|
Om hvalpens sundhed
Af fagdyrlæge Finn Boserup, Bagsværd.
Vaccinationer
På samme måde som menneskebørn bliver vaccineret mod en række ubehagelige sygdomme, lader de fleste også deres "hundebørn" vaccinere. Og hvad er det så egentligt, de skal vaccineres imod? Og hvor tit skal det ske? Disse spørgsmål bliver ofte stillet af hvalpeejere. Den almindelige hvalpevaccination er en kombination mod hundesyge, smitsom leverbetændelse og parvovirusdiarré. Somme tider er der også vaccine med mod parainfluenza, som er en luftvejsinfektion, men det er de 3 førstnævnte sygdomme, der for alvor betyder noget, idet disse sygdomme er så alvorlige, at de kan medføre hundens død eller give den varige
mén.
Denne vaccination gives til hvalpen, når den er 3 måneder og gentages 1 måned senere, altså når hvalpen er 4 måneder, og herefter er det bedst at få sin hund vaccineret én gang årligt.
Det vil være klogt at holde hundehvalpen væk fra andre hunde den sidste uges tid inden vaccinationen i 3 måneders alderen og en lille uge efter vaccinationen, da de antistoffer, hvalpen har modtaget gennem modermælken, ikke altid er dækkende i netop denne periode.
Hunde, som kommer meget i kontakt med andre hunde, fx på træningspladser, til udstillinger, brugsprøver og tilsvarende, er i en øget risiko for at blive smittet med et virus, som hedder coronavirus. Dette er ligesom parvovirus et smitstof, som giver tarmbetændelse - alvorligt nok hver for sig, men meget alvorligt, hvis hunden smittes af begge virustyper på samme tid. Også denne vaccination bør gentages én gang årligt. Hvis man følger dette vaccinationsprogram, beskytter man sin hund bedst muligt mod alvorlige infektionssygdomme - og samtidig får man så lejlighed til en gang årligt at få sin hund undersøgt af dyrlægen og diskutere problemer af den ene eller anden art ved samme lejlighed. Endelig skal det nævnes, at de hunde, som ledsager deres ejere på rejse i udlandet, skal vaccineres mod hundegalskab, rabies. Denne vaccination skal foretages mindst 30 dage før afrejsen og er et krav fra samtlige sydeuropæiske lande for at få lov til at indføre hunden i landet - og det er også et krav fra de danske myndigheders side for at få lov til at få hunden med hjem igen! Til sidst er det vigtigt at vide, at hundene så godt som aldrig bliver syge af disse vaccinationer, så der er ingen fornuftig grund til ikke at lade sin hund vaccinere.
Orm
I de fleste tilfælde har ens hundehvalp en eller anden form for indvoldsorm - som oftest spolorm. Og derfor skal hvalpen have en ormekur.
I de tilfælde, hvor hvalpen har mange orm, vil den en gang imellem kvittere voksne orm med afføringen - eller måske ligefrem kaste orm op - men i de fleste tilfælde kan man ikke umiddelbart se i afføringen, om hvalpen har orm.
Hvalpene får deres orm fra moderen. Faktisk smittes de allerede, mens de er fostre, idet der overføres larver fra moderen via moderkagen til fostrene.
Der findes flere særdeles effektive ormemidler på markedet, og de kan alle købes i håndkøb på apoteket med en udførlig brugsvejledning på pakningen.
(NB: der er nye regler vedr. køb
af ormemidler. ko)
Man skal huske at behandle samtlige hunde i familien på en gang, og det vil altså sige, at den familie, der får en hvalp og samtidig har en voksen hund skal behandle både hvalp og »den gamle« på samme tid.
Det er en udbredt opfattelse, at hvalpe, der hikker, har orm. Dette er både rigtigt og forkert og beror nok mest på gammel overtro. For det første er det som sagt almindeligt, at hvalpe har orm. For det andet er det faktisk også ret almindeligt, at hvalpe hikker! Og derfor har man sagt, at disse hikkende hvalpe har orm.
Forklaringen på hikken er imidlertid at sammensætningen af mavesaften i løbet af hvalpens opvækst ændrer sig og først i ca. 8 måneders alderen er helt som hos den voksne hund. Denne ændring bevirker en smule irritation af slimhinden i mavesækken - så derfor er det altså både rigtigt og forkert, at hikkende hvalpe hikker på grund af orm!
