Hvalpe - ikke hvalpe?
Hunde-Journalen lod spørgsmålet gå videre til fagdyrlæge, Finn Boserup.
Ja, det er et problem, der ofte dukker op i familier, som har en hunhund, en dejlig hunhund i passende alder.
Hvorfor så ikke finde et passende godt parti og få den oplevelse, som det er at have et kuld hvalpe - og når så ens hunhund simpelthen er den bedste på denne side af Ækvator, så kan det kun blive til glæde.
Og sådan er det da også de fleste gange.
Men der er forskellige forhold, som det kan være klogt at gøre sig klart, inden man slipper de elskovssyge sammen.
Hvis man gerne vil have, at hvalpene skal have Dansk Kennel Klubs stambog, så kræver det, at
både den stolte far og lykkelige mor har været på udstilling og opnået mindst en 2. præmie.
Inden for nogle jagthunderacer kan der være krav om, at forældrene også skal have bestået markprøver eller andre tests, der demonstrerer gode jagthundeegenskaber.
Det er ikke ualmindeligt at høre, at hundeejere mener, at det er "synd" for deres hunhund, hvis hun ikke prøver at have et kuld hvalpe, og at det er synd for en hanhund, hvis han ikke får lov til at parre sig i hvert fald mindst én gang. Ingen kan vel vide, hvad hunden oplever eller ikke oplever, men det er formentlig ikke sådan, at hunden savner noget, som den ikke kender - desuagtet forplantning jo er et af de mest fundamentale instinkter.
Hvis ens hunhund er lidt psykisk ustabil, så er et af de "gode" gamle råd, at så skal den bare have et kuld hvalpe. Jeg vil meget gerne slå en tyk streg over dette "dogme". Der er absolut ingen garanti for, at hunhunden efter barsel og hvalpe bliver mere rolig, og der er
en betydelig risiko for, at hun videregiver sit lidt dårlige temperament til hvalpene - så den begrundelse duer ikke, tværtimod!
Så er der tankerne om, at risikoen for livmoderbetændelse falder, hvis hunden har fået hvalpe. Det er der ingen ting, der tyder på, er rigtigt. Ligeledes siger rygterne, at hvis bare hunden får hvalpe, så får den ingen kræftknuder i mælkekirtlerne - ej heller dette er korrekt.
Konklusionen på alt dette er, at hvis man har en god hunhund med et godt temperament, og man gerne vil have et kuld hvalpe, så skal man gøre det, hvis man vel at mærke har gjort sige følgende klart.
Har man tiden?
De første 3 uger klarer moderen det meste af arbejdet, men når hvalpene er over 3 uger, begynder de at få lidt mad ud over modermælk, og så begynder arbejdet for alvor - men et spændende arbejde, et spændende job, hvor man ser sådanne fra start ret hjælpeløse hundehvalpe udvikle sig og få mere og mere personlighed.
Er man parat til at erkende, at der i et kuld kan være hvalpe, der har medfødte defekter, og som følgelig må aflives?
Har man de økonomiske ressourcer?
Man må ikke forestille sig, at det er en god forretning at få et kuld hvalpe, snarere tværtimod.
Der vil være dyrlægeregninger, der vil være udgifter til speciel kost til hunhunden og til hvalpene, udgifter til stambogsregistrering, og meget andet.
Har man gjort sig helt klart, at disse hvalpe på et tidspunkt bliver 8 uger, og dermed er klare til at forlade hjemmet og komme til en ny ejer?
Hvis man ikke føler sig helt sikker på, at man kan få over sit hjerte at skille sig af med hvalpene, så får man enten huset fuldt af hunde, eller også skal man helt lade være med at få hvalpe.
Det er spændende, dejligt, fascinerende og andre superlativer at opleve en hundefødsel og se hvalpene vokse og udvikle sig. Man skal bare vide præcis, hvad man gør.
Uddrag fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen.
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale.
|
