Diskusprolaps er en hyppig lidelse hos gravhunde. Blandt opdrættere af gravhunde har der i mange år været en del overvejelser vedrørende arveligheden af diskusprolaps. Især har der hersket tvivl om, hvor stor en del af tilfældene, der er genetisk bestemt og hvor stor en del der er miljøbetingede.

Dyrlæge Olav Nørgaard har for nylig afsluttet en stor undersøgelse af diskusprolaps hos danske gravhunde, støttet af DKKs sundhedsudvalg. DKKs dyrlæge, Helle Friis Proschowsky, har talt med Olav Nørgaard om undersøgelsens resultater - og om bekæmpelsen af denne "Gravhundens fjende nr. 1"

En diskus er betegnelsen for de bruskskiver der findes mellem ryghvirvlerne, og som virker støddæmpende. Hver diskus består af en central geleagtig masse, omgivet af en fast bruskring. Der forekommer to forskellige typer af diskusprolaps:

Type 1 prolaps udvikles sædvanligvis hurtigt, som resultat af en pludselig sprængning af den faste bruskring. Det geleagtige materiale fra centrum af discen udtømmes op i rygmarvskanalen, og det kan give akutte og voldsomme smerter.

Type 2 prolaps udvikles mere gradvist, ofte over uger eller måneder. Her forskydes den øverste del af bruskringen op i rygmarvskanalen, men den brister ikke.

Diagnosen diskusprolaps stilles på baggrund af de kliniske symptomer samt en røntgenundersøgelse. Hvis hunden skal opereres, vil dyrlægen ofte lave en udvidet røntgenundersøgelse hvor der sprøjtes kontrast ind hvirvelkanalen for at bestemme diskusprolapsens placering nøjagtigt.

HFP: - Er det udelukkende gravhundens statur med lang ryg og korte ben, der er årsag til de mange rygproblemer, og hvorfor ser den egentlig sådan ud?

ON: - Den lange ryg og de korte ben har altid været angivet som en disponerende faktor for diskusprolaps, men uden at kunne bevise det, er det mit indtryk at det overvejende er de korte hunde, der angribes, hvis der opstår diskusprolaps i et kuld. Årsagen til gravhundens statur er en form for arvelig dværgvækst, der resulterer i nedsat længdevækst af især lemmernes knogler. Hos alle hvalpe består en stor del af skelettet af brusk, men under den normale vækst af knoglerne, sker der en omdannelse af dette brusk til egentligt benvæv. Gravhunde har en arvelig egenskab der ændrer ved denne omdannelse fra brusk til ben, og den kaldes med et fint ord for "chondrodystrofi-egenskaben" Flere andre hunderacer har den samme arvelige egenskab, og de benævnes derfor af og til som chondrodystrofe racer. Foruden gravhunde er det bl.a. beagle, basset hound, fransk bulldog, pekingeser og shih tzu. Chondrodystrofi-egenskaben disponerer sandsynligvis for udviklingen af diskusprolaps, men hvis den alene var årsagen burde de andre chondrodystrofe racer have samme forhøjede risiko, og det har de ikke. En stor amerikansk undersøgelse over racefordelingen blandt 782 tilfælde af diskusprolaps bragte gravhunden ind på en markant 1. plads. 

Forekomsten af diskusprolaps hos forskellige racer kan desuden bruges til beregning af risikofaktorer. Dvs. hvor stor risiko har en tilfældig gravhund for at få diskusprolaps, sammenlignet med andre racer. Sammenligner man med f.eks. labrador, har gravhunde næsten 100 gange så stor risiko for at udvikle diskusprolaps.

Kynologisk udvalg i Dansk Gravhunde Klub indsamlede i 1993-94 materiale om 25 kuld korthårede gravhunde for at kortlægge evt. arvelige forhold vedrørende forekomsten af diskusprolaps. I alle de 25 kuld var der mindst en hvalp med diskusprolaps. Kuldene var på undersøgelsestidspunktet mindst otte år gamle og begge forældres status var kendt.

HFP: - Hvor mange hunde med diskusprolaps dukkede så op i jeres undersøgelse?

ON: - De 25 kuld har resulteret i 120 hvalpe, hvoraf 51 har udviklet diskusprolaps inden otte års alderen. 41 hvalpe har ikke fået diskusprolaps og 28 har ukendt status.

Det ser ikke ud som om opdrætterne har kigget så meget på forekomsten af diskusprolaps ved valg af hanhund. Af fædrene til de 25 kuld, har 14 diskusprolaps (en han er far til to kuld). Af mødrene har kun syv haft diskusprolaps.

Hanner og tæver angribes stort set lige hyppigt, men spredningen i populationen sker tilsyneladende gennem hannerne. Dette kan skyldes, at de fleste opdrættere anvender tævelinier, og har styr på deres egen linie. Ofte er baggrunden for den valgte hanhund ikke nær så velkendt.

HFP: - Hvilken betydning har alle disse diskusprolapser for hundene og for deres ejere?

ON: Diskusprolaps er en meget smertefuld tilstand for hunden. I nogle tilfælde optræder prolapsen pludseligt, men i andre kan hunden have gået rundt med smerter i månedsvis. Undersøgelsen har primært andraget de arvelige aspekter af diskusprolaps, men det har været påfaldende at omkring halvdelen af de hunde, der er opereret for diskusprolaps også er døde af lidelsen. Dette er ikke et udtryk for at operationerne ikke er udført godt nok. Det typiske eksempel er at hunden er opereret for en diskusprolaps i ryggen, og er kommet sig godt. 1-2 år senere opstår der så en ny prolaps, og herefter giver ejeren op og lader hunden aflive. Jeg har selv haft en gravhund som jeg lod operere for diskusprolaps. Operationen var vellykket, men efter to år havde hunden ændret mental adfærd p.gr.a. rygsmerter, så den blev aflivet. Jeg vil ikke - og føler mig ikke kompetent til - at give nogle generelle vejledninger om behandling af diskusprolaps, men jeg lader ikke flere af mine egne hunde operere.

