|
Bekendtgørelse om
slagtning og aflivning af dyr
I medfør af § 4, stk. 1, § 4a, § 12, stk. 1, § 13,
stk. 2, § 24a, § 28, stk. 5 og stk. 7, i dyreværnsloven,
jf. lov nr. 386 af 6. juni 1991 som ændret ved lov nr. 183 af
14. april 1993 samt under henvisning til rådets direktiv af
22. december 1993 om beskyttelse af dyr på slagte- eller
aflivningstidspunktet 93/119/EF fastsættes følgende:
Kapitel 1
Bekendtgørelsens område m.v.
§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse
finder anvendelse på flytning, opstaldning, fastholdelse, bedøvelse,
slagtning og aflivning af dyr, der opdrættes og holdes med
henblik på fremstilling af kød, skind, pelsværk eller andre
produkter. Reglerne finder endvidere anvendelse på aflivning
af heste, hunde og katte. Ved aflivning i forbindelse med
offentlig sygdomsbekæmpelse finder § 3 anvendelse.
Stk. 2. Reglerne finder dog ikke
anvendelse på:
1) Tekniske og videnskabelige undersøgelser, der vedrører
forhold efter stk. 1, udført under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet.
2) Vildtlevende vildt, der aflives på et jagtområde med
de jagtredskaber, der er tilladt i lov om jagt og
vildtforvaltning.
§ 2. Ved slagteri forstås enhver
virksomhed eller ethvert anlæg, herunder anlæg til flytning
eller opstaldning af dyr, som anvendes til erhvervsmæssig
slagtning af dyr, der er nævnt i § 6.
Stk. 2. Ved flytning forstås aflæsning
af dyr eller drivning af dem fra aflæsningsplatforme, stalde
eller folde på slagterier til det lokale eller sted, hvor de
skal slagtes.
Stk. 3. Ved opstaldning forstås
anbringelse af dyr i stalde, folde, på overdækkede arealer
eller græsarealer, der anvendes af slagterier for eventuelt
at give dem den nødvendige pasning (vand, foder, hvile), før
de slagtes.
Stk. 4. Ved fastholdelse forstås
enhver metode, som er beregnet til at indskrænke et dyrs bevægelsesfrihed
for at gøre bedøvelse eller aflivning effektiv.
Stk. 5. Ved bedøvelse forstås
enhver metode, som, når den anvendes på et dyr, hurtigt
bringer dyret i bevidstløs tilstand, som varer, indtil døden
indtræder.
Stk. 6. Ved aflivning forstås
enhver metode, som medfører, at et dyr dør.
Stk. 7. Ved slagtning forstås
aflivning af dyr med henblik på produktion af kød til
konsum.
Stk. 8. Ved daggamle kyllinger forstås
alt fjerkræ på under 72 timer, som endnu ikke er blevet
fodret.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 3. Dyrene skal beskyttes bedst
muligt mod ophidselse, smerte og lidelse under flytning,
opstaldning, fastholdelse, bedøvelse, slagtning og aflivning.
§ 4. Børn under 14 år må ikke
udføre bedøvelse, aflivninger eller slagtninger.
Kapitel 3
Krav til slagterierne
§ 5. Slagterier, herunder
faciliteter og inventar, skal være konstrueret og drives således,
at dyrene beskyttes bedst muligt mod enhver form for
ophidselse, smerte og lidelse.
§ 6. Enhovede dyr, drøvtyggere,
svin, kaniner og fjerkræ tilført til slagtning på
slagterier skal:
1) Flyttes og, om nødvendigt, opstaldes som angivet i
kapitlerne 5, 6 og 7.
2) Fastholdes som angivet i kapitel 8.
3) Bedøves inden slagtning eller aflives omgående som
angivet i kapitel 9.
4) Afblødes som angivet i kapitel 10.
§ 7. Det skal dog være tilladt at
slagte husdyr uden bedøvelse, når slagtningen foretages
efter jødisk eller islamisk ritus.
Stk. 2. Hvor slagtning af andre
husdyr end fjerkræ finder sted uden bedøvelse, er det en
betingelse herfor, at slagtningen foretages på et
eksportautoriseret slagteri, at slagtningen overvåges af
embedsdyrlægen og at dyret fastholdes på forsvarlig måde.
