Vælg Deres venner med omtanke!
Af Hanne Goldschmidt
Når en hund er en selvfølge
En dyreven er én, der holder af dyr og gerne vil have dem om sig.
For mange dyrevenner er det en selvfølge, at dyret i deres liv skal være en hund. De gør, hvad de kan, for at give den hund et godt hundeliv. Alligevel kommer den dag, da dyrevennen må sige farvel til sin firbenede ven gennem mange år. Hundeliv er nu engang kortere end de fleste menneskeliv.
Men hjemmet er så tomt, nu den gamle hund er væk, og så er det helt naturligt at skynde sig at få en ny. Det er også helt naturligt at ønske sig en hund magen til den gamle.
Der er også den dyreven, som ikke har haft hund i mange år. Måske er de år gået med studier, rejser og anden travlhed, og pludselig har dyrevennen igen så megen ro om sig, at der er tomt i hans tilværelse uden dyr. Han mindes schæferhunden, der var hans bedste ven i
hans barndom, og så er det selvfølgelig en schæfer, han drømmer om at få sig.
Men her er det, dyrevennen skal stoppe op og sige: "Hov, lige et øjeblik. Er jeg den samme, som jeg var, da jeg fik min forrige hund? Kan jeg stadig give netop den slags hund det liv, den har krav på? Og er det på de betingelser, jeg vil leve mit eget liv i dag?"
Det er sagt ca. en million gange før, men kan ikke siges for tit: Det er meget, meget vigtigt, at man - én selv og familien - gør status over sig selv og sin livsform, før man
1) bestemmer sig til at få hund overhovedet,
2) bestemmer, hvilken slags hund det skal være - eller
3) beslutter, at det slet ikke skal være en hund - men et helt andet dyr, fx en kat.
Der er nemlig mange hunde, som kommer i klemme, fordi deres mennesker ikke før hundekøbet
har tænkt på, om det liv, de fører, overhovedet har plads til den hund, de drømmer om. Har man tid til at opdrage den, har man fysik til at magte den, har man det menneskelige overskud, der skal til for at gøre den til ens ven?
Lad os se på dyrevennen fra før.
Ham, der havde en schæfer i sin barndom. Han elskede den hund, og med fuld ret, for en sund, velopdragen schæfer er en prægtig skabning. Den fulgte ham på lange, eventyrlige ture igennem tykt og tyndt, og om natten sov den i hans fodende. Men har han stadig tid til de lange ture? En schæfer og andre store hunde skal aktiveres meget for ikke at gå til i
frustration. Det kræver også, at det menneske, der skal gå i den anden ende af dens snor, har en vis fysik for at kunne være den, der bestemmer farten. Desuden bør dyrevennen gøre sig helt klart, om familiens andre medlemmer har samme drøm om netop en schæfer. Endelig bør han overveje, om der overhovedet er plads i hjemmet - for ikke at nævne fodenden - til sådan
en stor moppedreng.
- Nåja, siger schæfer-elskeren, så måske ikke lige en schæfer. Men det skal i hvert fald være en stor hund. En cocker spaniel er det allermindste. Vi skal ikke ha' sådan et lille skøde-pjevs. Det skal da være en rigtig hund.
Nu er der altså store hunde, der er passionerede skødehunde! Men her gælder det om at få schæfervennen væk fra de fordomme og den vanetænkning, han er godt på vej til at ødelægge et hundeliv med.
En lille hund er også en rigtig hund
Hvor i alverden stammer den idé fra, at små hunde ikke er rigtige hunde? I en tid, hvor der kæmpes mod diskrimination, burde de små hunde måske danne deres egen interessegruppe. De anser nemlig i høj grad sig selv for rigtige hunde.
De fleste af dem ser endda selve Baskervilles Hund, når de ser sig i spejlet! De færreste små hunde lider nemlig af mindreværdskomplekser på grund af deres størrelse. Og hvorfor skulle de også det?
De opfører sig som "rigtige" hunde, de har alle "rigtige" hundes egenskaber, for de er rigtige hunde. Hvad havde man ellers tænkt sig, de skulle være? At nogle af dem lever en forkert tilværelse og bliver ødelagt af misforstået forkælelse, for meget mad og for lidt
motion, er ikke deres skyld.
Det samme kan overgå store hunde, og det er hver gang, fordi de er havnet hos de forkerte mennesker.
For mange mennesker vil der være utallige fordele ved at vælge en Lille hund, selv om ens hu står til schæferen. Der er plads til den lille i en lejlighed. Den fylder for den sags skyld heller ikke så meget i bilen. Det kræver ikke de samme fysiske kræfter at have den i snor, hvad der især er værd at tage med i betragtning, hvis det er noget siden, man fyldte atten. Man kan langt nemmere have en lille hund med sig, hvor man færdes.
