Hunde-info (forside)  | Der er Søg i Hunde-info |  Hunde-portalen
| Adfærd
| Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Fotokonkurrence
| HelbredHunde-blog | Hundelisten | Hunderacer | Hundeskove | Hvalpelisten | Klubber | Leksikon | Link-katalog | Mødestedet
Nyhedsgrupper
Postkort-Service | QUIZ m.m. | RodekassenSygdomme | TOP50  | Træning | Webringe | Gæstebog |   Kontakt til Webmoster: |

find-links.dk fra A-Z
Mere end 50.000 links til danske hjemmesider.



Allergi og hunde

Svensk allergi-ekspert råder alle til at sige farvel til hunden, hvis familiens børn lider af hundeallergi. Men det er ikke nødvendigvis den eneste mulighed, hvis allergien bryder from has den voksne hundeejer, mener Janne Björkander:

:Tekst: Stefan Lilleholm

Inden de næste ti år er gået, vil forskerne have løst så mange af allergiens gåder, at det i vid udstrækning vil være muligt at kontrollere sygdommen...

Således udtaler docent Janne Björkander, specialist i allergisygdomme ved Sahlgrenska Hospital i Göteborg.

Janne Björkander kan allerede på nuværende tidspunkt hjælpe mange hundeejere, som lider af allergi. Det er ikke altid nødvendigt at skille sig af med sit husdyr.

Janne Björkander, 46 år, er ikke blot en af Sveriges mest fremtrædende forskere på allergiområdet. Udover omfattende teoretiske kundskaber, har han også personlige erfaringer med allergi. Lige fra fødslen har han lidt af pollen- og dyreallergi. Da han var dreng, blev hans forældre tvunget til at forære familiens hund - setteren Pia - bort, på grund af Janne Björkanders allergi. Og Janne Björkander kæmper stadig med sin allergi. Det meste af sin tid må han tilbringe i områder langs kysten. Bevæger Janne Björkander sig for langt ind i landet, bliver han syg, alvorligt syg.

- Jeg bliver så hårdt ramt, at jeg må indlægges. Det er ikke tilstrækkeligt at tage medicin. Jeg bliver så syg, at jeg ikke er i stand til at tage vare på mig selv, siger Janne Björkander, som trods sin bitre erfaring med skilsmissen fra Pia i drengeårene, råder alle forældre til at skille sig af med såvel hunde og katte som fugle og marsvin, hvis deres barn lider af allergi. Men den svenske allergi-specialist mener ikke, at voksne nødvendigvis må skilles fra deres hund, hvis allergien pludselig skulle bryde frem i en voksen alder:

- Når det drejer sig om voksne hundeejere, mener jeg, at det er op til hver enkelt at bedømme fordele og ulemper med at beholde hunden. Hvis ikke allergien er meget alvorlig, er det måske muligt - ved hjælp af medicin og ekstra omhyggelig rengøring - at komme igennem de år, som hunden har tilbage...

Hellere ude end inde

I følge Janne Björkander er det først og fremmest soveværelset, som bør betragtes som "hundefri zone" De fleste mennesker tilbringer en meget stor del - omkring en tredjedel - af døgnets 24 timer i soveværelset.

For de allergikere, som bor i eget hus, er det naturligvis en mulighed at bygge en hundegård med et isoleret hundehus. Mennesker med hunde-allergi har nemlig meget sjældent problemer, når de beskæftiger sig med deres hund ude i det fri.

Hvordan finder man ud af om man er allergisk og hvordan finder man ud af, hvad man er allergisk overfor?

- Allergien er for det meste svag i begyndelsen. Den kan føles som en forkølelse eller der kan opstå en kløen i øjnene. Hvis ikke man selv har husdyr, opstår problemerne når man er på besøg hos mennesker, som eksempelvis har marsvin, kat - eller hund, forklarer Janne Björkander. Han fortsætter:

- Oftest ved man, hvad der er, man reagerer på. Om man er allergisk eller om det blot er en normal forkølelse. Men hvis man i forvejen har hund, når sygdommen optræder første gang, kan det være svært med sikkerhed at vide, hvad der er galt. I sådanne tilfælde kan svaret findes ved hjælp af hudtest og blodprøver...

