Hvis man holder dyr, har man påtaget sig ansvaret for at gøre noget, hvis dyret kommer til skade eller bliver sygt. Dette er alment accepteret. Der er dog i de seneste årtier sket en afgørende udvikling med hensyn til hvordan dette ansvar forvaltes

For produktionsdyrenes vedkommende går udviklingen væk fra at behandle og i retning af hurtigere at skride til aflivning eller slagtning.

Når det drejer sig om familiedyr som hunde og katte, går udviklingen den modsatte vej. Her går ejerne ofte ikke af vejen for selv meget kostbare behandlinger, der han forlænge livet for dyr, som er kommet til skade eller lider af alvorlige sygdomme. Denne udvikling med hensyn til behandling af familiedyr er resultatet af dels en stærkt stigende velstand i samfundet og dels - for familiedyrenes vedkommende - at dyrene i stigende grad opfattes på linie med elskede familiemedlemmer.

Det er dog vigtigt, at der trækkes grænser for, hvor langt man går med henblik på at behandle alvorligt syge og tilskadekomne familiedyr. Grænserne skal bestemmes af hensynet til dyrets tarv og dermed også indirekte hensynet til den ejer, som holder af dyret.

I Dyreværnslovens § 1 er der fastsat et generelt krav om, at "dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe". I lovens § 2 pålægges enhver der holder dyr, en pligt til "at sørge for, at de behandles omsorgsfuldt"

Autoriserede dyrlæger har desuden nogle særlige pligter. Således er det i Dyreværnslovens §20, stk 2, bestemt, at "en dyrlæge, der tilser et tilskadekommet eller sygt dyr, skal opfordre den ansvarlige til at lade dyret aflive, hvis det ikke kan helbredes, og det vil medføre unødig lidelse, at lade det leve". Hvad angår valget mellem behandling og aflivning af tilskadekomne eller syge familiedyr, er det vanskeligt at give noget klart svar på, hvor langt dyrlægen efter dyreværnsloven må gå i sin behandling af dyr, og hvornår hun eller han ifølge loven skal undlade eller afbryde behandling og i stedet opfordre ejeren til at lade dyret aflive. I almindelighed vil det dog formentlig ikke være i strid med Dyreværnsloven at iværksætte en behandling af dyret, selv om prognosen er ringe, hvis behandlingen i øvrigt lever op til normal veterinær standard.

I det følgende gives en bred beskrivelse af principperne bag forskellige behandlinger, som har vundet indpas eller er ved at vinde indpas i den veterinære behandling af hunde og hatte i Danmark. I Danmark udføres der endnu ikke nyretransplantation og strålebehandling på dyr, og kemoterapi udføres kun i meget begrænset omfang. I de lande der er toneangivende vedrørende behandling af familiedyr, vinder disse behandlingsmetoder imidlertid frem, og de er derfor medtaget i denne oversigt.

Der er en stor chance For fuld helbredelse af dyret, men behandlingsforløbet er langvarigt og belastende for dyret, der kan være væsentligt indskrænket i sin bevægelsesfrihed. I den periode hvor behandlingen står på, kan dyrets livskvalitet være væsentligt nedsat og der han være smerter. Det kræver ofte særlig kompetence hos dyrlægen at kunne vurdere hvor gode chancerne for fuld helbredelse rent faktisk er. Det stiller ligeledes store krav til ejeren, hvis der i en længere periode skal laves opfølgende behandling, som ejeren evt. selv skal stå for.

Ved denne type af lidelser han dyret ikke helbredes, men gennem medicinering kan man forsøge at holde dyret fri (eller næsten fri) for symptomer og/eller smerter. Dette kræver regelmæssig, ofte daglig, medicinering resten af dyrets liv. Selv om symptomerne på dyrets sygdom kan holdes nede, kan bivirkninger ved behandlingen nedsætte dyrets livskvalitet, enten som direkte følge af medicinen eller ved det ubehag, der kan være forbundet med jævnligt at få piller eller injektioner. Trods behandling er det heller ikke altid muligt helt at fjerne alle symptomer/ smerter og dyrets velfærd kan derfor stadig være nedsat som direkte følge af selve sygdommen.

