|
"Blinkhinde prolaps"
v/Dyrlæge
Marcel Lee
Eftertryk ikke tilladt uden forfatterens samtykke.
Blinkhinde prolaps er en betegnelse, der dækker over en tilstand hvor den
kirtel, der sidder bag på det tredje
øjenlåg "popper" op og bliver synlig. Kirtlen har flere vigtige
funktioner, for eksempel produceres en ikke ubetydelig del af tårevæsken her
ligesom man mener, at kirtlen har betydning for individets forsvar mod
infektion, det såkaldte immunologiske
respons. Tilstanden kan ses selvstændigt i et øje eller begge øjne
samtidig. Det er typisk de unge hunde (under 2 år), der må ligge "øje"
til denne lidelse.
Årsagen til tilstanden er ikke helt blotlagt, men i dag mener man, at det
skyldes svaghed i det omkringliggende bindevæv. Normalt sidder kirtlen
fastforankret i bunden af blinkhinden men mindskes fastholdelsen på grund af
for løst bindevæv, kan den "poppe" op, altså komme til syne. Når
den først er kommet til syne vil den blive større blandt andet på grund af
den irritation som opstår, når den kører frem og tilbage over hornhinden m.m.
De typiske symptomer er foruden fremfald af kirtlen, en sekundær øjenbetændelse
med røde irriterede øjenslimhinder samt lettere eller svær øjenflåd afhængig
af lidelsens sværhedsgrad.
I flere årtier behandlede man denne lidelse ved simpelthen, at fjerne
kirtlen men med den viden vi besidder i dag bør man altid vælge at bibeholde
kirtlen ved at repositionere den. Der er beskrevet indtil flere forskellige
operationsteknikker men fælles for dem alle er, at der er en risiko for
tilbagefald. Hvilken metode man anvender afhænger af kirurgens personlige præferencer.
Dyrlæge
Marcel Lee har mange andre gode artikler på sin side om kæledyr. Særligt
om hunde og katte.
|