De hudtests og blodprøver som lægerne gennemfører, giver - ifølge Janne Björkander - med 80 procent sikkerhed det rigtige svar. Det er derfor nødvendigt at kombinere prøverne med relevante spørgsmål, for at lægen skal kunne stille en fuldt tilfredsstillende diagnose.

Allergibørn

Selv om mange forskere er af den opfattelse, at allergiens gåder vil blive løst, helt eller delvist, i løbet af en overskuelig fremtid, er der endnu mange uløste spørgsmål.

Eksempelvis findes der mennesker, som ifølge hudtest og blodprøve har alle tegn på allergi - uden at de har de mindste problemer i dagligdagen. Hvorledes det kan gå til, er der endnu ingen forskere, der kan give svaret på. Det eneste som man kan sige med sikkerhed er, at det er endnu et bevis på, hvor kompleks allergiens gåde er.

Hvem er det, som rammes af allergi mod hunde?

- Har man en anden form for dyreallergi, er der stor risiko for, at man udvikler allergi mod hunde. Og har man som barn været allergisk mod pollen eller noget i fødevarerne, skal man være meget forsigtig i sin kontakt med pelsdyr. svarer den svenske allergi-forsker til ovennævnte spørgsmål.

- Allergi kan også variere i styrke. I heldige tilfælde kan man opleve sin allergi som ganske svag. Den samme allergi kan under visse omstændigheder -f.eks. en infektionssygdom eller stresssituationer - blomstre ganske alvorligt op.

Ofte er det således, at har man det godt med sig selv, er glad og optimistisk - ja, så kan man tåle mere end ellers. I praksis betyder det, at man kan opholde sig længere tid indendørs med sin hund, når man mentalt er på toppen, uden at allergien bryder ud...

Hunden - ikke altid årsagen

For mange allergikere kan sygdommen føre til astmatiske lidelser. Janne Björkander gør opmærksom på, at det dog slet ikke er sikkert, at man er allergisk mod sin hund, hvis man rammes af astma:

- Man skal aldrig tage for givet, at det er hunden som er årsagen til problemet. Der kan findes masser af andre årsager, hvilket naturligvis betyder, at det er ganske unødvendigt at skille sig af med hunden. Man bør altid rådføre sig med sin læge, inden man skiller sig af med sin hund...

Janne Björkander ser positivt på fremtiden, når det drejer sig om at skabe en daglig tilværelse for allergikere og astmatikere i selskab med deres hunde:

- Jeg har siden 1976 arbejdet med problemerne på Sahlgrenska Hospital. I løbet af arene, der er gået, er der sket en drastisk udvikling på allergi-området. Kendskabet til allergiens årsager og virkninger er forbedret ganske betragteligt. Og i løbet af en periode på omkring ti år, er jeg ganske sikker på, at det bliver muligt at kontrollere allergien. De, som lider af en alvorlig allergi, kommer med meget stor sandsynlighed til at få det meget bedre.

Og for de allergikere, som i dag er så hårdt ramt, at de bliver nødt til at skille sig af med deres hund, kan det vel være en trøst at vide, at allergien sædvanligvis "klinger af" i løbet af en 10-års periode, således at det bliver mere og mere problemfrit at omgås fremmede hunde.

Men normalt skal man ikke regne med. at en alvorlig hunde-allergi helt og holdent vil forsvinde...

Artiklen er fra DKK´s medlemsblad, HUNDEN, nr. 4, 1994. 
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale


Adfærd | Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Fotokonkurrence | Helbred | Hunde-blog | Hundelisten | Hunderacer | Hundeskove | Hvalpelisten | Kalender | Klubber  | Leksikon | Link-katalog
Mødestedet
NyhedsgrupperPostkort-ServiceQUIZ m.m. | Rodekassen | Sygdomme | TOP50  Hundesider | Træning | Webringe | Gæstebog
find-links.dk fra A-Z
| Kontakt til Webmoster: | Søg i Hunde-info