|
|
||
GØR HUNDE OS TIL MENNESKER?  Af Hanne Hjelmer Jørgensen. Biolog med speciale i ulve - og hunde etologi. Har skrevet bogen “HUND ELLER ULV?- om ulves og hundes velfærd, adfærd og økologi” forlaget Net-Bog-Klubben (www.net-bog-klubben.dk). Kan man forestille sig verden uden hunde, og ville vi være de samme, hvis de ikke var her? Ville mennesket have udviklet sig helt anderledes, hvis vores bedste ven ikke havde været ved vor side? De spørgsmål stiller Dr. Paul S.C. Tacon og Dr. Colin Pardoe i indledningen til deres artikel i tidsskriftet "NATURA AUSTRALIA" efteråret 2002 (hos os foråret 2002). Overskriften på artiklen hævder, at "Dogs make us human" (hunde gør os til mennesker). Dr. Tacon og Dr. Pardoe argumenterer for, at domesticeringen af ulven gensidigt førte til dybtgående forandringer i ulvens/hundens og menneskets biologiske og adfærdsmæssige udvikling. Vi gjorde ulve til hunde, og ulve gjorde os til mennesker. 135.000 år hypotesen I 1997 offentliggjorde Robert Wayne og hans gruppe resultatet af en undersøgelse af mtDNA (mitochondria DNA) fra hunde, ulve, prærieulve, Simien sjakaler og sjakaler. Resultatet er, at hunden kan have opstået allerede for 135.000 år siden. Mitochondria-uret går imidlertid ikke mere pålideligt, end at tidspunktet for hundens opståen kan være lige fra for 60.000 år siden til for over 100.000 år siden. De arkæologiske fund af hundeknogler understøttede imidlertid ikke mtDNA-resultatet. De ældste hundeknogler, man har fundet (i Oberkassel i Tyskland), er nemlig dateret til 14.000 år før vores tidsregning. Nu har man imidlertid fundet nogle fossile kæber i England, som understøtter mtDNA resultatet. De engelske fossile kæber ligner ulvekæber, men en af kæberne er mere hundelignende. Kæberne menes at være mellem 190.000 og 130.000 år gamle. Det er muligt, at disse hundelignende kæber stammer fra en tidlig domesticeret ulv. Hvis det er tilfældet, er her det første håndfaste bevis for, at ulven blev domesticeret så tidligt som mtDNA undersøgelser antyder. Ud af Afrika En teori om menneskets opståen er "Eva-hypotesen" eller "Ud Af Afrika-hypotesen". Ifølge denne hypotese opstod det anatomisk moderne menneske, Homo sapiens, i Afrika, hvorfra de spredte sig ud over verden. "Ud Af Afrika-hypotesen" bygger på undersøgelser fra slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne af mtDNA fra mennesker fra forskellige dele af verden. Resultatet af disse undersøgelser er, at Homo sapiens opstod i Afrika for omkring 200.000 år siden, og for lidt over 100.000 år siden vandrede ud af Afrika til Mellemøsten/Eurasien over den landbro, der hedder Levanten. Tallet for, hvornår Homo sapiens forlod Afrika, blev oprindelig angivet til at være fra for 90.000 år til 180.000 år siden. Hypotesen om selvdomesticering Homo sapiens vandrede altså ud af Afrika på det tidspunkt, hvor ulven begyndte at blive domesticeret. Men, hvordan bar de sig ad med at domesticere ulven? Det er et udbredt, populært synspunkt, at mennesker har taget ulvehvalpe fra ulvehuler og gjort dem til kæledyr. De tæmmede dem og trænede dem, og tog dem med på jagt. Efter mange generationer udviklede ulve sig til hunde. Der er imidlertid en anden hypotese om domesticeringen af ulven, nemlig selvdomesticeringshypotesen eller protodomestikation, som Susan J. Crockford har foreslået at betegne processen. Ifølge den hypotese forsamlede de mindst frygtsomme ulve sig rundt om bopladserne og udnyttede menneskenes affald ved at skaffe sig føden på møddinger og stjæle kød fra tørrestativer. Ulvene parrede sig indbyrdes og enhver hvalp, der blev født med en mere frygtsom natur, blev simpelthen dræbt eller jaget bort. På den måde skete der en naturlig udvælgelse for tamhed, som i løbet af få generationer - dog minimum 40 år - gjorde ulvene til primitive hunde. Disse primitive hunde var sandsynligvis dingoagtige eller "gadehundeagtige", som gadehundene i Mellemøsten og Afrika, og ikke ulveagtige, som de ofte fremstilles på tegninger, hvor de jager sammen med mennesker klædt i ulveskind. Efter protodomestikationen begyndte den klassiske domestikation, som er bevidst eller ubevidst udvælgelse foretaget af mennesker i samarbejde med den naturlige udvælgelse. Det er den klassiske domestikation, som har frembragt alle de mange forskellige hunderacer. Det er altså hunden selv, de primitive dingoagtige hunde, der er stamfar til vores dages hunde (racer). Samlivet med ulvene/de primitive hunde forandrede menneskene Dr. Tacon og Dr. Pardoe mener, at samlivet med ulvene/primitive hunde påvirkede og forandrede menneskets psykologi, jagtpraksis, territorialitet og sociale adfærd. De mener også, at samlivet forbedrede menneskets overlevelse, hvilket måske forklarer, hvorfor neandertalerne uddøde for omkring 28.000 år siden, og vi overlevede. John Allman, som