Hunde-info (indhold)  | Der er Søg i Hunde-info |  Hunde-portalen
| Adfærd
| Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Foto
| HelbredHunde-blog | Hundelisten | Hundeskove | Hunderacer | Hvalpelisten | Klubber | Leksikon | Link-katalog | Mødestedet
Nyhedsgrupper
Postkort-Service | QUIZ m.m. | Rodekassen | Sygdomme | TOP50  | Træning | Webringe | Gæstebog |  find-links.dk fra A-Z





Bekendtgørelse af Den Europæiske Konvention af  13. november 1987 om beskyttelse af kæledyr
(uddrag)

I henhold til kgl. resolution af 18. september 1992 har Danmark  ratificeret en den 13. november 1987 i Strasbourg udfærdiget  europæisk konvention om beskyttelse af kæledyr. 
Konventionens ordlyd er som følger:  Oversættelse 
DEN EUROPÆISKE KONVENTION OM BESKYTTELSE AF KÆLEDYR PRÆAMBEL 


Europarådets medlemsstater, der har undertegnet denne konvention er 
i betragtning af, at Europarådets mål er at knytte sine medlemmer nærmere  sammen; 
i erkendelse af, at mennesket har en moralsk forpligtelse til at  respektere alle levende væsener, og ihukommende at kæledyr har et særligt  forhold til mennesket; 
i betragtning af kæledyrs betydning for menneskets livskvalitet og  følgelig deres samfundsmæssige værdi; 
i betragtning af de vanskeligheder, der opstår som følge af de mangeartede  kæledyr, der holdes af mennesket; 
i betragtning af den risiko, som en overpopulation af kæledyr i sagens  natur ville udgøre for menneskets og andre dyrs hygiejne, sundhed og  sikkerhed; 
i betragtning af, at mennesket ikke bør tilskyndes til at holde vilde  dyrearter som kæledyr; 
under hensyn til de forskellige regler, der gælder for anskaffelse,  pasning og pleje, erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig opdræt, samt for  overdragelse af og handel med kæledyr;  under hensyn til, at kæledyr ikke altid holdes under forhold, der fremmer  deres sundhed og trivsel; 
i konstatering af, at der er mange forskellige holdninger til kæledyr,  undertiden p.g.a. begrænset kendskab og forståelse; 
i betragtning af, at en fælles grundholdning og praksis, der medfører  ansvarsbevidst hold af kæledyr, ikke alene er et ønskværdigt, men også et  realistisk mål,  blevet enige om følgende: 

KAPITEL 1 

ALMINDELIGE BESTEMMELSER 


Artikel 1 
Definitioner 

1. Ved kæledyr forstås ethvert dyr, der holdes eller  påtænkes holdt af mennesker, navnlig i husstanden, til personlig fornøjelse  og selskab. 
2. Ved handel med kæledyr forstås sådanne regelmæssige  forretningstransaktioner, der foretages i større målestok og med fortjeneste  for øje, og som overdrager ejendomsretten over kæledyret til en anden. 
3. Ved erhvervsmæssig opdræt og drift af dyrepension  forstås opdræt eller drift af dyrepension, der hovedsagelig sker med  fortjeneste for øje og i større målestok. 
4. Ved dyreinternat forstås et foretagende af  ikke-erhvervsmæssig karakter, hvor kæledyr kan holdes i stort antal. Sådanne  foretagender kan modtage omstrejfende dyr, hvis lovgivningsmæssige og/eller  administrative foranstaltninger åbner mulighed herfor. 
5. Ved omstrejfende dyr forstås kæledyr, der enten er  hjemløse eller løbet hjemmefra eller fra det sted, hvor de blev passet, og  som ikke er under kontrol eller direkte tilsyn af ejeren, eller den, der  passede dyret. 
6. Ved kompetent myndighed forstås den myndighed, der  er udpeget af medlemsstaten. 

