Rådet finder, at der er god overensstemmelse mellem Rådets faglige vurderinger og afgørelsen i sagerne, men anfører, at mange sager afgøres udenretsligt, at mange frihedsstraffe gøres betingede - og at rettighedsfratagelse kun anvendes i ca. 25% af sagerne - og at anklagemyndigheden kun i ubetydeligt omfang anker domme til skærpelse i dyreværnssager

Dyrefondet har gennem årene fulgt Rådets arbejde nøje, idet dets arbejde til en vis grad afspejler omfanget og arten af de anmeldte overtrædelser af Dyreværnsloven. Rådet udtaler sig om veterinære spørgsmål i straffesager og civile sager, samt på begæring af offentlige myndigheder - oftest politiet. Rådet er desuden rådgivende for Fødevareministeriet og Veterinærdirektoratet. Tillige er Rådet -eventuelt gennem Veterinærdirektoratet - berettiget til at afkræve dyrlæger oplysninger i de forelagte sager.

I beretningsåret behandlede Det Veterinære Sundhedsråd i alt 276 sager, heraf var de 221 dyreværnssager. Der er tale om en stigning fra 1996, hvor Rådet behandlede 183 tilsvarende dyreværnssager.

Af Rigspolitiets Årsberetning fremgår, at der i 1997 skete 448 anmeldelser til politiet vedrørende overtrædelser af Dyreværnsloven - mod 382 i 1996.

Politiets tal og indberetninger til Det Veterinære Sundhedsråd er ikke identiske, idet et stort antal sager hos politiet om overtrædelse af Dyreværnsloven afgøres ved, at den sigtede over for politiet erklærer sig skyldig i overtrædelsen og efterfølgende vedtager et udenretsligt bødeforlæg. Disse - juridisk ukomplicerede sager - forelægges således ikke for Det Veterinære Sundhedsråd til udtalelse. Det må tillige antages, at et antal sager - af forskellige årsager - henlægges hos politiet uden sanktion. Antallet af disse sager er ikke umiddelbart tilgængeligt.

Ved læsning af årsberetningen er det let at få den tanke, at dyremishandlingen ofte udøves for at opnå økonomisk vinding kombineret med uforstand og dårlig evne til at omgås dyr. Dyremishandling over for familiedyr ses oftest at have grund i total mangel på kendskab til det dyr, man har anskaffet sig. Mange sager omhandler hændelser, hvor man med de bare hænder eller med forhåndenværende redskaber (lægtehammer, økse og jernstænger m.v.) - selv har aflivet dyret. Eller forsøgt herpå.

Man kan se, at mange simpelthen bliver "trætte" af deres hund eller kat. I flere af sagerne ses det, at ejerne har ''straffet'' hunde og katte ved at slå og sparke dem.

I en sag forsøgte nogle drenge at aflive et antal ørkenrotter, som ikke var spændende mere, ved at forgifte dem med deodorantspray - og bagefter trampe på dem.

Det må konstateres, at antallet af anmeldelser til politiet om overtrædelser af Dyreværnsloven stiger, og at antallet af forelæggelser for Det Veterinære Sundhedsråd vedrørende dyreværnssager stiger støt år for år.

Desværre ses det også, at den måde, hvorpå dyremishandlingen sker, på ingen måde bliver mindre bestialsk.

Hvis Det Veterinære Sundhedsråd i forbindelse med en dyreværnssag har vurderet sagen til at have karakter af mishandling, hjemler Dyreværnsloven mulighed for at idømme en straf på op til 1 års fængsel - og i gentagelsestilfælde op til 2 års fængsel. Desuden hjemler loven mulighed for rettighedsfrakendelse i de tilfælde, hvor der foreligger mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr.

Rådet forventer i disse sager, hvor tiltalte findes skyldig, at myndighederne idømmer frihedsstraf og desuden overvejer, om der skal ske rettighedsfrakendelse.

Dyrefondet støtter Rådets ønske om en mere målrettet forfølgelse i de tilfælde, hvor der synes at være misforhold mellem overtrædelsens karakter og den tilmålte straf. Vi er også enige i synspunktet om, at for få sager ankes af anklagemyndigheden, og at (for mange) sager afgøres udenretslig, og at rettighedsfrakendelse anvendes for sjældent.

Ved landsretsdomme er der desuden skabt endnu en mulighed for sanktion, nemlig tvangsmæssig besætningsreduktion i visse sager. Denne sanktion bør efter Dyrefondets mening anvendes, når det er åbenbart, at den tiltalte (landmand) er egnet til at passe dyr, men ikke magter det antal dyr, den pågældende er i besiddelse af, hvilket alene har været årsag til de uforsvarlige forhold.

Mellem linjerne i Rådets årsberetning kan læses, at årsagerne til, at mange overtrædelser af Dyreværnsloven er kommet til myndighedernes kendskab, sker via indberetninger fra dyrlæger - såvel på slagterier som i private praksis m.v. Dyrefondet mener, at dette er en meget positiv udvikling.

Vi mener, at det har en vigtig signalværdi og præventiv virkning at slå fast, at samfundet IKKE under nogen form vil finde sig i dyremishandling og vanrøgt af dyr.

Menneskers holdning til dyr er en holdningssag . Holdninger kan opnås på mange måder. Information og derved holdningsbearbejdning er en af flere muligheder.

Dyrefondet har gennem mere end 25 år satset på det forebyggende, oplysende og holdningsskabende dyreværnsarbejde. Vi arbejder målrettet for dyrene. Gennem de seneste år har vi set såvel private organisationer som offentlige myndigheder gå informationsvejen.

Ved at straffe dyremishandlere hårdt og effektivt sender vi en signalværdi til samfundet. Tillige kan vi håbe på, at de straffede ændrer holdning og færden. Ønsket om mere konsekvens fra Det Veterinære Sundhedsråd, de konstaterede flere indberetninger og anmeldelser fra dyrlæger og pressens bevågenhed om emnet dyremishandling, fører os et stykke ad vejen. Men bør strategien for at nå målet ændres og udvides?

Hvorfra skal kommende dyreejere tilegne sig viden om det at have ansvaret for et dyr? Dyreejere, der i opvæksten måske slet ikke har set en levende ko, rørt ved en kat, gået med en hund i snor eller ejet et akvarium! I folkeskolen har man færdselsundervisning, lærer at køre på cykel, erhvervsorientering og seksualundervisning, ligesom man lærer at holde på og anvende det mest almindelige værktøj. Senest har Told og Skat tilbudt sig med et kursus i at skrive selvangivelse m.v.

Dyrefondet mener, at det seriøst bør overvejes at indføre orientering om dyreværn i folkeskolen.