Fodring
Et stærkt omdiskuteret emne er, hvad, man skal give sin hvalp at spise. Svaret kan umiddelbart synes enkelt, for den skal have en alsidig sammensat kost, som dækker dens behov for proteinstoffer, kalorier vitaminer og mineraler
Men hvordan får man så det?
Færdigfoder er det sikreste
Det nemmeste - og måske også det sikreste - er at give sin hundehvalp et fuldfoder fra et anerkendt firma. Så er man sikker på, at hvalpen får dækket samtlige sine fodringsmæssige behov. Og hvis man vælger denne løsning, er det vigtigt at huske, at så skal der ikke gives tilskud hverken af vitaminer eller kalk.
Den anden mulighed er at servere hjemmelavet mad - og det er naturligvis både godt og rigtigt, men man kan aldrig helt vide, hvor meget kalk og hvor mange vitaminer, der er i kosten. Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt med et kalk- og vitamintilskud, så selv om mors hjemmelavede mad er god, så bliver fodringen lidt mere usikker, end hvis man anvender et fabriksfremstillet produkt.
Hjemmelavet mad
Man kunne så spørge, om det da slet ikke mere er muligt selv at lave mad til sine hvalpe, og det er det naturligvis! Der var jo også sunde og raske hvalpe og voksne hunde, før det fabriksfremstillede foder blev lanceret.
Når man fodrer med hjemmelavet mad er princippet, at ca. 1/3 af foderet skal være protein, og det vil så typisk være kød, fisk, æg eller
mejeriprodukter, mens de øvrige ca. 2/3 af foderet skal være brød, ris, kartofler og andet af den slags foder, som er fremstillet af planter. Derfor er grøntsager udmærket, specielt i kogt tilstand
Hertil kommer så et tilskud af mineraler og vitaminer. Enten kan man give kalk og levertran eller også - og det er nok det mest sikre - give mineraler og vitamintilskud i form af et kombineret produkt, der både indeholder kalk, fosfor og mikromineraler - såsom jern, kobolt, magnesium mv. - plus de nødvendige vitaminer i det korrekte indbyrdes forhold.
Hvor mange måltider?
Hvor mange gange skal hvalpen så have mad om dagen?
Så længe den er helt lille - og det vil sige mellem 8 uger og 5-6 måneder - skal der serveres mad for den mindst 3 gange om dagen. Fra den er 6 måneder og til 1 år, vil det oftest være en god ide at give den mad 2 gange dagligt. Herefter kan man fodre hunden - enten stadig 2 gange om dagen, hvilket ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt nok er det bedste - eller man kan give den et forholdsvist større måltid en gang om dagen.
Hvor meget mad?
Hvis man anvender et færdigfoder, vil en foderanvisning fremgå af
pakningen, og den bør man følge nøje. Serverer man hjemmelavet mad for hvalpen, må man følge opdrætterens eller dyrlægens råd.
Men man må også vurdere sin hvalps udseende og afpasse fodermængden derefter. Mængden er afhængig af flere ting, fx hvad foderet består af, hundens motionsniveau og dens stofskifte. Husk, at en hvalp hverken må være tyk eller mager.
I tvivl?
Det vil altså sige, at enten bruger man et færdigfoder fra en anerkendt producent og lader være med at give noget tilskud - eller også laver man selv mad til sin hvalp og giver den tilskud af et produkt, som både indeholder kalk, fosfor og mikromineraler og de nødvendige vitaminer. Begge fremgangsmåder er lige gode, hvis man følger disse retningslinier.
Man kan også vælge at give et måltid med fuldfoder og et måltid hjemmelavet mad dagligt. Hvis man gør det, skal kalk- og vitamintilskuddet afpasses herefter.
Er man i tvivl, er det en god idé at tage sin dyrlæge med på råd.
Ikke overdreven motion
Overdreven motion er ikke sundt for hvalpen, da det kan medføre skadelige påvirkninger af de unge led. Gå derfor ikke lange ture - men gerne flere korte i stedet.
Den sundeste form for motion får hvalpen faktisk, når den selv bestemmer farten, dvs. når den er uden snor - eller i en flexiline. Det er derfor en god idé at "gå tur" i haven eller andre sikre steder, evt. i en hundeskov. Så vil hvalpen løbe, gå og holde pauser i takt med sin naturlige formåen.
Denne og andre pjecer kan
rekvireres hos Dyrefondet tlf.: 39563000
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale
|