Artikel 2 
Omfang og gennemførelse 

1. Enhver part forpligter sig til at træffe de  fornødne foranstaltninger til at sikre gennemførelsen af de i denne  konvention indeholdte bestemmelser med hensyn til: 

a. kæledyr, der holdes af en fysisk eller juridisk person i enhver  husstand eller ethvert foretagende med henblik på handel, erhvervsmæssig  opdræt, i dyrepensioner og dyreinternater. 
b. omstrejfende dyr, hvor det måtte være hensigtsmæssigt. 

2. Ingen bestemmelse i denne konvention skal hindre  iværksættelsen af andre forholdsregler, der har til formål at beskytte dyr  eller at bevare udryddelsestruede vilde dyrearter. 
3. Ingen bestemmelse i denne konvention skal indvirke  på parternes ret til at gennemføre strengere foranstaltninger til beskyttelse  af kæledyr eller til at lade denne konventions bestemmelser finde anvendelse  på dyrearter, der ikke udtrykkeligt er omtalt heri. 

KAPITEL II 

PRINCIPPER FOR PASNING OG PLEJE AF KÆLEDYR 

Artikel 3 
Grundprincipper for dyrs velfærd 

1. Et kæledyr må ikke udsættes for unødig smerte,  lidelse eller ulempe. 
2. Et kæledyr må ikke lades i stikken. 

Artikel 4 
Pasning og pleje 

1. Enhver, der holder et kæledyr eller har givet  tilsagn om at passe det, er ansvarlig for dets sundhed og velfærd. 
2. Enhver, der holder et kæledyr eller har givet  tilsagn om at passe det, skal sørge for, at det huses, passes og plejes under  hensyntagen til dyrets etologiske behov i overensstemmelse med dets art og  race, herunder navnlig: 

a. sørge for egnet og tilstrækkelig foder og drikke; 
b. give det de nødvendige muligheder for bevægelse; 
c. tage alle rimelige foranstaltninger for at forhindre, at det løber  bort. 

3. Et dyr må ikke holdes som kæledyr, hvis: 

a. betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, eller hvis 
b. dyret ikke kan tilpasse sig fangenskab, selvom disse betingelser er  opfyldt. 


Artikel 5 
Opdræt 


Det påhviler enhver, der udvælger et kæledyr til opdræt, at tage hensyn  til de anatomiske, fysiologiske og adfærdsmæssige karaktertræk, der efter al  sandsynlighed vil kunne sætte enten afkommets eller moderdyrets sundhed og  velfærd på spil. 


Artikel 6 
Aldersgrænse for anskaffelse af kæledyr 


Intet kæledyr må sælges til personer under 16 år, medmindre der foreligger  et udtrykkeligt samtykke fra forældrene eller andre, der har  forældremyndigheden .

Artikel 7 
Dressur 


Intet kæledyr må dresseres på en måde, der er til skade for dets sundhed  og velfærd, i særdeleshed ved at tvinge det til at overskride sine naturlige  evner eller kræfter eller ved at bruge kunstige hjælpemidler, der påfører det  skade eller unødig smerte, lidelse eller ulempe. 

Artikel 8 
Handel, erhvervsmæssig opdræt og drift af dyrepension,  dyreinternater 

1. Enhver, der på tidpunktet for denne konventions  ikrafttræden handler med kæledyr eller er beskæftiget med erhvervsmæssig  opdræt og drift af dyrepension eller driver et dyreinternat, skal meddele  dette til den kompetente myndighed inden for udløbet af et passende tidsrum,  der fastsættes af parterne selv.

Enhver, der har til hensigt at beskæftige sig med en af de omtalte  aktiviteter, skal meddele dette til den kompetence myndighed. 

2. Denne meddelelse skal indeholde følgende  oplysninger: 

a. arten af de kæledyr, der er omhandlet af eller vil blive omhandlet af  den pågældende aktivitet; 
b. den ansvarlige person og hans kvalifikationer; 
c. en beskrivelse af bygningerne og udstyret, der benyttes eller skal  benyttes. 

