|
Bekendtgørelse om fremskaffelse af dyr til forsøg
I henhold til § 18, stk. 1, i lov nr. 382 af 10. juni 1987 om dyreforsøg,
som ændret ved lov nr. 374 af 7. juni 1989, og efter indhentet udtalelse fra
Dyreforsøgstilsynet, samt under hensyn til De Europæiske Fællesskabers
Rådsdirektiv (86/609/EØF) af 24. november 1986 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om beskyttelse af dyr, der
anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål, og den europæiske
konvention af 18. marts 1986 om beskyttelse af hvirveldyr, der anvendes til
forsøg og andre videnskabelige formål, fastsættes:
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Bekendtgørelsen gælder, hvor ikke andet er
nævnt, for mus, rotter, marsvin, guldhamstere, kaniner, aber, hunde, katte og
vagtler.
§ 2. Dyreforsøg må kun foretages med dyr, som
1) hidrører fra opdrættere, der har tilladelse i henhold til § 7, eller
2) er avlet i en virksomhed eller institution, hvor der foreligger
tilladelse til forsøg med dyr af den pågældende art, eller hvor forsøg med
dyr af den pågældende art almindeligvis finder sted, eller
3) hidrører fra udlandet og i oprindelseslandet er opdrættet til
dyreforsøg.
Stk. 2. Dyreforsøg kan dog også foretages med
virksomhedens eller institutionens egne avlsdyr, selv om disse er fremskaffet
på andre måder end nævnt i stk. 1. For så vidt angår hunde og katte er det
en betingelse, at avlsdyrene har opholdt sig i virksomheden eller institutionen
i 1 år for hundes vedkommende og i 6 månder for kattes vedkommende.
§ 3. Levering af forsøgsdyr skal ske direkte fra
opdrætteren til forsøgsvirksomheden eller -institutionen eller gennem en
opdrætter eller leverandør, der har tilladelse efter § 7. Levering kan dog
også ske gennem en anden virksomhed eller institution, hvor der foreligger
tilladelse til forsøg med dyr af den pågældende art, eller hvor forsøg med
dyr af den pågældende art almindeligvis finder sted, jf. § 2, stk. 1, nr. 2.
Kapitel 2
Særlige bestemmelser for forsøgsudøvere og
forsøgsvirksomhed og -institutioner
§ 4. I forsøgsvirksomheden eller -institutionen skal
der findes oplysninger om enhver erhvervelse og afhændelse af forsøgsdyr med
angivelse af dato, dyreart, antal dyr og leverandør eller aftager. Ved eget
tillæg skal der senest ved fravænningen ske notering af, hvornår fødslen er
sket, dyreart og antal dyr. For hundes, kattes og abers vedkommende skal tillige
angives race eller art, og der skal føres avlsjournal med angivelse af
forældrene samt oplysninger om sundheds- og sygdomsforhold.
Stk. 2. For dyr, som hidrører fra udlandet, skal der
foreligge oplysninger, der godtgør, at dyrene i oprindelseslandet er opdrættet
til forsøg.
Stk. 3. Oplysningerne i stk. 1 og 2 skal opbevares i
mindst 3 år fra det tidspunkt, hvor dyret senest har levet i virksomheden eller
institutionen.
§ 5. Hunde, katte og aber til forsøg samt avlsdyr af
disse arter skal være mærket på en måde, der sikrer, at det enkelte dyr
altid kan identificeres. Såfremt der i virksomheden eller institutionen findes
hunde, katte eller aber af eget tillæg, skal mærkning ske senest ved
fravænningen. Såfremt der modtages hunde, katte eller aber, der ikke er
mærket, skal mærkning ske uden unødigt ophold.
§ 6. Pligterne efter § 4 og § 5, 2. og 3. pkt.,
påhviler virksomheden eller institutionen som sådan. Dyreforsøgstilsynet kan
godkende, at ansvaret i stedet skal påhvile en person, der er ansat i
virksomheden eller på institutionen.
Kapitel 3
Særlige bestemmelser for opdrættere og andre
leverandører af forsøgsdyr
§ 7. Opdræt og levering af forsøgsdyr må kun ske
med tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet.
Stk. 2. Tilladelse til opdræt af forsøgsdyr kan kun
gives til den, der råder over de til formålet nødvendige faciliteter, og hvis
virksomhed drives således, at der kan føres sikker kontrol med dyrene,
herunder med deres oprindelse.
Stk. 3. Tilladelse kan begrænses med hensyn til arten
af dyr, og der kan fastsættes nærmere vilkår for tilladelsen, herunder om
avl, opstaldning, fodring, pasning, sundhedskontrol og inspektion.
Dyreforsøgstilsynet kan give pålæg vedrørende avl, opstaldning, fodring,
pasning og sundhedskontrol.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder
tilsvarende anvendelse på den, der har tilladelse til levering af dyr til
forsøg.
§ 8. Hunde, katte og aber til forsøg skal senest ved
fravænning mærkes på en måde, der sikrer, at det enkelte dyr altid kan
identificeres. Såfremt der modtages hunde, katte eller aber, der ikke er
mærket, skal mærkning ske uden unødigt ophold.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 4 finder tilsvarende
anvendelse for godkendte opdrættere og andre godkendte leverandører af
forsøgsdyr.
§ 9. Virksomhedens egne avlsdyr kan afhændes til
forsøg, selv om de ikke er opdrættet hertil. For så vidt angår hunde og
katte er det en betingelse, at avlsdyrene er mærket, og at de efter mærkningen
har opholdt sig i virksomheden i 1 år for hundes vedkommende og i 6 måneder
for kattes vedkommende.
Kapitel 4
Forskellige bestemmelser
§ 10. Dyreforsøgstilsynet kan dispensere fra
reglerne i denne bekendtgørelse.
§ 11. Den, der har tilladelse til at opdrætte eller
levere forsøgsdyr, skal efter Dyreforsøgstilsynets anmodning give nærmere
oplysninger om sit opdræt og sin erhvervelse og afhændelse af dyr.
§ 12. Den, der overtræder §§ 2-5, § 7, stk. 1, §
8 eller § 9, straffes efter § 16, stk. 2, i lov om dyreforsøg med bøde.
§ 13. Dyreforsøgstilsynet kan tilbagekalde en
tilladelse efter § 7, såfremt tilladelsens indehaver ikke mere opfylder
kravene i § 7, stk. 2, jf. til dels stk. 4, eller der er sket grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller pålæg efter § 7, stk. 3, jf. til dels
stk. 4, eller af reglerne i § 8 eller § 9.
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar
1991.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 650 af 23. december 1983
om fremskaffelse af hunde, katte og kaniner til forsøg ophæves.
Justitsministeriet, den 18. maj 1990
Se evt. ændringer på Retsinfo
|