Og hvis man investerer sin tid i den, giver den én nøjagtig de samme glæder, som en stor hund gør.
Der er i virkeligheden ikke ret meget, en stor hund kan, som en lille hund ikke også kan.
Men enhver hund, lille som stor, kræver, at man giver den opdragelse, oplevelser og frem for alt tid. Gør man ikke det, ødelægger man et hundeliv. Så når man overvejer "Skal - skal ikke... have hund?" (Dyrefondets pjece af dette navn kan rekvireres og er særdeles nyttig i denne sammenhæng), må man gøre sig helt klart, hvad man og familien lever for et liv. Har man tid - og lyst og kræfter nok at bruge på hunden? Moderne mennesker har så meget for
uden for hjemmet - møder, arbejde, hobbies og alt det, vi alle sammen kender. - Er der plads til en hund ind imellem det hele?
Regn i den forbindelse ikke med familiens børn. De har nemlig ikke spor bedre tid end de voksne.
Hvis det er børnene, der er de mest ivrige for at få hund, er det en fatal fejltagelse at stole på, at de også vil passe den. Det vil de som oftest ikke, og ingen voksen kan unddrage sig det endelige ansvar.
Hvorfor ikke en kat?
Hvis man er ærlig mod sig selv, vil mange nok indrømme, at de slet ikke bør have hund, sådan
som deres tilværelse er indrettet.
Men derfor behøver dyrevennen ikke at savne omgang og samvær med dyr og den glæde, det giver.
Måske vil det vise sig, at en kat er en langt bedre idé. En kat har mange fordele for en travl familie frem for en hund. Den skal ikke luftes, den kan fint finde sig til rette i en mindre bolig, det kræver ikke store fysiske kræfter at magte den, og den skal ikke på lydighedskursus, for'at dens mennesker også kan være i huset. Den kan endda bedre finde sig i at være alene nogle af dagens timer, hvis den bare kan disponere over sit menneske, når det kommer hjem til den igen. Måske var det endda en idé med to katte, der kan underholde hinanden, mens man selv er væk?
Mange mener, at man ikke kan få det samme tætte forhold til en kat som til en hund. Men det er en fordom uden nogen som helst forankring i virkeligheden. En kat kan skænke sit menneske et lige så nært og varmt venskab, som en hund kan. Katten har en anden psyke end hunden, indrømmet, men den har en lige så rig og spændende - og intelligent - personlighed. Hertil kommer, at de fleste hundevenner også kan lide katte og derfor let kan "omskoles" til at have kat, hvis de ydre rammer ikke mere er til en hund.
Det gælder kun om at erkende sin situation og lægge vanetænkningen på hylden. Det er ikke noget tilfælde, at katten er ved at udkonkurrere hunden som familiedyr nr. l i Familien Danmark.
Eller måske en undulat eller et marsvin?
For resten er hunde og katte da ikke de eneste dyr, man kan få et varmt forhold til. Der er mange andre muligheder. Selv et "masseprodukt" som et marsvin kan slutte sig tæt til mennesker. Også fugle kan give dyrevenner store glæder, og det behøver ikke at være
en hel voliere fuld. En tam papegøje - ikke mindst en enlig, lille undulat - kan blive ens nære ven, også selv om man ikke kan lære den at tale. Men skal undulaten leve et aleneliv, bør man tage sig ekstra meget af den. Et par kanariefugle i et godt bur, de kan røre
sig i, kan fylde en hel familie med fornøjelse. Piphans er ingenlunde forbeholdt sure, ældre damer i gammeldags vittigheder.
Alle venskaber skal plejes
Men uanset hvilket dyr man vælger sig - og mulighederne er langt fra udtømte her - er det en selvfølge, at man forinden sætter sig ind i dets pleje og krav til tilværelsen. Ganske vist kræver undulaten mindre end schæferen, men også dens mennesker har påtaget sig ansvaret for dens ve og vel.
Ethvert venskab skal plejes for at blomstre, også venskabet med et dyr. Ansvarsfølelse og tid skal der til, enten man vælger sig det ene eller det andet dyr. Har man gjort op med sig selv, at man har alt for travl en tilværelse og ikke kan eller ønsker at være bundet af noget - ja, så må dyrevennen nøjes med de dyr, andre har, og dem i naturen. Ellers er han nemlig slet ingen dyreven.Uddrag fra
en af Dyrefondets pjecer.
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale.
|