3. De ovenfor omtalte aktiviteter må kun gennemføres,

a. hvis den ansvarlige person besidder den viden og de evner, der er  nødvendige for at udføre aktiviteten, og denne viden eller disse evner er  tilegnet gennem uddannelse eller tilstrækkelig erfaring med kæledyr, og 
b. hvis bygninger og udstyr, der benyttes til aktiviteten, opfylder  betingelserne i artikel 4. 

4. På grundlag af den i henhold til stk. 1 afgivne  meddelelse skal den kompetente myndighed afgøre, om betingelserne i stk. 3 er  opfyldt. Hvis disse ikke er opfyldt i tilstrækkeligt omfang, skal den  kompetente myndighed anbefale foranstaltninger og, hvor dyrenes velfærd  nødvendiggør det, forbyde, at aktiviteten påbegyndes eller fortsættes. 
5. I overensstemmelse med national lovgivning skal den  kompetente myndighed føre tilsyn med, om de ovenfor omtalte betingelser er  opfyldt. 

Artikel 9 
Annoncering, underholdning, udstillinger, konkurrencer o.l. 

1. Kæledyr må ikke benyttes til annoncering,  underholdning, i udstillinger, konkurrencer o.l., medmindre: 

a. arrangøren har sørget for passende forhold for kæledyrene, så de kan  behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, og 
b. kæledyrenes sundhed og velfærd ikke udsættes for fare. 

2. Et kæledyr må ikke udsættes for påvirkning af  stoffer eller udsættes for behandlinger eller foranstaltninger, der har til  formål at øge eller mindske dyrets naturlige præstationsniveau: 

a. under en konkurrence, eller 
b. på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvor dette vil udsætte dyrets  sundhed og velfærd for fare. 


Artikel 10 
Operative indgreb 

1. Operative indgreb, der har til formål at ændre et  kæledyrs udseende eller har andre ikke-helbredende formål, er forbudt,  herunder navnlig: 

a. kupering af haler; 
b. ørekupering; 
c. fjernelse af stemmebånd; 
d. fjernelse af kløer og tænder. 

2. Der kan kun gives tilladelse til undtagelser fra  disse forbud såfremt: 

a. en dyrlæge skønner, at ikke-helbredende foranstaltninger er nødvendige  enten af veterinær-medicinske grunde, eller ud fra hensynet til et bestemt  dyr; 
b. formålet er at forhindre formering. 

3. a. Indgreb, der vil eller kan udsætte dyret for  væsentlig smerte, skal udføres under bedøvelse og må kun foretages af en  dyrlæge eller under dennes opsyn. 
b. Indgreb, der ikke nødvendiggør brug af bedøvelse, kan udføres af en  person, der er kvalificeret dertil i henhold til national lovgivning. 

Artikel 11 
Aflivning 

1. Kun en dyrlæge eller en anden kvalificeret person  må aflive et kæledyr. For at gøre ende på et dyrs lidelser kan undtagelse  herfra gøres i nødstilfælde, hvor det ikke er muligt hurtigt at få hjælp fra  en dyrlæge eller en anden kvalificeret person, eller i andre nødsituationer,  der er omfattet af national lovgivning. Enhver aflivning skal udføres på en  sådan måde, at dyret efter omstændighederne påføres mindst mulig fysisk og  sjælelig lidelse. Den valgte metode skal, undtagen i nødstilfælde, enten:

a. medføre øjeblikkelig bevidstløshed og død, eller 
b. begynde med fuld narkose, efterfulgt af en foranstaltning, der til  sidst og uomtvisteligt vil medføre døden. 
Den person, der afliver dyret, skal sikre sig, at det er dødt, før det  bortskaffes. 

