Hunde - info, Livmoderbetændelse hos hunhunde

Livmoderbetændelse hos hunhunde

af dyrlæge Mogens Aalund.

Livmoderbetændelse kan opstå hos hunde i alle aldre, men er dog mest almindelig hos den ældre hunhund over 7 - 8 år.

Livmoderbetændelse kan opstå efter fødsler eller efter parringer, hvor livmodermunden er åben, og der indføres et smitstof i den ellers sunde livmoder. I disse tilfælde kan betændelsen ofte behandles og
helbredes med antibiotika.

Men langt de fleste tilfælde af sygdommen skyldes hormonale forstyrrelser, hvorved slimhinden inde i livmoderen forandrer sig og mister sin normale modstandskraft over for infektioner.

Starten på en livmoderbetændelse vil ofte finde sted under en tilsyneladende normal løbetid, hvor livmodermunden er åben, og der er fri passage ind i livmoderen.

Efter løbetiden lukker livmodermunden sig igen, og betændelsen vil snigende fortsætte inde i livmoderen.

I nogle tilfælde vil livmodermunden igen åbne sig, og ud af skeden vil der sive en ildelugtende gullig eller rødbrun væske. Den opmærksomme hundeejer vil opdage dette og søge dyrlæge, men i mange tilfælde vedbliver livmodermunden at være helt tillukket, og livmoderen vil gradvist vokse sig større og større på grund af den fortsatte betændelse.

Disse tilfælde af livmoderbetændelse er meget lumske og livsfarlige.

Symptomer

Symptomerne kan være meget forskellige og er ikke altid lige typiske. Hunden bliver ofte træt, mister
appetitten og begynder at drikke meget, og for det meste har den normal temperatur. (Normal temperatur for en hund er 38,5 - 39,0.Den har først feber, når temperaturen stiger over 39,0.)

Det er meget vigtigt, at en hund med mistanke om livmoderbetændelse straks bringes til dyrlægen, da en ubehandlet livmoderbetændelse i stort set alle tilfælde vil forårsage dyrets død.

Dyrlægen kan somme tider stille diagnosen blot ved at føle på Hunden, men i andre tilfælde må der tages røntgenbilleder eller foretages ultralydsscanning af bughulen, før diagnosen kan stilles. Dyrlægen vil ofte tage en blodprøve, dels for at sikre diagnosen, men også for at undersøge, om der er sket andre skader på patienten.

Behandling af livmoderbetændelse

Livmoderbetændelse behandles med en operation, hvor hele livmoderen Og begge æggestokke fjernes. Et operativt indgreb, der for den erfarne dyrlæge nærmest anses for et rutineindgreb.

Efter en sådan livmoderoperation er patienten selvfølgelig lidt træt i nogle dage, men allerede efter få dage vender "den gode gamle" hund tilbage, og mange hundeejere opfatter hunden, som om den er blevet flere år yngre.

Bliver hunden tyk og sløv ?

En operation for livmoderbetændelse bør man absolut ikke holde sig tilbage fra. Selv meget gamle hunde, 13-14-15 år, kan få deres "anden" ungdom igen og måske leve i flere år efter en sådan operation.

Alt efter forundersøgelsernes omfang vil en livmoderoperation typisk koste 3.500-5.000 kr. inkl. moms.

Mange ejere mener, at en hund, der her fået fjernet både livmoder og æggestokke (i dyrlægesproget: en steriliseret hund), bliver sløv og tyk. Dette er aldeles ikke rigtigt. En steriliseret hund får et langsommere
stofskifte og ofte en større appetit, og resten bestemmer ejeren så selv: For meget mad giver en tyk hund, og en tyk hund er en sløv hund!

Mange hundeejere ønsker ikke, at deres hunhunde skal have løbetid og vil gerne forebygge problemer med livmoderbetændelse og kræft i yveret. Disse ejere kan lade deres hunde sterilisere i en ung alder, gerne allerede fra 8-lO måneders alderen afhængigt af racens størrelse.

Hvilke eventuelle bivirkninger kan sterilisation medføre?

Efter en sterilisering er der risiko for 2 bivirkninger:
1. Hos ca. 1-2% af hundene - og mest udtalt hos boxer og dobermann - kan der opstå en slaphed i urinblærens lukkemuskel, så der kan sive urin fra hunden, når den ligger og sover. Vi kalder denne bivirkning for urindryp. Normalt behandles denne bivirkning ganske effektivt med små mængder af hormonet østrogen eller med en særlig medicin (Phenylpropanolaminhydrochlorid), som påvirker blærens lukkemuskel.

2. Hos langhårede hunderacer, som f.eks. langhårede gravhunde, kleiner münsterlændere, golden retrievere m.fl. vil underpelsen ofte vokse ekstra kraftigt, så disse hunde får en meget mere ulden pels. Hos glathårede hunderacer uden underpels ses ingen ændringer i pelsen efter en sterilisering.

Artiklen er fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen.
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale

Se artikel om neutralisering af hunde