Prægning - en vigtig del af alt opdræt

Dette indlæg er især skrevet til dig, der for første gang skal opdrætte et kuld hvalpe. Det er et stort og ansvarsfuldt arbejde, og du skal tænke dig godt om, før du beslutter dig til at lade din tæve parre. At opdrætte et kuld hvalpe rummer flest glæder, men ind imellem også sorger... Alt har sin pris!

Jørgen Horsbøl

Jeg har været opdrætter i over 30 år, og jeg skal love for, at der er sket meget siden dengang, hvor jeg, og de fleste af de opdrættere jeg kendte, blandede foderet selv. Ingredienserne var bl.a.: Komaver, lunger. fedtegrever, struber, brød, benmel, fodertran, ris og rester fra husholdningen. Når man havde kørt kødet gennem kødhakkeren og kogt og blandet, så vidste ens ægtefælle i lang tid efter, hvor man befandt sig... Det var bare at gå efter lugten!

I dag kan man til rimelige penge købe særdeles gode fuldfoderblandinger til alle slags hunde og til alle aldersklasser. Der var mange fejlernærede hunde før i tiden. Dem er der ikke så mange af mere... Men der er desværre stadig for mange overvægtige hunde.

På dyrlæge- og medicinalfronten er der også sket store fremskridt. Datidens ormemiddel hed "Wermipleks" Det smagte og lugtede som benzin, og det var emballeret i mere eller mindre store gummierede kapsler alt efter hundens vægt. Det gjaldt om at få hunden til at sluge disse kapsler, uden at der gik hul - ikke på hunden, men på kapslerne, da det er de færreste hunde, der bryder sig om at få hældt benzin i halsen... De fleste af hundene havde maveproblemer flere dage efter denne behandling, så vi må være lykkelige for de ormemidler der findes i dag.

Da jeg begyndte som opdrætter, var der en del, som ikke prægede deres hvalpekuld ordentligt. Det skyldtes næsten altid uvidenhed. De mente, at hvis mor og hvalpe så ud til at trives godt, så var alt i orden.

Det var det som regel også i de tilfælde, hvor hvalpene under opvæksten var blevet kælet med af mange forskellige mennesker og havde mødt andre venlige hunde end deres mor... Men der var desværre også en del tilfælde, hvor hvalpene mentalt udviklede sig uheldigt.

Det var især de hvalpe, som indtil de var otte uger kun havde været i kontakt med deres mor og den, som gav dem mad. Når de pludselig blev lukket ud i den store verden, gik det tit galt. Det er nok hovedårsagen til, at der dengang var flere hunde end nu med et dårligt temperament.

De fornuftige og ansvarsbevidste opdrættere er i dag klar over, at prægning af hvalpekuldet er vigtigt. Det skal du også være. Det er utrolig vigtigt!

Tæven og hannen til dit kuld skal være sunde, racetypiske og frem for alt andet: Temperamentet skal være virkelig godt. Før og under hvalpenes opvækst skal du gøre dig ekstra umage med at forkæle og opvarte deres mor. En glad, stolt og ustresset mor, der mærker, at hun er familiens centrum, giver sin tryghed og glæde videre til sine hvalpe.

En hvalps vigtigste prægningsfase ligger fra den er tre uger, til den er syv uger. Svigter opdrætteren der, kan det aldrig indhentes. Vær opmærksom på, at prægning intet har at gøre med egentlig opdragelse.

Hvalpene skal lære, at verden er tryg og god. De skal præges på mennesker og hunde, så lad dem især i ovennævnte periode komme i kontakt med så mange venlige hunde og mennesker som muligt. På den måde bliver de måske nok udsat for forøget smitterisiko, men er tæven revaccineret inden fødslen, så er hendes hvalpe temmelig godt beskyttet gennem modermælken. Hvalpene skal ligge tørt og varmt i en kasse af f.eks. spånplader, som - når det gælder hunde af beaglestørrelse - skal være ca. 120 cm lang, 70 cm bred og 40 cm høj med en buet forsænkning i en af enderne. I den ene halvdel lægges et tykt lammeskindslignende tæppe der kan vaskes. Det må ikke ligge dobbelt, for så risikerer man, at en hvalp bliver klemt eller har svært ved at finde frem til patten. I den anden halvdel lægges et lag aviser.

