|
Bekendtgørelse om forbud mod hold af særligt
farlige hunde
I medfør af § 10 og § 28, stk. 5, i dyreværnsloven, jf.
lov nr. 386
af 6. juni 1991, fastsættes:
§ 1. Besiddelse og avl af følgende
hunde er forbudt:
1) Pit bull terrier og
2) Tosa.
Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder
tillige for krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår.
§ 2. Personer, som den 1. december
1991 var ejere af de i § 1 nævnte hunde, kan dog fortsat
besidde disse, såfremt der indgives anmeldelse herom til
politiet senest den 1. februar 1992, og såfremt hundene
forsynes med en øretatovering og steriliseres. Anmeldelse
skal ske på en særlig blanket, der udleveres af politiet, og
som på blanketten attesterer retten til at besidde de i § 1
nævnte hunde. Forinden indgivelse af anmeldelse til politiet,
skal anmeldelsesblanketten forsynes med en erklæring fra en
dyrlæge om, at øretatovering og sterilisation har fundet
sted.
Stk. 2. Den attesterede anmeldelse
skal opbevares af ejeren og skal på forlangende forevises
politiet.
§ 3. Hunde, som nævnt i § 2, stk.
1, må ikke overdrages. Hvalpe, der fødes af sådanne hunde
efter bekendtgørelsens ikrafttræden, skal straks efter fødslen
ved ejerens foranstaltning aflives af en dyrlæge.
Stk. 2. Hunde, som nævnt i § 2,
stk. 1, må kun holdes på ejerens bopæl. På steder, hvortil
der er almindelig adgang, skal sådanne hunde føres i bånd
af ejeren eller af en person over 15 år, der hører til
ejerens faste husstand. Hundene skal tillige være forsynet
med mundkurv.
§ 4. Overtrædelse af §§ 1-3
straffes med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Hunde, der holdes i strid
med § 1, aflives ved politiets foranstaltning. Det samme gælder
hunde, som nævnt i § 2, stk. 1, for hvilke der ikke den 1.
februar 1992 er indgivet anmeldelse, hunde, der overdrages i
strid med § 3, stk. 1, samt hvalpe, som nævnt i § 3, stk.
1, der ikke er aflivet. Det samme gælder hunde, der i
gentagelsestilfælde færdes i strid med reglerne i § 3, stk.
2.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i
kraft den 1. december 1991.
Justitsministeriet, den 14. november 1991
Hans Engell
Se evt. ændringer på Retsinfo
|