Debatten om aktiv dødshjælp har været højaktuel den seneste tid. Når det drejer sig om vore kæledyr er ingen vist i tvivl. Her er vil man nærmest blive betragtet som dyrplager, hvis man ikke yder denne sidste hjælp, når dyret lider eller er uhelbredeligt sygt.

Selv om vi vel alle mener, at vi bør yde aktiv dødshjælp til vore dyr, når tiden er inde, er beslutningen svær at træffe for mange mennesker.
"Jeg vil sådan håbe, at jeg finder den død en morgen". Det er et udsagn, som jeg ofte hører fra ejere af gamle hunde eller katte, når deres dyr er ved at blive indhentet af sygdom og alder.
Hvorfor nu håbe på en "naturlig" død? Jo,- for så er vi fri for at tage beslutning om aflivning. For det kan være en svær beslutning!

Tæt tilknytning.
Amerikanske psykologer har prøvet at forklare, hvorfor vi knytter os så tæt til vore familiedyr. Der findes faktisk mennesker (i USA), som adspurgt hævder, at de hellere vil miste et barn end deres kæledyr. Psykologerne forklarer det med, at dyret er den samme "person" gennem et langt liv. Vores børn ændrer sig hele tiden gennem opvæksten. Dyret bliver hurtigt voksent og forbliver den samme - altid hengivne og trofaste - følgesvend gennem mange år. Det giver en helt usædvanlig tilknytning.

En vanskelig beslutning
Blandt andet derfor er det svært at skulle tage afsked med familiedyret. Samtidig falder det os vanskeligt at skulle træffe beslutningen om aflivning. Det, at skulle være "dommer" over liv og død, er en vanskelig og nogen gange næsten urimelig svær beslutning.
Selvfølgelig er vi mennesker forskellige på dette område. Nogle mennesker er hurtige til at vælge aflivning, når et ældre dyr bliver sygt. Det gælder også, selv om der findes behandlingsmuligheder, som kunne gøre dyret rask. Der er dem, der på forhånd beslutter, at bliver dyret sygt, skal det hellere aflives end f.eks. opereres. Der kan være både holdningsmæssige og økonomiske betragtninger bag holdningen. Men flere og flere ønsker at bevare sit dyr så længe, som det er muligt og samtidig forsvarlig.

Dyrets tarv er vigtigst
Dyreværnsmæssige, økonomiske og etiske aspekter spiller alle en rolle, når beslutningen skal træffes. Som regel tages beslutningen i samråd med dyrlægen. Ja,- mange mennesker ser gerne, at dyrlægen alene træffer beslutningen for dem.
Dyrets tarv bør altid gå først og veje tungest. Er der stadig nok livskvalitet for dyret? Er dyrets sygdom eller alderssvækkelse forbundet med lidelse? Findes der lindring i form af hjælpemidler og medicin? O.s.v.
Der findes mange oplagte situationer, hvor beslutningen ikke er vanskelig at træffe. Uhelbredelige lidelser, som forvolder smerte, sygdomme, som medfører, at dyret ikke kan bevæge sig omkring eller er ude af stand til at rejse sig, er klassiske eksempler. Her er der ikke meget valg.
Mange aldersbetingede sygdomme er imidlertid mindre "oplagte". Her er det vigtigt med en god dialog og forståelse mellem dyreejer og dyrlæge. De fleste dyrlæger kender den situation, at en klient søger råd om muligheden for behandling af en gammel hund eller kat. Finder dyrlægen, at en behandling forsvarligt kunne forsøges - og indleder en sådan - viser det sig måske, at klienten i virkeligheden hellere havde set dyret aflivet, "men kunne ikke få sig selv til at foreslå det". På den måde, sker det, at man "går skævt" af hinanden. Men som dyrlæge vil man altid primært se på dyrets tarv og sekundært tage hensyn til ejerens ønske om at bevare dyret længst muligt. Sådan bør det også være. Beslutningen om "den sidste sprøjte" bør ideelt set træffes af ejeren i samråd med dyrlægen. Men selvfølgelig sker det, at man som dyrlæge må være kontant og nærmest kræve aflivning. Dyreværnsloven har man pligt til at respektere.

Aflivning uden smerte
Aflivningen foregår helt uden smerte eller ubehag for dyret. Det er dyrets ejer, der står tilbage med smerten og savnet. En overdosis af et sovemiddel (barbiturat) givet direkte i et lille blodkar, bevirker at dyret sover ind i løbet af få sekunder. Kun dyr, som ikke er samarbejdsvillige, behøver beroligende medicin inden. Alt foregår stille og roligt, og det er min erfaring, at langt de fleste klienter føler sig befriede og mange gange overraskede over, hvor let det hele i virkeligheden går.

Begravelse eller brænding
Herefter melder sig endnu et alvorligt problem: Hvad skal der ske med dyret efter aflivningen?
På Sjælland og Lolland-Falster har man etableret en ordning, hvor de døde familiedyr kan emballeres separat, afhentes hos dyrlægen og transporteres til et forbrændingsanlæg, hvor en egentlig kremering (en forbrænding, som kræver meget høje temperaturer) finder sted. En sympatisk og æstetisk løsning.
Endnu er dette system ikke etableret i Jylland, men dyrlægerne kan dog her tilbyde forskellige alternativer.
De fleste vælger at lade dyret blive hos dyrlægen. Herefter transporteres dyret til en af landets destruktionsanstalter, hvor der jo også foretages en form for forbrænding, men dog ikke en egentlig kremering.
Et andet alternativ er, at man selv transporterer dyret til et privat krematorium. F.eks. har en landmand på Hobroegnen etableret et sådant.
En tredje løsning er at begrave sit dyr i haven. Det er faktisk stadig tilladt. En fjerde løsning er at lade dyret begrave på en dyregravplads.

Det er ikke altid bedst, at hunden eller katten får lov til at dø af sig selv. Ofte har der været overset sygdom forinden. Når tiden er inde, skylder vi vores firbenede venner, at tage afsked med dem på en værdig måde. Vi bør være ved deres side til det sidste. Aflivning er en værdig måde, når man sparer dyret for unødige lidelser i den sidste periode med alderssvækkelse eller alvorlig sygdom.

Åbyhøj Dyreklinik er en moderne klinik der udelukkende behandler familiedyr. Vores motto:" Vi behandler dit dyr, som var det vores eget". På vores hjemmeside kan du læse mere om klinikken, personalet og de behandlinger, vi tilbyder. Du kan finde en lang række artikler om sygdomme hos hund og kat og om adfærdsproblemer - et af vores specialer.