mere er beskyttet. Derfor begynder vaccinationsprogrammerne tit ved 7-9 ugers alderen. Her vaccineres så mod i hvert fald parvovirusdiarre. Denne vaccination gentages ved 12-ugers alderen, og det er formentlig tilstrækkeligt til at give hunden beskyttelse mod denne sygdom i et års tid. Men hvad med hundesygen? Ja, ofte har hvalpen flere antistoffer mod hundesyge, så den første vaccination slår ikke an. Derfor anbefaler mange at vaccinere igen ved 16-ugers alderen. Men er det så nødvendigt at gentage dette år efter år? Argumentet om, at der jo ingen hundesyge er, er et godt argument for, at vaccinationerne er effektive. Der er til alt held langt imellem egentlige hundesygeepidemier, og det er der netop, fordi så mange hunde er vaccinerede. Men de fleste smådyrsdyrlæger ser én eller to hunde om året, der har symptomer på hundesyge. Så sygdommen er ikke udryddet. Der er ingen tvivl om, at en del voksne hunde sagtens kunne klare sig med at blive vaccineret mod hundesyge hvert andet eller tredje år - stort set som det skete, før parvovirusdiarréen dukkede op i 70'eme. Parvovirus er dårligere til at danne antistoffer end hundesygevirus, og derfor er vaccinerne også mindre effektive. I vore dage er vaccinerne mod både parvovirus og mod hundesyge levende, det giver en god beskyttelse - og en beskyttelse, som i de fleste tilfælde rækker ud over et år. Men ingen ved, hvor lang tid disse vaccinationer giver beskyttelse. Der er en individuel forskel på, hvor godt vacciner slår an, altså hvor effektivt en hund beskyttes efter vaccination. Og ingen kan hverken se eller med sikkerhed måle denne beskyttelse. Indtil videre er det derfor Dyrefondets og mit råd, at man fortsætter de årlige vaccinationer som hidtil. Og en vigtig grund hertil er, at man så kommer af sted til dyrlægen og får sin hund undersøgt. Mange sygdomme og dårligdomme bliver opdaget ved disse sundheds- og vaccinationsbesøg, og på den måde kan mange småskavanker tages i opløbet, så de aldrig bliver til noget særligt, og hunden aldrig når at blive syg af dem. Og der er flere hunde, der bliver syge af IKKE at blive vaccineret, end der er hunde, der ikke kan tåle vaccinerne. Så årlige dyrlægebesøg er nok ikke stedet at spare på budgettet. Uddrag fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen. |
||
|
|
||
