Hunde - info, Sart ryg efter vinterens hvile

Sart ryg efter vinterens hvile
Af dyrlæge G. Valentiner-Branth, Horsens

Det er det samme hvert forår

I en periode føler vi det, som om alle kommer kravlende ind i konsultationen. Enten har de hold i nakken, hold i ryggen eller vrøvl med hofterne. Og er der ind imellem en anden årsag til, at de kommer, viser det sig som regel, at ejeren ikke kan løfte hunden op på bordet, fordi han "døjer med ryggen i øjeblikket".

Om det er på grund af, at "der er gigt i luften", eller om det er det lange vinterophold i sengehalmen, der har gjort ryggen sart over for forårets fornyede aktiviteter, skal jeg undlade at udtale mig om, men man kunne jo gætte.

Nakkesmerter

Smerter i nakken er generelt meget intense, og næppe nogen anden sygdom er så smertefuld som en diskusprolaps i halsen. Det ser vi hyppigt hos racerne gravhund, cockerspaniel og mærkeligt nok labrador

Nakkesmerter hos andre, større hunde - med schæfer og golden retriever som de hyppigste repræsentanter - er som regel forårsaget af ustabilitet og slidgigtforandringer mellem to af de nederste halshvirvler eller forreste brysthvirvler. Det giver ud over en vis nakkeømhed et tryk på nerverne til forbenene, så der opstår strålesmerter ud i det ene eller begge forben. Hunden begynder derfor at halte på benet, og det er som regel grunden til, at den kommer til undersøgelse.

Årsagen til slidgigten er næsten altid en gammel skade opstået som følge af et fald eller en påkørsel eventuelt for flere år siden. Overdreven motion på en unghund, især løbetræning ved siden af en cykel, kan også forårsage nakkeproblemer, selv om det dog hyppigst er skulderleddene, det går ud over. Ledbrusken bliver beskadiget af de konstante hårde stød op gennem benene, som det monotone løb på hård bund
medfører.

Hvalpe

En speciel form for ustabilitet mellem nakkehvirvlerne blev under betegnelsen wobler først beskrevet hos dobermann. Den består i en ustabilitet mellem 4.-5. eller 5.-6. halshvirvel, som medfører et tryk på rygmarven og en deraf følgende slæbende gang på forbenene og eventuel slingren i bagkroppen.

Woblerlidelsen var i forvejen kendt hos hurtigtvoksende heste, specielt fuldblodsheste, hvorfor man også hos hunden ud over at lede efter arvelige forhold, interesserede sig for, om fodringsfejl hos hvalpen kunne udløse lidelsen. Indtil nu er det dog ikke lykkedes at finde en entydig årsagssammenhæng. Senere er woblerlidelsen også beskrevet hos flere store racer som berner sennen, new foundlænder og grand danois.

Hos de helt små racer som pomeranian og minipudel finder vi en anden ustabilitet i nakken -hyppigt med meget alvorlige bevægelsesforstyrrelser til følge. Lidelsen har sæde mellem 1. og 2. halshvirvel og består i, at den lille tap, der skal sidde fast på anden halshvirvel og strække sig ind i den første som en aksel i et hjul, på grund af en misdannelse ligger løst og derfor trykker på rygmarven.

Det er for øvrigt den samme tap, der knækker af og øjeblikkeligt ødelægger rygmarven, når folk bliver hængt. Helt så voldsomt er resultatet ikke på hunden, men lidelsen kan være stærkt invaliderende, og en absolut ikke ufarlig operation, hvorved man fastgør de to hvirvler til hinanden, kan være den eneste mulighed for helbredelse.

Rygmarvssvind

Hos west highland white og cairn terrier hvalpe finder vi en sygdom, Krabbes sygdom, der i udseende kan minde lidt om den lige beskrevne, blot med den forskel, at den ikke er forbundet med smerte. Den starter i 3-4 måneders alderen og består i, at rygmarvens nervetråde, der hver især er pakket ind i et isolerende fedtlag, gradvist mister denne isolation, hvorved nervetrådene populært sagt kortsluttes, og der opstår en slingerhed i bagparten og slæbende forbensbevægelser.

En tilsvarende sygdom er ret hyppig hos gamle schæferhunde og en sjælden gang hos rottweiler. Den starter i lænden i den bageste del af rygmarven og breder sig langsomt fremad, så hunden bliver mere og mere usikker i bagpartiet, for til sidst ikke at kunne komme op ved egen hjælp. Der findes ingen
behandling af sygdommen, hvis udviklingstid varierer fra få måneder til over et år. Så det eneste gode, man kan sige om den, er, at den ikke er forbundet med smerter af nogen art.

Lændesmerter

Smertefri er ikke lige det ord, der falder mig først i munden, når jeg tænker på det næste emne, som er sygdomme i lændens knogler. De kan deles op i to grupper - dels diskusprolaps, som specielt angriber racer som gravhund, pekingeser og cocker, men som alle racer i princippet kan få, og dels en skadebetinget ustabilitet mellem hvirvlerne, hvor det specielt er de større racer, der må holde for.

Diskusprolaps har tre hyppige placeringer. Den er hyppigst ved overgangen mellem bryst- og lændehvirvler, dernæst mellem de bageste lændehvirvler, specielt den sidste (7.) og korsbenet, som er den sidste knogle i rygsøjlen og den, bækkenet hæfter sig til rygsøjlen på - og endelig, som tidligere omtalt, på halsen.

Det sted, hvor rygskaderne på de store racer først og fremmest er placeret, er også mellem den sidste lændehvirvel og korsbenet. Dette kan, på samme måde som det var tilfældet i nakken, give strålesmerter ud i
bagbenet med halthed til følge.

På vore røntgenbilleder, som er nødvendige for at få det fulde overblik over diagnosen, ser vi, når tilstanden har varet et stykke tid, større eller mindre forbenede tapdannelser langs randen af ryghvirvlens ledflader som tegn på vævsbeskadigelsen og den ustabilitet, der er mellem hvirvlerne (spondylose).

Behandling

Hvad den medicinske del af behandlingen angår, som er vort første valg, når talen er om ustabilitet, kan den deles op i tre faser. Første fase består i ved hjælp af medicin -eventuelt suppleret med alternativ
behandling i form af laser eller akupunktur- at få hunden smertefri og muskulaturen afslappet. Sidste nyt i spondylose-behandling er at gøre patienten smertefri ved indlægning af små 24 karat guldstykker omkring
de smertende led.

Desuden vurderes, om vi ved hjælp af manipulation eller kiropraktik kan rette skævheder. Når denne behandling har bragt lidelsen i ro, gælder det om i den 3. fase ved træning at få muskulaturen styrket, så den kan stabiliseres og styrke de svækkede steder i ryggen. Det gøres bedst ved svømmetræning, som for de små hundes vedkommende sagtens kan lade sig gøre i et badekar. Karret fyldes, så hunden lige nøjagtigt kan nå bunden med bagbenene. De store hunde må man enten nøjes med at gå med i snor, eller
man må ud til vandet, eller for den sags skyld finde et svømmebassin.

Samme genoptræning bruger vi også, hvor rygskader har været af et sådant omfang, at vi har måttet anvende en kirurgisk behandling af den.

Men husk - man må ikke efter en velgennemført træning give sig til at lege med pind eller andre vilde lege, og det bør i samme åndedrag også understreges, at cykeltræning af en hund med dårlig ryg eller ben er totalt forbudt.

Fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen nr. 2, 1995,
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale