John Rogerson understreger, at hans regler overhovedet intet har at gøre med studier af ulve. 

Der er imidlertid også Jan Fennel. Hun er ophavskvinde til "hundelytteriet". Se hendes bog "Hundelytteren"
( Borgen, 2002). Hendes fire principper til at etablere lederskab ved hjælp af "amichien bonding" har ifølge hende selv teoretisk baggrund i hendes egne studier af videoer og film af ulve, dingoer og vilde hunde. Hendes fire principper er følgende:

- Man skal ignorere hunden i fem mínutter ved genforening efter adskillelse, og hunden må kun nærme sig ejeren, når ejeren ønsker det eller kalder på hunden.
Hun hævder, at ingen ulv må trænge sig ind på alphaparrets "bekvemmelighedszone", med mindre de indbydes til det. Ved at afvise og acceptere opmærksomhed fra andre medlemmer, som ønsker at komme ind på deres "bekvemmelighedszone", fastslår alphaparret deres førsteplads i flokken. Det hun tænker på må være, at ikke blot alphaparret, men alle voksne ulve, holder en bestemt mindsteafstand til hinanden. Ifølge Erik Zimen ligger voksne ulve således sjældent tættere end 1,5 meter
fra hinanden og meget sjældent med direkte kropskontakt. Også når ulvene ikke ligger, men bevæger sig omkring i flokken, holder de for de meste afstand til hinanden, idet ranglave ulve viger for ranghøje og gør de ikke det, reagerer de ranghøje aggressivt ved f.eks. at true, knurre og bide over snuden. De ranghøjere ulve har altså en slags "forløbsret", og de ranglavere dyr viger. Omvendt, hvis en ranghøj krænker en ranglavs mindsteafstand- ikke kun ved sin "forløbsret" men snarere aggressivt- reagerer den ranglave med protestadfærd. Det interessante er, at Erik Zimen ikke observerede en sådan mindsteafstand hos sine kongepudler og dermed heller ikke den konstante hævdelse af mindsteafstand og protesteren overfor krænkelse af mindsteafstanden. Hos hans kongepudler var der heller ikke nogen "forløbsret". Måske
gælder det generelt for hunde. 

- Også gæster skal ignorere hunden (når hunden med ejerens tilladelse er gået med ejeren hen til døren). Hun hævder, at det er alphaparrets rolle at beskytte flokken, hver gang farer truer.
Det er imidlertid ikke kun alphaparret, der handler, når der er fare på færde. Hele flokken deltager i f.eks. at jage fremmede indtrængere ved hulen væk. 

- Ejeren skal gå først gennem døren, ligesom hunden under hele gåturen skal forblive ved ejeren side. Hun hævder, at det er alphaparret, der leder og dirigerer jagten.
Det er korrekt, at det er alphaerne, som er de mest erfarne ulve, som leder angrebet, når flokken dræber store byttedyr, men en gåtur har jo ikke noget at gøre med at ejer og hund (-e) er ude for at dræbe store byttedyr i flok. 

- Jan Fennel går ikke ind for, at familien skal spise før hunden, men anbefaler, at familien skal lade som om, den spiser af hundens mad, før maden sættes ned på gulvet til den.
Hun hævder, at det altid er alphaen, der spiser først og at alphaparret får absolut forrang, når ådslet skal spises.
Det er korrekt, at alphaparret spiser de bedste dele og de største mængder af byttedyret. Og hvis føden er begrænset, så er det alphaerne, der får den, omend de deler med hvalpene. Ligeledes når byttet er lille, så som en moskusoksekalv, spiser alphaparret først, og alphaerne kontrollerer, når de underordnede ulve æder. Mens alphaparret æder, udfører de underordnede ulve et underlegenhedsritual, som synes at indeholde elementer af hyldest, tiggeri eller formildning. Føden er sædvanligvis sparsom, og de underordnede ulve er oftere sultne end alphaerne. Derfor forsøger de underordnede ulve konstant at tigge og lokke mad fra alphaerne. Men når byttet er stort, så som en voksen elg samles hele flokken rundt om
ådslet og spiser samtidigt.
Nu er det jo ikke sådan, at alphaparret spiser først bare for at spise først. Når de gør det, er det på grund af knaphed på føde. Når føden er rigelig spiser alle samtidigt. Derfor giver det ikke mening, at familien bare spiser før hunden eller at familien lader som om, den spiser af hundens mad, før maden sættes ned på gulvet til den. Det kunne dog give mening, at familien sætter sig ned på gulvet og spiser, mens hunden tigger og forsøger at stjæle, hvorefter familien rejser sig og efterlader de sørgelige rester til den sultne hund. Det ville dog give ligeså meget mening, at lade hunden spise samtidigt med familien.