2. Følgende aflivningsmetoder er ikke tilladte: 

a. drukning og andre kvælningsmetoder, hvis de ikke har de i stk. 1 b  anførte virkninger: 
b. brugen af giftstoffer eller narkotika, med henblik på at opnå den i  stk. 1 anførte virkning, såfremt mængde og applikation ikke kan kontrolleres;
c. elektrisk aflivning, medmindre der forud herfor er indtruffet  øjeblikkelig bevidstløshed. 
KAPITEL III - SUPPLERENDE FORANSTALTNINGER FOR OMSTREJFENDE DYR 
Artikel 12 
Formindskelse af antallet af omstrejfende dyr 
Såfremt en part finder, at antallet af omstrejfende dyr udgør et problem,  skal der tages de nødvendige lovgivningsmæssige og/eller administrative  foranstaltninger til at formindske antallet på en sådan måde, at disse dyr  ikke udsættes for unødig smerte, lidelse eller ulempe. 
a. Sådanne foranstaltninger skal indeholde bestemmelser om at: 
i hvis disse dyr skal fanges, skal dette gøres med et minimum af fysisk og  sjælelig lidelse for dyret; 
ii hvadenten tilfangetagne dyr skal forblive i live eller skal aflives,  skal dette ske i overensstemmelse med denne konventions principper. 
b. Parterne forpligter sig til at overveje: 
i om hunde og katte skal kunne identificeres på en eller anden  hensigtsmæssig måde, som volder uvæsentlig eller forbigående smerte, lidelse  eller ulempe, så som tatovering og optegnelse af numrene i et register sammen  med ejernes navne og adresser; 
ii at formindske den ikke planlagte formering af hunde og katte ved at  fremme neutralisation af disse dyr; 
iii at tilskynde den, der finder en omstrejfende hund eller kat, til at  meddele dette til den kompetente myndighed. 
Artikel 13 
Undtagelse fra tilfangetagning, pasning og pleje, samt aflivning
Undtagelser fra denne konventions principper vedrørende tilfangetagning,  samt hold og aflivning af omstrejfende dyr må kun gøres, hvor det er  uundgåeligt og sker inden for rammerne af nationale  sygdomsbekæmpelsesprogrammer. 
KAPITEL IV - OPLYSNING OG UDDANNELSE 
Artikel 14 
Oplysnings- og uddannelsesprogrammer 
Parterne forpligter sig til at virke for udviklingen af oplysnings- og  uddannelsesprogrammer for at fremme forståelsen af og kendskabet til denne  konventions bestemmelser og principper hos de organisationer og  enkeltpersoner, der er beskæftiget med pasning og pleje, opdræt, dressur,  handel med kæledyr og drift af dyrepensioner. Disse programmer bør navnlig  beskæftige sig med følgende emner: 
a. behovet for, at dressur af kæledyr til kommercielle og  konkurrencemæssige formål udføres af personer, der besidder den nødvendige  viden og har de nødvendige evner; 
b. behovet for at modvirke: 
1: at kæledyr gives som gaver til personer under 16 år, uden at der  forligger et udtrykkeligt samtykke fra forældrene eller andre, der har  forældremyndigheden; 
2: at kæledyr gives som præmier, priser eller gratialer; 
3:  ikke planlagt formering af kæledyr; 
c. mulige negative konsekvenser for vilde dyrs sundhed og velfærd, hvis de  skulle blive anskaffet eller vinde indpas som kæledyr; 
d. risikoen for uansvarlig anskaffelse af kæledyr, der fører til en  forøgelse af antallet af uønskede og forladte dyr. 

Se evt. ændringer og opdateringer på Retsinfo


Forside | Adfærd | Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Fotokonkurrence | Helbred | Hunde-blog | Hundelisten | Hundeskove | Hunderacer | Hvalpelisten | KalenderKlubber  | Leksikon | Link-katalog
Mødestedet
Nyhedsgrupper | Postkort-Service | QUIZ m.m. | Rodekassen | Sygdomme | TOP  Hundesider | Træning | Webringe
Gæstebog
Kontakt til Webmoster: | Søg i Hunde-info | find-links.dk fra A-Z