HFP: - Hvad gør man som hvalpekøber hvis ens hund udvikler diskusprolaps?

ON: - For at opdrætterne kan tage hensyn til forekomsten af diskusprolaps ved avl, er det nødvendigt at hvalpekøberne melder tilbage, når deres hunde bliver syge. Da lidelsen hyppigst optræder i 3-7 års alderen, sker der ofte ingen tilbagemelding fordi man i ikke har kontakt med opdrætteren mere. Under mit arbejde med undersøgelsen var jeg i kontakt med en opdrætter der hævdede aldrig at have avlet en hund med diskusprolaps. Jeg sad inde med oplysninger om to hvalpe i samme kuld fra den pågældende kennel. Ved at gå tilbage til hundeejeren blev det bekræftet at opdrætteren aldrig var blevet informeret.

HFP: - Kunne man forestille sig at der blev indført en form for rutineundersøgelse før avl, i stil med HD-fotografering?

ON: - Det ville være nemt hvis man kunne indføre en rutinemæssig undersøgelse, der kunne afsløre hundens risiko for at få diskusprolaps. En nærliggende mulighed er selvfølgelig røntgenfotografering af ryggen. Der er imidlertid ikke entydig sammenhæng mellem røntgenforandringer og prolapsrisiko, så billederne kan være meget vanskelige at tolke. At diskusprolaps altid er relateret til forkalkninger i rygsøjlen er altså ingenlunde den fulde sandhed.

Schweiziske undersøgelser har vist, at hvis begge forældre havde forkalkninger i rygsøjlen, så havde 83,3% af afkommet det også.

På Landbohøjskolen arbejdes der p.t. med et forskningsprojekt, hvor værdien af røntgenundersøgelser med henblik på diskusprolaps vurderes.

Der har været fremsat teorier om en sammenhæng mellem tilstedeværelsen af et bestemt protein i hundens serum - og så forekomst af diskusprolaps. I forbindelse med vores undersøgelser udtog vi derfor blodprøver fra 33 gravhunde - 18 med, og 13 uden diskusprolaps. Desværre kunne vi ikke påvise nogen sammenhæng.

HFP: - Kan man, på baggrund af jeres undersøgelse, sige noget om hvor arvelig diskusprolaps egentlig er?

ON: - På baggrund af de 25 kuld er heritabiliteten udregnet. Heritabiliteten er et udtryk for, i hvor høj grad en egenskab er arvelig. Den angives som et tal mellem 0 og 1. De udregnede værdier er alle meget høje 0,62 - 0,70. Med så høj heritabilitet vil det være muligt at reducere forekomsten af diskusprolaps via avlen. Arvegangen er ikke beskrevet i detaljer, og man arbejder i øjeblikket med flere forskellige teorier.

Yderligere undersøgelser af diskusprolaps hos gravhunde er nødvendige. Dels for at fastslå den eksakte forekomst i racen, og dels for at kortlægge arvegangen nærmere. En undersøgelser af afkom efter hanhunde, mistænkt for at give høj forekomst af diskusprolaps - sammenlignet med afkom efter hanhunde med lav frekvens - kunne give et brugbart billede. Forskningen i kortlægning af hundens gener vil forhåbentlig afsløre nogle såkaldte DNA-markører som er nært koblede til den disponerende arvelige defekt. Jeg har en begrundet tro på, at det vil lykkes. Fremtidsperspektivet vil være, at man allerede på hvalpe, ved hjælp af en blodprøve kan angive hundens arvelige risiko-faktor for at få diskusprolaps. Ud fra denne vision vil man på få generationer kunne gøre nogle fantastiske avlsmæssige fremskridt.

HFP: - Hvad med de forskellige miljøfaktorer der har været talt om?

ON: - Efter min mening er diskusprolaps først og fremmest arveligt betinget. Man hører ofte om hunde med diskusprolaps, at lidelsen skyldes et fald eller et spark, men jeg tror ikke det er den primære årsag. Med hensyn til fodring og motion, kan man formodentlig overføre en del af erfaringerne fra HD-problematikken. Det vil sige undgå overfodring med protein, og overdreven motion i voksealderen.

HFP: - Hvad er dit råd til opdrætterne?

ON: - Med den viden vi har i dag omkring arveligheden, vil det være fuldstændig uansvarligt, at avle på hunde som har haft diskusprolaps. Det bedste råd indtil videre er kun at anvende hanner som er over otte år, og som ikke har haft dårlig ryg. Kan man spore bedsteforældrene til en sådan hund, og er de også fri, vil man være mere end 95 % sikker på at hanhunden ikke udvikler diskusprolaps.

Desværre er der ingen tradition for at anvende gamle hanner i avlen. Opdrætterne har for travlt med at prøve nyt blod, og løber dermed en unødig risiko. Vi kunne alene med anvendelse af gamle hanner nå betydelige fremskridt.

HFP: - Hvordan ser femtiden ud for gravhunden som race.

ON: - I 1995 stod den ruhårede gravhund som nr. 6 på hunderacernes top-tyve liste, mens hhv. langhåret dværggravhund og korthåret gravhund besatte 12. og 13. pladsen. I de kommende år skal vi naturligvis arbejde seriøst for at få nedsat forekomsten af diskusprolaps, men personligt betragter jeg gravhunden som en mentalt og fysisk sund hund, og jeg har stor tiltro til at gravhunden, også i fremtiden, vil være en populær jagt og familiehund.