Ved slagtning af kvæg skal der anvendes en boks, hvor dyret
fastholdes i opretstående stilling. Boksen skal kunne
justeres efter dyrets størrelse, således at hoved og krop
fikseres så skånsomt som muligt.
Stk. 3. Hvor slagtning af fjerkræ
finder sted uden bedøvelse, er det en betingelse herfor, at
slagtningen overvåges af en embedsdyrlæge og at dyret
fastholdes på forsvarlig vis.
Stk. 4. Slagtningen skal foregå
ved, at begge halspulsårer og halsvener manuelt overskæres
med et skarpt redskab, umiddelbart efter at dyret er fikseret.
Stk. 5. Slagterier, der ønsker at
foretage slagtning uden bedøvelse, skal forud anmelde dette
til Veterinærdirektoratet.
§ 8. Instrumenter,
fastholdelsesanordninger, apparatur og anlæg til bedøvelse
eller aflivning skal udformes, konstrueres, vedligeholdes og
anvendes således, at bedøvelsen eller aflivningen foregår
hurtigt og effektivt efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Embedsdyrlægen ved
slagterierne kontrollerer, at instrumenter,
fastholdelsesanordninger og apparatur til bedøvelse eller
aflivning er i overensstemmelse med ovennævnte regler, og
kontrollerer regelmæssigt, at de er i god stand og tjener
formålet.
§ 9. På slagtestedet skal der
forefindes reserveapparatur og -instrumenter til brug i nødsituationer.
Apparaturet og instrumenterne skal vedligeholdes og efterses
med regelmæssige mellemrum.
§ 10. Flytning, opstaldning,
fastholdelse, bedøvelse, slagtning eller aflivning af dyr må
kun foretages af personer, der har det fornødne kendskab og
de fornødne færdigheder til at udføre arbejdet humant og
effektivt i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Embedsdyrlægen ved
slagterierne påser, at de personer, der varetager de i stk. 1
nævnte funktioner, har de fornødne færdigheder, det fornødne
kendskab og den fornødne faglige viden.
Kapitel 4
Slagtning og aflivning uden for
slagterier
§ 11. Ved slagtning uden for
slagterier af enhovede dyr, drøvtyggere, svin, kaniner og
fjerkræ finder reglerne i kapitlerne 8 - 10 anvendelse.
Stk. 2. Fjerkræ kan endvidere
slagtes eller aflives ved dislokation af halsen.
§ 12. Ved aflivning af pelsdyr
finder reglerne i kapitel 11 anvendelse.
§ 13. Slagtning eller aflivning af
enhovede dyr og kvæg må kun foretages af dyrlæger,
slagtere, personer med jagttegn eller andre personer, der har
modtaget uddannelse i slagtning eller aflivning.
Stk. 2. Aflivning af hunde og katte
må kun foretages af de i stk. 1 nævnte personer.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke
aflivning af hundehvalpe og kattekillinger, der sker i
umiddelbar tilslutning til fødslen og ikke senere end en uge
efter fødslen. Aflivning ved drukning må ikke finde sted.
§ 14. Overskydende daggamle
kyllinger og embryoner i rugeaffald skal aflives hurtigst
muligt som angivet i kapitel 12.
§ 15. I svinebesætninger, som
opretholder besøgsregler med karantænetider fra besøg i
anden svinebesætning, skal den ansvarlige for svineholdet være
i besiddelse af en boltpistol samt være instrueret i brugen.
Stk. 2. Ved aflivning af svin over 5
kg skal der anvendes en boltpistol, medmindre aflivning
foretages af en dyrlæge eller en anden af de i § 13, stk. 1,
nævnte personer.
§ 16. Reglerne i §§ 11, 12, 13,
stk. 1 og 2, § 14, og § 15, stk. 2, kan fraviges i fornødent
omfang, når det drejer sig om dyr, der på grund af sygdom
eller tilskadekomst straks skal aflives.
Kapitel 5
Generelle bestemmelser vedrørende
flytning og opstaldning af dyr på slagterierne
§ 17. Slagterier skal have egnet
udstyr og faciliteter til rådighed til aflæsning af dyr fra
transportmidler.
§ 18. Dyrene skal aflæsses så
hurtigt som muligt efter ankomsten. Hvis der ikke kan undgås
ventetid, skal de beskyttes mod ekstreme vejrforhold, og der
skal være tilstrækkelig ventilation.