Generelle opdragelsesråd
I en e-mail til mig har John Rogerson oplyst, at det aldrig har været hans hensigt, at hans regler skulle bruges som generelle opdragelsesregler i opdragelsen af en ung hund. Reglerne skulle udelukkende bruges til at korrigere et bestemt problem, hvis det skulle dukke op, eller bruges på en hund som ejeren kun har lidt eller ingen kontrol over og som opfører sig aggressivt over for de mennesker, den lever sammen med. Imidlertid finder man hans regler som generelle opdragelsesråd f.eks. i dette hæfte og i denne bog på dansk:

-I efteråret 2001 udgav Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark i samarbejde med Dansk Kennel Klub syv hundefoldere. I hæfterne "Opdragelsen af hunden" og "Når hunden er aggressiv" finder man ud over over John Rogersens seks regler desuden en regel om at give hunden nogle absolutte forbud- for eksempel at den ikke må springe op i bestemte møbler- samt at lade hunden arbejde for belønning og undgå at lege kamplege med hunden. I de to hæfter anbefales reglerne altså både som generelle opdragelsesråd ("Opdragelsen af hunden"), og hvis hunden udviser tendens til at den ikke accepterer sin underordnede position i familien ("Når hunden er aggressiv").

- Også i Dansk Kennel Klubs bog om Border Collie fra 2001 optræder tre af John Rogersens regler (spise før hunden, gå først gennem døren, hilse sidst på hunden ved hjemkomst) som retningslinier for, hvordan man skaber et godt lederskab.

Reglernes effekt 
En amerikansk undersøgelse kan ikke bekræfte reglernes effekt. Det vil sige, undersøgelsen kunne ikke bekræfte opfattelsen af, at "trækkekamp" ("tug- of- war") samt at lade hunden sove i sengen vil få hunde til at udfordre deres ejere og blive aggressive overfor dem. Undersøgelsen kunne heller ikke understøtte den opfattelse, at det at fodre hunden før familien spiser medfører at hunden opnår en dominerende position. 

Den altbestemmende lederulv
Findes der etologisk belæg for, at ejeren bestemmer? Er det sådan i ulveflokken, at der er en "flokleder", som alle de andre retter sig efter? For at belyse dette spørgsmål udførte Erik Zimen i slutningen af 1960´erne en række "lederskabsforsøg" med sine tamme ulve. Selvom han er påpasselig med at konkludere for meget ud fra forsøgene, så tør han dog med sikkerhed sige, at den altbestemmende lederulv ikke findes, og at en ulveflok ikke bliver autoritært ledet. Dette stemmer overens med, at David Mech udelukker, at ulvens lederskab er autokratisk. Således kan alpha-hannen ikke få sin vilje mod flertallets vilje, hvilket følgende eksempel illustrerer: 

- David Mech opdagede, at den flok ulve, han studerede på Isle Royale, var i færd med at udvandre fra øen over isen. Da ulvene havde travet et par kilometer bort fra øen, begyndte nogle af flokmedlemmerne at tøve og stoppe. Lederen syntes dog fast besluttet på at fortsætte og vendte flere gange tilbage til de andre og syntes at tilskynde dem til at følge efter sig. Efter at have travet endnu en halv kilometer nåede ulvene til et stykke med ujævn, takket is og samtlige flokmedlemmer, undtagen lederen, satte sig ned. Uden held forsøgte lederen igen at få de andre til at følge efter sig. Herefter førte lederen flokken tilbage til øen.