er professor i psykobiologi, mener tilsvarende, at vores forfædres samliv med ulve forklarer, hvorfor vi overlevede, og neandertalerne og Homo erectus uddøde. Homo erectus uddøde for omkring 300.000 år siden, men har dog muligvis overlevet på Java indtil for fra 53.000 år til 27.000 år siden. John Allman mener, at det giver mening, at Homo sapiens fandt en jagtpartner i ulven, hvilket gav os en fordel frem for neandertalerne og Homo erectus. Territoriemarkering Noget af det, Dr. Tacon og Dr. Pardon mener ulvene/de primitive hunde påvirkede og forandrede, var menneskets territoriemarkering. Det var ikke sådan, at menneskene efterlignende ulvene, og gik omkring og urinmarkerede. Det mener de er urealistisk at tro på grund af menneskets - i forhold til ulve og hunde - begrænsede lugtesans. Det var snarere det, at menneskene tog ulvenes synlige del af urinmarkeringen til sig. Det vil sige bagudskraben eller jordskraben, som viser, at her er der deponeret urin. Hos menneskene blev bagudskraben eller jordskraben til ridser, tegninger, malerier, indgraveringer og andre tegn på vores tilstedeværelse, som er langtidsholdbare. Storvildtsjagt i flok Et andet menneskeligt træk, som Dr. Tacon og Dr. Pardon mener kan have sin oprindelse i ulven/hunde, er storvildtsjagt i flok. Der er ingen endegyldige beviser for storvildtsjagt hos før-sapiens grupper. Til gengæld er storvildtsjagt meget typisk for tidligere og nulevende Homo sapiens. Men, hvad forårsagede skiftet fra ådselsæderi og småvildtjagt til at jage verdens største dyr? Dr. Tacon og Dr. Pardon mener, at det har at gøre med at leve i store, socialt sammensatte grupper, med at lære at jage i gruppe og med at samarbejde og forhandle i sammensatte situationer. Og det er netop karakteristisk for ulve. Derfor hævder de, at snart efter ulven begyndte samlivet med mennesker, blev disse adfærdsmønstre forstærket og udviklede sig videre både hos ulvene og menneskene. Store familiegrupper Dr. Tacon og Dr. Pardon spørger, hvordan de tidlige mennesker lærte at leve i store, udvidede familiegrupper, som var i stand til at forsvare territorium i længere tid. De svarer, at de tidlige mennesker måske fik forbedret deres territorialadfærd ved at leve sammen med ulve/hunde. Udviklingen af nye bånd eller tilknytninger kan være noget, som vi fik med i købet ved at leve i store sociale sammensatte og varierede grupper. Hos mennesker går evnen til at knytte sig til andre langt ud over forældre-barn, søskende og seksualpartner. Vi er også i stand til at knytte os til mennesker, der er er kulturelt meget forskellige fra os, og vi er i stand til at knytte os til andre levende væsener, deriblandt hunde. En slutbemærkning Der er meget debat om pålideligheden af mtDNA-undersøgelser til at fastlægge tidspunktet for såvel menneskets som hundens oprindelse. Kritikerne af mtDNA-undersøgelserne fremfører bl.a., at mtDNA-uret er upålideligt, og at de arkæologiske fund ikke stemmer overens med mtDNA- resultaterne. Hvad angår hundens oprindelse er den første og hidtil eneste arkæologiske understøttelse for mtDNA- resultaterne de engelske fossile kæber. Med hensyn til menneskets oprindelse, så er de ældste fossiler af Homo sapiens fundet i Afrika eller lige udenfor Afrika i Mellemøsten, og de er mellem 80.000 år til 130.000 år gamle. MtDNA-undersøgelsernes tal for tidspunktet for Homo sapiens oprindelse blev senere sat ned fra 200.000 år til 100.000 - 140.000 år. På den måde kom der overensstemmelse mellem mtDNA-resultaterne og de arkæologiske fund. Men, for at kaste grus i maskineriet, kom der i 1995 et resultat af en Y-kromosom-analyse, som peger på, at Homo sapiens oprindelse kun ligger 43.000 år tilbage (mindst 37.000 år og højst 49.000 år). Dette tal stemmer dog ikke overens med de ældste fossile fund, som er fra 80.000 år til 130.000 år gamle. Men, hvis det er tilfældet, at Homo sapiens er mindre end 50.000 år gammel, så kan det ikke have været Homo sapiens, der domesticerede ulven for fra 60.000 år til over 100.000 år siden. Det kan heller ikke have været Homo erectus, som uddøde for omkring 300.000 år siden med undtagelse af dem, der måske overlevede på Java, hvor der ligesom i Afrika ikke var/er ulve. Tilbage er så kun neandertalerne, som levede for mellem 400.000 til 28.000 år siden. Men så vidt man ved, havde neandertalerne ikke hunde. Der er dog fundet ulveknogler på neandertaler- pladser i Schweiz, der er 80.000 år gamle, og i Frankrig, som er omkring 200.000 år gamle. Hvor meget eller lidt der end er om snakken, så giver det dog stof til eftertanke, at hunden måske er over 100.000 år gammel, og at vi måske havde udviklet os helt anderledes eller måske ligefrem var uddøde, hvis ikke vores bedste ven havde været ved vores side. Artiklen er lagt her efter aftale med forfatteren |
||
|
|
||