§ 19. Hvis der er fare for, at
dyrene forvolder skade på hinanden på grund af art, køn,
alder eller oprindelse, skal de holdes og opstaldes adskilt
fra hinanden.
§ 20. Dyrene skal beskyttes mod
ugunstige vejrforhold. Hvis dyrene har været udsat for
specielt høje temperaturer i fugtigt vejr, skal de afkøles på
passende måde.
§ 21. Dyrene skal tilses mindst
morgen og aften.
§ 22. Dyr, der har pådraget sig
lidelser eller smerter under transporten eller på slagteriet,
samt ikke fravænnede dyr skal slagtes straks. Hvis dette ikke
er muligt, skal de holdes for sig og slagtes hurtigst muligt
og i hvert fald inden for to timer. Dyr, som ikke er i stand
til at gå, må ikke trækkes hen til slagtestedet, men skal
aflives der, hvor de ligger, eller, når det er muligt, og det
ikke medfører nogen form for unødig lidelse, transporteres på
en vogn eller lignende til nødslagtelokalet.
Kapitel 6
Bestemmelser vedrørende flytning og
opstaldning på slagterierne af dyr, der ikke leveres i
containere
§ 23. På slagterier med aflæsningsudstyr
skal gangbanerne være forsynet med skridsikker belægning og
om nødvendigt med sidebeskyttelse. Gangbroer og ramper skal være
udstyret med sidevægge, gelændere eller anden beskyttelse
for at hindre dyrene i at falde ned. Ind- og udgangsramper
skal have den mindst mulige hældning.
§ 24. Under aflæsning må dyrene
ikke skræmmes, ophidses eller lide overlast, og de må ikke væltes
omkuld. Dyrene må ikke løftes ved hoved, horn, ører, ben,
hale eller pels på en sådan måde, at de påføres unødig
smerte eller lidelse. Om nødvendigt skal dyrene ledes
enkeltvis.
§ 25. Dyrene skal flyttes med
varsomhed. Drivgangene skal være udformet således, at
risikoen for, at dyrene kommer til skade, mindskes mest
muligt, og indrettet således, at deres socialadfærd
udnyttes. Der må kun anvendes redskaber til at styre dyrene
og kun i korte perioder. Redskaber, som giver elektriske stød,
må kun anvendes til svin og fuldvoksne kreaturer, som ikke
vil flytte sig, forudsat at stødene højst varer i to
sekunder og kommer med tilstrækkeligt lange mellemrum, og at
dyrene har plads til at rykke frem. Brugen af disse redskaber
skal begrænses mest muligt. Der må kun gives stød på
bagpartiets muskulatur.
§ 26. Der må ikke slås eller
sparkes på dyrene eller trykkes på særligt følsomme dele
af deres kroppe. Dyrenes haler må ikke knuses, vrides eller
brækkes, og der må ikke gribes fat i dyrenes øjenhuler.
§ 27. Dyrene må ikke føres til
slagtestedet, medmindre de kan slagtes med det samme. Hvis de
ikke slagtes straks ved ankomsten, skal de opstaldes.
§ 28. Slagterierne skal være
udstyret med et tilstrækkeligt antal folde, hvor dyrene kan
anbringes på passende måde, og disse skal være beskyttet
mod ugunstige vejrforhold.
§ 29. Opstaldningsarealerne skal:
1) have skridsikre gulve, som ikke skader de dyr, som
kommer i berøring med dem,
2) have tilstrækkelig ventilation under hensyntagen til
de højeste og laveste temperaturer og fugtighedsgrader, der
kan forventes. Ved anvendelse af mekanisk ventilation, skal
der forefindes et egnet reservesystem til brug ved
driftsforstyrrelser,
3) have kunstig belysning, der er tilstrækkelig stærk
til, at alle dyrene til enhver tid kan inspiceres; der skal
om nødvendigt forefindes et tilstrækkeligt nødbelysningsanlæg,
4) have udstyr til om nødvendigt at tøjre dyrene og
5) om nødvendigt have tilstrækkelige mængder strøelse
af passende art til, at alle dyrene kan overnatte i de pågældende
lokaler.
§ 30. Hvis slagterierne ud over
ovennævnte opstaldningsarealer også anbringer dyrene i udendørs
folde, skal dyrene sikres mulighed for at komme i læ, skygge
og under tag. De udendørs folde skal holdes i en sådan
stand, at dyrene ikke udsættes for fysiske, kemiske eller
andre sundhedsmæssige farer.
§ 31. Dyr, som ikke straks ved
ankomsten føres til slagtestedet, skal hele tiden have adgang
til drikkevand ved hjælp af egnet apparatur. Dyr, som ikke er
blevet slagtet senest tolv timer efter ankomsten til
slagteriet, skal fodres og siden have begrænsede mængder
foder med passende mellemrum og om nødvendigt malkes.
§ 32. Dyr, der holdes i tolv timer
eller derover på et slagteri, skal opstaldes og eventuelt tøjres
således, at de kan ligge ned uden besvær. Hvis dyrene ikke
er tøjret, skal der fodres på en sådan måde, at de kan æde
i fred.
Kapitel 7
Bestemmelser vedrørende flytning og
opstaldning på slagterierne af dyr, der leveres i
containere
§ 33. Containere, hvori der
transporteres dyr, skal behandles varsomt; de må herunder
ikke kastes eller væltes. Om muligt skal de læsses og aflæsses
horisontalt og mekanisk.
§ 34. Dyr, der leveres i containere
med perforeret eller fleksibel bund, skal aflæsses med særlig
varsomhed for at undgå skader. I påkommende tilfælde skal
dyrene aflæsses fra containere enkeltvis.
§ 35. Dyr, der er blevet
transporteret i containere, skal slagtes så hurtigt som
muligt; sker dette ikke, skal de om nødvendigt vandes og
fodres i henhold til reglerne i § 31.
Kapitel 8
Fastholdelse af dyr inden bedøvelse,
slagtning eller aflivning
§ 36. Dyrene skal fastholdes på
passende måde, således at de beskyttes bedst muligt mod
smerte, lidelse, ophidselse, læsioner eller kvæstelser.
§ 37. Dyrenes ben må ikke bindes
sammen, og dyrene må ikke ophænges før bedøvelsen eller
aflivningen. Fjerkræ og kaniner kan dog ophænges før
slagtningen, såfremt der træffes passende foranstaltninger
til, at fjerkræet og kaninerne lige inden bedøvelsen er i en
tilstrækkelig afslappet tilstand, således at bedøvelsen kan
udføres effektivt og uden unødig forsinkelse.
§ 38. Fastholdelse af dyr i
fikseringsudstyr kan under ingen omstændigheder betragtes som
ophængning.
§ 39. Dyr, der bedøves eller
aflives ved, at der på hovedet anvendes et mekanisk
instrument eller en elektrisk strøm, skal præsenteres i en sådan
stilling, at apparaturet kan anvendes og betjenes let og præcist
i det fornødne tidsrum. Embedsdyrlægen på slagterierne kan
dog for enhovede dyrs og kvægs vedkommende tillade
anvendelsen af passende midler til at begrænse bevægelserne
af dyrenes hoved.
§ 40. Det elektriske bedøvelsesapparatur
må ikke anvendes til at fastholde eller immobilisere dyrene
eller til at få dem til at bevæge sig.
Kapitel 9
Bedøvelses- og aflivningsmetoder, der
skal anvendes ved slagtning af dyr
§ 41. Bedøvelse skal foretages ved
anvendelse af:
1) boltpistol,
2) skydeapparat,
3) elektrisk strøm eller
4) kuldioxid.
§ 42. Aflivning skal foretages med:
1) pistol eller gevær med skarp ammunition,
2) elektrisk strøm eller
3) kuldioxid.
Stk. 2. Fjerkræ kan tillige aflives
ved afhugning af hovedet.
§ 43. Dyrene må ikke bedøves,
hvis der ikke er mulighed for afblødning umiddelbart
herefter.
§ 44. Ved bedøvelse med boltpistol
skal instrumenterne anbringes således, at bolten drives ind i
hjernebarken. Hos hornkvæg er det forbudt at placere
indskuddet i nakken.
Stk. 2. Hos får og geder må
indskuddet placeres i nakken, hvis hornene forhindrer, at
indskuddet placeres i panden. Indskuddet skal i så fald
placeres lige bag hornene med retning mod munden, og afblødningen
skal begynde senest 15 sekunder efter, at skuddet er affyret.
Stk. 3. Ved anvendelse af boltpistol
skal det sikres, at bolten går tilbage til udgangsstillingen
efter hvert skud. Hvis den ikke gør det, må instrumentet
ikke bruges igen, før det er blevet repareret.
Stk. 4. Dyrene må ikke placeres i
en bedøvelsesbås, hvis den person, der skal foretage bedøvelsen,
ikke er parat til at foretage indgrebet, når dyret er
placeret i båsen. Dyrenes hoved må ikke fastholdes, før bedøvelsen
kan foretages.
§ 45. Bedøvelse med skydeapparat
er kun tilladt, hvis der anvendes et instrument med
ikkepenetrerende bolt. Apparatet skal placeres korrekt, og der
skal anvendes en korrekt patronstørrelse i overensstemmelse
med fabrikantens anvisninger, således at der opnåes en
effektiv bedøvelse uden kraniebrud.
§ 46. Ved et begrænset antal
kaniner kan der anvendes et ikke-mekanisk slag. Dette skal dog
foretages således, at dyrene omgående kommer i en tilstand
af bevidstløshed, der varer, indtil døden indtræder.
§ 47. Ved bedøvelse med elektrisk
strøm i form af elektroder skal elektroderne anbringes på en
sådan måde, at strømmen ledes igennem dyrets hjerne.
Desuden skal der træffes de foranstaltninger, der er nødvendige
for at sikre god elektrisk kontakt, navnlig skal generende uld
fjernes, og skindet skal gøres vådt.
Stk. 2. Hvis dyrene bedøves eller
aflives enkeltvis, skal apparaturet:
1) være forsynet med en anordning, som måler impedansen
og sætter apparaturet ud af funktion, hvis der ikke kan opnås
den krævede minimumsstrømstyrke,
2) give et lyd- eller lyssignal i det tidsrum, strømmen
går igennem dyret og
3) være tilsluttet en anordning, som angiver spændingen
og strømstyrken, og som er anbragt således, at den let kan
aflæses.
§ 48. Ved bedøvelse med elektrisk
strøm i form af anvendelse af vandbade til bedøvelse af
fjerkræ skal vandstanden kunne reguleres, således at der
sikres en god kontakt med fjerkræets hoved.
Stk. 2. Strømmens styrke og
varighed fastsættes i dette tilfælde af embedsdyrlægen på
slagterierne, således at det sikres, at dyret omgående
kommer i en tilstand af bevidstløshed, der varer, indtil døden
indtræder.
Stk. 3. Når fjerkræ bedøves i
grupper i et vandbad, skal der holdes en spænding, der er
tilstrækkelig til at frembringe en strømstyrke, som er
kraftig nok til, at hvert fjerkræ konstant er bedøvet.
Stk. 4. Der skal træffes passende
foranstaltninger for at sikre en god strømgennemgang og
navnlig en god kontakt og befugtning af denne kontakt mellem
ben og slagtebøjler.
Stk. 5. Vandbadene til fjerkræ skal
være tilstrækkeligt store og dybe til den type fjerkræ, der
skal slagtes, og må ikke løbe over d tilførslen. Den
elektrode, der er nedsænket i vandet, skal strække sig i
hele vandbadets længde.
Stk. 6. Om nødvendigt skal der være
mulighed for at gribe ind manuelt.
§ 49. Ved bedøvelse af svin med
kuldioxid skal kuldioxidkoncentrationen være mindst 70
volumenprocent.
Stk. 2. Det kammer, hvor svinene
kommer i kontakt med gassen, og det udstyr, som anvendes til
at transportere svinene gennem det, skal udformes, konstrueres
og vedligeholdes således, at svinene ikke kommer til skade,
brystkassen ikke sammentrykkes, og at de kan stå oprejst,
indtil de mister bevidstheden. Der skal være tilstrækkelig
belysning på fremførelsesmekanismen og i kammeret, således
at svinene kan se andre svin eller deres omgivelser.
Stk. 3. Kammeret skal være udstyret
med anordninger, som måler CO2-koncentrationen på det sted,
hvor koncentrationen er størst, og som giver et klart lys-
eller lydsignal, hvis CO2-koncentrationen bliver lavere end
det krævede niveau.
Stk. 4. Svinene skal anbringes i
gondoler eller containere på en sådan måde, at de kan se
hinanden og transporteres ind i gassen inden 30 sekunder,
efter at de er kommet ind i anordningen. De skal transporteres
så hurtigt som muligt fra indgangen til det sted, hvor
CO2-koncentrationen er størst, og de skal være i kontakt med
gassen i tilstrækkelig lang tid til at sikre, at de forbliver
bevidstløse, indtil de er blevet aflivet.
