Hunde-info (indhold)  | Der er Søg i Hunde-info |  Hunde-portalen
| Adfærd
| Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Foto
| HelbredHunde-blog | Hundelisten | Hundeskove | Hunderacer | Hvalpelisten | Klubber | Leksikon | Link-katalog | Mødestedet
Nyhedsgrupper
Postkort-Service | QUIZ m.m. | Rodekassen | Sygdomme | TOP50  | Træning | Webringe | Gæstebog |  find-links.dk fra A-Z





Hvad hed bedstefars hund?

Hundenavne i fortid og nutid giver et ganske godt billede at samtiden

Af Birte Olufsen

Mange af os har været tæt på hunde det meste af vores liv og husker tydeligt navnene på hunde, vi kendte tilbage til barndommen: Naboens hund, kammeraternes hunde, feriehunde og hverdagshunde - og ikke mindst familiens egne hunde.
Og det er ganske interessant at kunne følge "moden" i hundenavne gennem tiderne. Også i litteraturen.
Helt tilbage i 1 700-tallet gav man hundene franske navne. I hvert fald, når man var "herskab".

Hos Blicher finder vi flere eksempler. En Landsbydegns Dagbog. Her hedder en af nådigherrens hunde Vaillant, og 20. april 1713 bliver den unge Morten kaldt ind til sin herre, der var døden nær. "Når jeg er død," sagde han, "skal du skyde Vaillant og begrave ham under den store ask uden for kirkegården. Men skyd ham godt, og lad ham ikke mærke, hvad du har i sinde. Lov mig det!"
Da Morten skulle opfylde løftet, fortæller han i dagbogen, at det var "som om mit hjerte skulle vælte ud af mit bryst. O! Min kære salige herre. Det var den sidste, den tungeste tjeneste, jeg viste dig". Det fremgår tydeligt, at både herre og tjener var tæt knyttet til husets hunde.
Andetsteds hos Blicher hedder hunden Bellereine, i daglig tale Gamle Belle.

Fint skal det være

De franske hundenavne fortsatte op gennem 1800 og 1900 tallet i lidt enklere udgaver:
Ami, Bandit, Belle, Fifi, Fido, Fine, Fidelle, Cherie, Prince, Hector, Bonbon, Loulou, Mitzu etc.
Ligesom det blev populært med navne fra gudernes verden: Adonis, Apollo, Athene, Diana, Zeus og de mere hjemlige Odin, Thor, Balder, Loke, Freja...

De gode danske navne

Hos borgerskabet og på landet hed hundene op gennem tiderne sådan noget som:
Caro, Trofast, Pasop, Plet, Kvik, Sorte, Bjørn, Bruno, Vaks, Vovse, Rolf, Max, Prik, Mester, Skipper, Buller, Buster, Bamse, Basse, Bine, Ditte, Trine, Fie, Sofus og Perle. Navne, der er i omløb den dag i dag.

Hva' med jagthunden?

Jagthundene skulle helst have korte og fyndige navne. Gerne tyske, fordi tysk var kommandosproget ved siden af det franske. Så de hed Rolf, Fritz, Wolf, Dax, Hansi, Rudi, Kurt, Rollo, Flick, Bertha, Zenta, Rita, Zepp, Walter, Zoltan, Rufus und so weiter...

På højt niveau

Der var dog stadig hundeejere, der havde det bedst med navne, der lød af  noget - sådan lidt overordnet eller finkulturelt:
Baron, Duke, King, Earl, Emir, Prince, Ramses, Rex, Queen, Princess, Zar, Jarl, Felix, Nero, Bella, Boss, Champ, Winner, Chief, Caesar eller Faust, Bizet, Chopin, Mozart og i den dur...

Hunden der måtte ta' navneforandring

Under anden verdenskrig var der danskere med tyskvenligt sindelag, der opkaldte deres hund efter idolet. Så de kaldte på både Adolf! og Hitler! Og det blev naturligvis til hurtig navneforandring ved krigens
slutning.
Mens andre benyttede sig af det stille oprør mod det besættende herrefolk ved at give hunden navn efter Royal Air Force: RAF! Helt uangribeligt selv i de tider.