De første tre uger tilbringer hvalpene med at spise og sove: men efter den tid kan man så småt begynde at give dem fornuftige ting at lege med. F.eks. en klud med knude på midten en tennisbold, et lukket paprør med lidt raslende hundepiller inden i. De skal have opgaver. De skal have masser af søvn. Forskræk aldrig en hvalp og væk den, som du selv ønsker at blive vækket.

Undgå pludselig støj. Væn gradvis hvalpene til dagligdagens lyde, lugte og ting, og gør det helst, når deres mor er hos dem; for når hun ikke er bange for støvsugeren, radioen, fjernsynet, vaskemaskinen, plæneklipperen, en bil, der starter, en opslået parasol osv. osv. så beroliger det hendes børn.

Gennem lugtesansen oplever og fornemmer en hvalp meget mere, end du måske forestiller dig. Giv den tid og lejlighed til at bruge sin næse. Lad hvalpen se og lugte til hånden, før den berøres. Det er især vigtigt, når den møder nye mennesker. Rør, tal og kæl så meget som muligt med hvalpene.

Jeg begynder så småt at fodre hvalpene, når de er fra tre til fem uger. Tidspunktet afhænger af kuldets størrelse og af moderens mælkeydelse. Husk! at det sundeste for hvalpene - og det nemmeste for dig - er at lade hvalpene få moder-mælk så længe som muligt. Det kræver, at du virkelig giver moderen den rette kost og i de rette mængder mange gange i døgnet.

Som overgangsfoder fra modermælk til hvalpefuldfoder har jeg haft gode erfaringer med surmælksproduktet A 38 med lidt sukker og rå æggeblomme. Og vær opmærksom på: En lille hvalp må aldrig få kold mad!

Når hvalpene er ca. fire uger, begynder de mest fremmelige af dem at møve sig ud af kassen. Afskærm det udvidede territorium og læg aviser på noget af det. Sørg for, at de altid har frisk vand til rådighed, og gør det let for dem at komme op i kassen igen.

Hvalpene skal derefter gradvis vænnes til at komme ud i det fri på et afskærmet område, hvor de hele tiden er under opsyn. Og husk! En lille hvalp må ikke få træk eller komme til at fryse.

Det er din pligt som opdrætter at præge hvalpene på mennesker og hunde og at give dem en tryg, ustresset og kærlig opvækst. De skal have masser af tid til at lege, opleve og prøve kræfter i. Og de skal have utrolig megen søvn.

Og sidst men ikke mindst. Det er din pligt at sørge for, at hvalpene bliver solgt til de rette mennesker, og at hvalpenes nye ejere har kendskab til at passe, pleje, fodre og opdrage det nye familiemedlem... Det er flintrende ligegyldigt, om de bor på fjerde sal i en storby eller på et gods med egen golfbane. En hund kræver især tre ting: Faste rammer, tryghed og... kærlighed.

Artiklen er fra DKK´s medlemsblad, HUNDEN, nr. 3/94
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale.

Forside



Hunde-info (forside)  | Der er Søg i Hunde-info |  Hunde-portalen
| Adfærd
| Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat |Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love | Fotokonkurrence
Helbred
Hunde-blog | Hundelisten | Hunderacer | Hundeskove | HvalpelistenKlubber | Leksikon | Link-katalog | Mødestedet | Nyhedsgrupper
Postkort-Service
QUIZ m.m.RodekassenSygdomme | TOP50  | Træning | Webringe | Gæstebog |  Kontakt til Webmoster: | find-links.dk fra A-Z