§ 50. Pistol eller gevær med skarp
ammunition kan anvendes til aflivning af forskellige arter,
navnlig opdrættet storvildt og hjortedyr, efter godkendelse
af Veterinærdirektoratet, der navnlig skal sikre, at de udføres
af kvalificeret personale under overholdelse af de almindelige
bestemmelser i § 3.
§ 51. Veterinærdirektoratet kan
tillade aflivning af forskellige arter ved hjælp af elektrisk
strøm og kuldioxid, forudsat at såvel de almindelige
bestemmelser i § 3 og de særlige bestemmelser i §§ 47-49
overholdes. Veterinærdirektoratet fastsætter endvidere med
henblik herpå strømmens styrke og varighed samt
kuldioxidkoncentrationen og udsættelsesvarigheden.
Kapitel 10
Afblødning af dyr
§ 52. Når dyrene er blevet bedøvet,
skal afblødningen påbegyndes så hurtigt som muligt efter
bedøvelsen og skal være hurtig, kraftig og fuldstændig.
Under alle omstændigheder skal afblødningen ske, inden dyret
kommer til bevidsthed.
§ 53. Alle dyr, der er bedøvet,
skal afblødes, ved at mindst en af de to halspulsårer eller
blodkar, som den udløber fra, gennembrydes.
Stk. 2. Efter at blodkarrene er
gennembrudt, må der ikke foretages yderligere rensning eller
el-stimulering af dyrene, før afblødningen er færdig.
§ 54. Hvis samme person står for
bedøvelse, opkædning, ophejsning og afblødning af dyr, skal
vedkommende foretage dem fortløbende på det enkelte dyr, før
de indledes på et andet dyr.
§ 55. Hvis fjerkræ afblødes ved
automatisk halsskæring, skal der være nogen, som er parat
til at gribe ind, så dyrene kan slagtes straks, hvis udstyret
svigter.
Kapitel 11
Metoder til aflivning af pelsdyr
§ 56. Aflivning af pelsdyr skal
foretages med:
1) mekaniske instrumenter med penetrerende bolt, der
drives ind i hjernen,
2) injektion af stoffer med dødelig virkning,
3) aflivning med elektrisk strøm med hjertestop til følge,
4) kulilte,
5) chloroform eller
6) kuldioxid.
Stk. 2. Medlemmer af mårfamilien må
dog kun aflives ved anvendelse af metoderne nævnt i stk. 1,
nr. 1), 2), 3) eller 4).
Stk. 3. Ræve må kun aflives ved
anvendelse af metoderne nævnt i stk. 1, nr. 1), 2) eller 3).
Stk. 4. Sumpbævere må kun aflives
ved anvendelse af metoderne nævnt i stk. 1, nr. 1) eller 2).
Stk. 5. Chinchillaer må kun aflives
ved anvendelse af metoderne nævnt i stk. 1, nr. 1), 2), 4),
5) eller 6).
§ 57. Ved anvendelse af mekaniske
instrumenter med penetrerende bolt skal instrumenterne
placeres således, at det sikres, at bolten drives ind i
hjernebarken.
Stk. 2. Denne metode er kun tilladt,
hvis den efterfølges af øjeblikkelig afblødning.
§ 58. Ved injektion af stoffer med
dødelig virkning må der kun anvendes stoffer i sådanne
doser og administreret på en sådan måde, at de forårsager
øjeblikkelig bevidstløshed efterfulgt af døden.
§ 59. Ved anvendelse af elektrisk
strøm med hjertestop til følge skal der anbringes elektroder
på en sådan måde, at strømmen ledes gennem dyrets hjerte,
idet der anvendes en så høj strømstyrke, at dyret straks
mister bevidstheden og får hjertestop. Hvis der anbringes
elektroder på mund og rectum, skal der for ræves vedkommende
anvendes en effektivværdi på 0,3 ampere i mindst 3 sekunder.
§ 60. Ved anvendelse af kulilte
skal det kammer, hvor dyrene kommer i kontakt med gassen,
udformes, konstrueres og vedligeholdes således, at dyrene
ikke kommer til skade, og således, at de kan overvåges.