Det er heller ikke så heldigt, hvis hunden (eller katten) er opkaldt efter ekskæresten, fordi man i forelskelsens rus ikke kunne rumme andet. Det er tvivlsomt, om efterfølgeren finder det så interessant at høre netop det navn mange gange dagligt.

Da engelsk blev in...

Da freden sænkede sig over Danmark, fik mange hunde navnet Pax. Som det også skete i Matador. Det var i de tider, at engelske navne blev populære som aldrig før. Det var smart og frihedsbekræftende at kunne råbe et engelsk navn ud i luften: Andy, Babe, Bob, Baby, Bonnie, Cindy, Charlie, Darling, Doggie, Blondie, Benny, Happy, Hero, Honey, Ginger, Johnny, Foxy, Sally, Sam, Tommy - og ikke mindst Monty...

To der matcher

Havde familien to hunde, var det sødt, når navnene passede sammen: Black & White, Knold og Tot, Chip og Chap, Salt & Pepper, Ying og Yang...

Fra film og tegneserier

Men den helt store inspiration kom fra film, tegnefilm og tegneserier. Med Lassie som topscorer. Sammen med Disneys Lady. Tarzan holdt også ret længe.
Der kan nævnes Beethoven (fra filmen af samme navn), Pepper, Spot og Pongo fra "101 Dalmatinere",Arnold, Goofy, Dino, Laika, Pluto, Futte, Terry (der ledsagede TinTin gennem tykt og tyndt), Snoopy (Radiserne), Toto (Troldmanden fra Oz). Tjavs ikke at forglemme eller Beauty (Barbies
hund). Plus alle de andre skønne væsner, som vi kender så godt.

De smarte

Så er der dem, der har navnet parat, længe før der er tænkt på hund eller kat: "Når jeg engang får en hund, skal den hedde Oscar eller Victor. Det sidste efter en in-cafe. Det første efter etHollywood trofæ - så man med glimt i øjet kan meddele den undrende omverden, at man har fået en Oscar! Ha. Ha.
Det kunne også være en Robert eller en Bodil, hvis man ikke stiler alt for internationalt.

De kendte

Og så er det selvfølgelig populært at opkalde efter de kendte: Ghita, Daisy, Tino, Elvis, Clint, Chere, Toni, Alex, Uffe og alle de andre...

Kort og godt

Eller man kan gå efter et kort og godt navn som Puk, Tim, Dodo, Coco, Mik, Muk, Mille, Ping, Gin, Vodka, Skat, Strit, Smut, Vaks, Vaps og Vuffer...

Sjov i gaden

Og så er der hundenavnene til dem, der godt vil have lidt sjov i gaden: Fru Olsen, Mis, Aage, Onkel, Otto, Rambo, Einstein, Fatter, Farfar, Viggo, Kingo, Børge, Holger, Olga, Fessor, Barbie, Xantippe eller Moster.
Der skal nok være nogen, der lytter vantro, hvis man står og skriger på Clinton eller Fatter en sen aften i haven...

Et langt liv med hunde

Jeg mødte Carl, der kom hjem fra den store luftetur med jagthunden Zenta og nu stod og nød en stille cerut.
"Hvorfor hedder hunden egentlig Zenta?" spurgte jeg. "Det skal jeg sige dig, sagde han. Jeg har haft hunde hele mit liv, og lige fra barndommen har de allesammen heddet Zenta! Men ham her kunne jeg alligevel ikke få indregistreret under navnet. Fordi det er et hunkøns navn, sagde de. Men privat hedder han nu Zenta alligevel..."
Så kom vi til at tale om hans 50 års liv med hunde og om hundenavne før og nu. Og det kom der et hyggeligt lille stykke hundehistorie ud af.


Artiklen er fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen, nr. 3, 1998.

Forside | Adfærd | Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Fotokonkurrence | Helbred | Hunde-blog | Hundelisten | Hundeskove | Hunderacer | Hvalpelisten | KalenderKlubber  | Leksikon | Link-katalog
Mødestedet
Nyhedsgrupper | Postkort-Service | QUIZ m.m. | Rodekassen | Sygdomme | TOP  Hundesider | Træning | Webringe
Gæstebog
Kontakt til Webmoster: | Søg i Hunde-info | find-links.dk fra A-Z