Baggrunden for at amputere et ben kan fx være kroniske sår, svær beskadigelse eller kræft. Selve indgrebet er ofte ukompliceret. Efter en periode, hvor dyret vænner sig til de nye omstændigheder, har det gode chancer for at klare sig uden det amputerede ben. Chancerne for at klare sig kan dog afhænge af størrelsen og tyngden af dyret.

Hvis nyrefunktionen er så dårlig, at dyret er i fare for at dø, han man transplantere en velfungerende nyre fra et andet dyr. Hos hunde kræves at donor og modtager har samme vævstype, hvilket gør det vanskeligt at finde egnede donorer. Selve indgrebet er forholdsvis ukompliceret. og efterbehandlingen er ikke mere alvorlig for dyret end andre behandlinger, der udføres rutinemæssigt i Danmark i dag.

Målet med de to omtalte behandlingsformer er først og fremmest at forlænge dyrenes liv, men i nogle tilfælde han dyret også blive helbredt.

Strålebehandling er en behandling med ioniserende stråling. Strålingen ødelægger kræftcellerne, men kan også ødelægge normale celler i det behandlede område. Dyret skal igennem et omfattende diagnostisk forarbejde. Det er desuden nødvendigt at bedøve dyret ved hver behandling. Overlevelsestiden afhænger bl.a. af kræfttypen og er ca. 1-2 år.

Kemoterapi er behandling med stoffer der slår celler ihjel på celledelingsstadiet. Stofferne rammer også sundt væv med aktiv celledeling. fx knoglemarv og tarmkanal. Doseringen er generelt lavere end ved behandling af mennesker, og udviklingen af bivirkninger er derfor mere begrænset, men der kan dog ses bl.a. opkast, diarre, hårtab, blærebetændelse og allergiske reaktioner. Overlevelsestiden afhænger bl.a. af kræfttypen og er ca. et halvt til halvanden år.

Årsagerne til og behandlingen af adfærdsproblemer kan være komplicerede. I nogle tilfælde er der tale om et sundt dyr der måske blot viser normal adfærd for arten, men hvor adfærden er uønsket af ejeren. I andre tilfælde er adfærdsproblemet en reaktion på uhensigtsmæssige forhold, hvorunder dyret holdes. Endvidere skyldes nogle problemer arvelige forhold, fx at dyret har medfødt tendens til nervøsitet. Ofte er det nødvendigt at anvende medicin, Fx psykofarmaka, til at understøtte adfærdsterapi, hvor ejeren ved hjælp af forskellige øvelser arbejder med og påvirker dyrets adfærd, eller ændrer de forhold dyret holdes under. Der kan være bivirkninger forbundet med denne medicinering, fx opkast, kramper og forstoppelse. Der er desuden risiko for, at muligheden for at give medicin, reducerer ejerens motivation til at gennemføre adfærdsterapien. Dyret kan således fastholdes på medicin og måske fortsat leve under uhensigtsmæssige forhold.

Det er i sig selv noget positivt, at mennesker føler sig knyttet til deres hunde og katte og derfor ønsker at sikre disse den bedst mulige behandling, når de bliver syge eller kommer til skade.

Når det drejer sig om behandling af mennesker, vil det enkelte menneske normalt have mulighed for at sige fra. Men dyr kan ikke selv sige fra. Dyr lever i nuet og har derfor ikke mulighed for gennem håb eller forventning at se ud over den momentane lidelse. Det påhviler således os mennesker at trække grænsen for, hvornår man går for vidt med hensyn til at behandle, og hvornår man rettelig burde vælge at aflive dyret.