|
Bekendtgørelse om dyrskuer, udstillinger og lignende
samlinger af husdyr
I medfør af § 7, § 14, § 15, § 16, stk. 2, og § 35, stk. 2, i lov om
husdyrsygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 381 af 7. juni 1993, fastsættes:
§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter samlinger af
husdyr, herunder auktioner, markeder og dyrskuer der afholdes højst 4 gange om
året.
Stk. 2. Ved husdyr, forstås klovbærende dyr,
herunder hjortedyr og lamaer, fjerkræ, herunder strudsefugle i fangenskab,
prydfugle, pelsdyr, heste, hunde, katte og gnavere.
§ 2. Enhver samling af husdyr, der afholdes med
henblik på fremstilling, præsentation, bedømmelse, præmiering, vurdering,
kåring eller lignende, eller med henblik på omsætning, skal anmeldes til
kredsdyrlægen senest 3 uger før afholdelse af samlingen.
Stk. 2. Anmeldelsen, som skal foretages på den i
bilag 1 angivne formular, skal indeholde oplysning om, hvilken personkreds,
selskab eller forening, der er arrangør af samlingen, samt tidspunkt og sted
for samlingens afholdelse.
Stk. 3. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om arter
og antal dyr, samt i hvilket tidsrum disse forventes tilført samlingen.
Stk. 4. Undtaget fra kravet om anmeldelse, jf. stk. 1,
er konkurrencer og stævner med heste eller hunde samt dressurskoler for hunde.
§ 3. Arrangøren af en samling skal skriftligt
underrette hver enkelt udstiller om betingelserne for tilførsel af dyr til
samlingen, jf. §§ 7-13.
Stk. 2. Forventes samlingen tilført dyr fra andre
lande, skal arrangøren skriftligt anmode Veterinærdirektoratet om
betingelserne for indførsel af disse dyr. Indførselsbetingelserne samt
betingelserne for tilførsel af dyr til samlingen, jf. stk. 1, meddeles
skriftligt den udenlandske udstiller.
§ 4. Arrangøren skal tilkalde en dyrlæge, hvis der
blandt de dyr, som er tilført samlingen, findes tegn på sygdom.
Stk. 2. Arrangøren af samlingen skal tilkalde
kredsdyrlægen, hvis der blandt dyr, som er tilført samlingen fra udlandet,
konstateres manglende identifikation af dyrene eller manglende attestation med
hensyn til dyrenes sundhedsstatus eller oprindelse.
§ 5. Såfremt der til samlingen forventes tilført
klovbærende dyr, skal arrangøren til kredsdyrlægen oplyse hvilken
tilsynsførende dyrlæge, der ønskes tilknyttet samlingen.
Stk. 2. Dyrlægen skal foretage en
sundhedsundersøgelse af samtlige tilførte dyr inden de gives adgang til
samlingen og i den forbindelse have opmærksomheden henledt på symptomer på
smitsomme sygdomme. Dyr med forstyrret almenbefindende, haltende og savlende
dyr, skal underkastes en nøjere undersøgelse og afvises.
Stk. 3. Inden klovbærende dyr gives adgang til
samlingen skal dyrlægen sikre sig, at de er mærket, jf. § 7, og er ledsaget
af de påkrævede erklæringer, jf. § 8, stk. 1.
Stk. 4. Inden duer gives adgang til samlingen skal
dyrlægen sikre sig, at de er ledsaget af en vaccinationsattest, jf. § 12, stk.
2.
§ 6. Udgifter i forbindelse med betaling af
dyrlægetilsyn påhviler arrangøren af samlingen.
Stk. 2. Det påhviler arrangøren at stille fornøden
medhjælp til rådighed for den tilsynsførende dyrlæge og i øvrigt sørge
for, at dyrlægen har tilstrækkelige praktiske muligheder for at varetage
tilsynsarbejdet.
§ 7. Klovbærende dyr, som tilføres samlingen, skal
være mærket i overensstemmelse med Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om
mærkning og registrering af kvæg, svin, får og geder.
Stk. 2. Fjerkræ skal være mærket, således at deres
oprindelse og identitet kan fastslås.
§ 8. Kvæg, som tilføres samlingen, skal være
ledsaget af ejererklæring om frihed for IBR efter reglerne i
Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om IBR-infektion hos kvæg.
Stk. 2. Lakterende køer må ikke tilføres fra
besætninger, der er registreret som angrebet af B-mastitis, hvis der foretages
malkning under afviklingen af samlingen.
Stk. 3. Køer og kvier, der har kastet inden for de
sidste 14 dage forud for samlingen, må ikke tilføres.
Stk. 4. Tyre, som er opstaldet på en tyrestation, og
som tilføres en samling, betragtes som afgået fra tyrestationen.
§ 9. Søer og gylte, der har kastet inden for de
sidste 14 dage før samlingen, må ikke tilføres.
Stk. 2. Orner, som er opstaldet på en ornestation, og
som tilføres en samling, betragtes som afgået fra ornestationen.
§ 10. Får og geder, der har kastet inden for de
sidste 14 dage forud for samlingen, må ikke tilføres.
§ 11. Hjorte og lamaer må ikke tilføres samlinger,
hvortil der føres kvæg og svin.
§ 12. Brevduer og andre duer, der deltager i en
samling, skal være vaccineret mindst 4 uger og højst 12 måneder før
samlingen mod paramyxovirusinfektion hos duer med en vaccine, som er godkendt af
Veterinærdirektoratet.
Stk. 2. Duerne skal til samlingen være ledsaget af
den i bilag 2 anførte attest, hvorved dyrlægen attesterer, at vaccinationen er
udført.
Stk. 3. Uanset stk. 2 kan duer, der tilføres
samlinger, hvortil der alene føres duer til udstilling eller konkurrence, være
ledsaget af anden attestation, udstedt af en dyrlæge, for at vaccination mod
paramyxovirusinfektion hos duer er udført.
§ 13. Udstilleren skal, inden der sendes dyr til
samlingen, tilkalde en dyrlæge, såfremt noget dyr i udstillerens besætning
eller varetægt viser ophørt ædelyst, feber, savlen, halthed eller andre
sygdomstegn, der kan vække mistanke om en anmeldepligtig sygdom. Dette gælder
selvom det pågældende dyr ikke skal tilføres samlingen.
Stk. 2. Dyr, der viser sygdomstegn som beskrevet i
stk. 1, må ikke tilføres samlingen. Udstilleren skal, såfremt der måtte
blive konstateret alvorlige smitsomme sygdomme i besætningen, efter at der er
fraført dyr til en samling, straks meddele dette til kredsdyrlægen.
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 14. Med bøde straffes den, der overtræder§ 2,
stk. 1-3, §§ 3-5, § 6, stk. 2, § 7, § 8, stk. 1-3, § 9, stk. 1, § 10, §
11, § 12, stk. 1 og 2 eller § 13.
Stk. 2. For overtrædelser, der begås af
aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der efter
§ 36 i lov om husdyrsygdomme pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er
overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf.§ 60 i
lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale
fællesskab bødeansvar.
§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august
1995.
Stk. 2. Samtidig ophæves §§ 6 og 7 i
bekendtgørelse nr. 792 af 13. december 1989 om markeder og andre samlinger af
dyr.
Veterinærdirektoratet, den 17. juli 1995
Erik Stougaard
Se evt. ændringer på Retsinfo
|