Stk. 2. Dyrene må først lukkes ind
i kammeret, når det er blevet tilført ren kulilte til en
kuliltekoncentration på mindst 1 volumenprocent.
Stk. 3. Der kan anvendes udstødningsgas
fra en motor, der er beregnet til dette formål, til aflivning
af medlemmer af mårfamilien og chinchillaer, hvis dyrene først
lukkes ind, når kuliltekoncentrationen er nået op på mindst
1 volumenprocent, og hvis den anvendte gas er:
1) tilstrækkelig afkølet,
2) tilstrækkelig filtreret eller
3) fri for alle irriterende stoffer eller gasser.
Stk. 4. Gassen skal, når den indåndes,
først medføre totalbedøvelse og derefter med sikkerhed medføre
døden.
Stk. 5. Dyrene skal forblive i
kammeret, indtil de er døde.
§ 61. Chloroform må anvendes til
aflivning af chinchillaer, hvis følgende betingelser er
opfyldt:
1) det kammer, hvor dyrene kommer i kontakt med gassen,
skal udformes, konstrueres og vedligeholdes således, at
dyrene ikke kommer til skade, og således, at de kan overvåges,
2) dyrene må først lukkes ind i kammeret, når luften
er mættet med chloroform,
3) gassen skal, når den indåndes, først medføre
totalbedøvelse og til sidst med sikkerhed medføre døden
og
4) dyrene forbliver i kammeret, indtil de er døde.
§ 62. Kuldioxid fra en beholder kan
anvendes til aflivning af medlemmer af mårfamilien og
chinchillaer, hvis:
1) det kammer, hvor dyrene kommer i kontakt med gassen,
udformes, konstrueres og vedligeholdes således, at dyrene
ikke kommer til skade, og således at de kan overvåges,
2) dyrene først lukkes ind i kammeret, når luften har nået
den størst mulige koncentration af kuldioxid, der er tilført
i ren form,
3) gassen, når den indåndes, først medfører totalbedøvelse
og til sidst med sikkerhed døden og
4) dyrene forbliver i kammeret, indtil de er døde.
Kapitel 12
Aflivning af overskydende daggamle
kyllinger og embryoner i rugeriaffald
§ 63. Aflivning af daggamle
kyllinger skal foretages med:
1) mekanisk apparatur, der medfører hurtig død eller
2) kuldioxid.
§ 64. Ved anvendelse af mekanisk
apparatur, der medfører hurtig død skal:
1) dyrene aflives med et apparatur, som indeholder
hurtigt roterende mekaniske drevne knive eller
skumgummidupper,
2) apparaturets kapacitet være stor nok til, at alle dyr
straks aflives, selv om der er tale om aflivning af et større
antal dyr.
§ 65. Ved anvendelse af kuldioxid
skal:
1) dyrene anbringes i en atmosfære med den højst mulige
kuldioxidkoncentration, der er tilført i ren form og
2) dyrene forblive i den nævnte atmosfære, indtil de er
døde.
§ 66. Ved aflivning af embryoner i
rugeriaffald skal alt rugeriaffald, for straks at aflive
levende embryoner, behandles i det mekaniske apparatur, der er
omhandlet i § 64.
Kapitel 13
Indførsel fra tredielande
§ 67. Ved indførsel af kød fra
tredielande til Danmark skal det sundhedscertifikat, der
ledsager kødet, suppleres med en attest som dokumentation
for, at dyrene er blevet slagtet under vilkår, der sikrer
mindst samme humane behandling som den, der er foreskrevet i
direktiv 93/119/EF om beskyttelse af dyr på slagte- eller
aflivningstidspunktet.
Kapitel 14
Straf
§ 68. Med bøde eller hæfte
straffes den, der overtræder §§ 3-67.
Stk. 2. Er en overtrædelse begået
af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller
lignende, kan der efter § 28, stk. 7, i dyreværnsloven pålægges
selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået
af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov
om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det
kommunale fællesskab bødeansvar.
Kapitel 15
Ikrafttrædelse
§ 69. Bekendtgørelsen træder i
kraft den 1. januar 1995.
§ 70. Justitsministeriets bekendtgørelse
nr. 200 af 26. marts 1986 om slagtning af husdyr med senere ændringer
samt Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 880 af 16.
november 1993 om aflivning af visse større dyr ophæves.
Justitsministeriet, den 14. december 1994
Bjørn Westh
Se evt. ændringer på Retsinfo
|