Mor, far og delt lederskab
På baggrund af litteraturstudier og efter at have studeret en polarulveflok på Ellesmere Island gennem 13 somre stillede David Mech i 1999 spørgsmålstegn ved det herskende syn på ulves lederskab og rangorden.
Ifølge David Mech er den typiske vildtlevende ulveflok en familie, som omfatter det ynglende par og deres afkom fra de foregående 1-3 år. Fordi hvalpene udvandrer og kun få er tilbage i flokken efter det tredje år, er de eneste vedvarende medlemmer af flokken det ynglende par. Derfor mener han, at det er mere passende at kalde det ynglende par for moren og faren end alphaer. Man ville jo heller ikke betegne menneskeforældre for alphaer, bare fordi forældre naturligt dominerer deres unge afkom. Douglas Smith betegner det, at forældrene er anførere og er de dominerende for "forældre- børn dominans".

David Mech mener, at begrebet "alpha" bør reserveres til de få store ulveflokke, hvor ældre, ynglende dyr muligvis dominerer yngre, ynglende dyr, og hvor der muligvis er et dominanshierarki med alpha, beta og omega dyr. Frem for at tale om én flokleder taler han om, at moren og faren leder aktiviteterne og deles om lederskabet i et arbejdsdelingssystem. Her dominerer moren mest aktiviteter som at tage sig af hvalpene og forsvare dem, og faren dominerer mest, når der skal skaffes føde og på de vandringer, der er forbundet med det.

Ikke rangorden hos fritlevende ulveflokke
David Mech mener, at ulvens stærkt opreklamerede rigide, magtbaseret dominanshierarki ikke findes hos vildtlevende ulveflokke. Dominansstridigheder mellem moren og faren og deres afkom er nemlig sjældne, hvis de overhovedet eksisterer. I løbet af 13 somre så han ingen dominansstridigheder hos polarulvefamilien på Ellesmere Island. Hos vildtlevende ulveflokke kommer dominansen ikke til udtryk i en rangorden. Og reglerne for dominans ligner slet ikke den rangorden, hvor en gruppe af ens individer kæmper om rang. De eneste rangdemonstrationer, der ses hos vildtlevende ulveflokke, er: 1) at de dominerende ulve står med halen højt, og underordnede ulve gør sig mindre og kryber sammen, og 2) at kun alpha-ulvene markerer. 

Dertil kommer ejerskab til mad og overdragelse af mad: enten gylper alpha-hannen føden op, eller han giver det til alpha-hunnen eller tillader hende at stjæle det fra ham, eller han afleverer det selv direkte til hvalpene. Ulve af hvilken som helst rang kan forsøge at stjæle mad fra en anden uanset dennes rang, men enhver forsvarer sin mad. Disse regler for dominans er så automatiske, at der sjældent bliver rejst tvivl om dem. Det sociale samspil er altså roligt og fredeligt. Tilsvarende bøjer hvalpene sig for de voksne og de ældre søskende på samme automatiske, fredelige måde. De eneste privilegier, der er forbundet med rang, er :1) at mor og far kan spise først, når byttedyret er lille, 2) at hvalpe får først mad, og 3) at mor og far fodrer hvalpene i stedet for de ældre søskende, når føden er knap.

Dominanshierarki en fangenskabsadfærd
Et er, hvordan det forholder sig hos ulve. Noget andet er, hvordan det forholder sig hos hunde. Man kan nemlig ikke kvit og frit overflytte det, der gælder for ulve, til også at gælde for hunde. Helt i overensstemmelse med David Mech's nye syn på lederskab og rangorden sætter studier af frit omstrejfende hunde, som lever i flok, spørgsmålstegn ved, hvor hierarkisk tamhunden i virkeligheden er. Den sjældne forekomst af underkastelse- og dominansadfærd blandt hundene i disse flokke gør det nemlig vanskeligt eller umuligt for etologerne at opstille en rangorden eller et dominanshierarki. Rigide, magtbaserede dominanshierarkier er da også oftest fangenskabsadfærd. De fleste arter, som holdes i fangenskab, danner
dominanshierarkier med alpha, beta og omega dyr, hvor alphadyret står over alle de andre, beta-dyret står over alle de andre, men ikke over alpha-dyret osv. Det gælder også for mennesker. Et stensikkert sted at finde dominanshierarkier blandt mennesker er i fængsler, flygtningelejre og koncentrationslejre.

Det herskende syn på ulveflokken versus David Mech nye syn
Hvori består forskellen mellem det herskende syn på ulveflokken og David Mech´s nye syn? Er det bare ord, eller har det også en praktisk hundepædagogisk betydning?

Det herskende syn på ulveflokken er, at den indeholder en gruppe af individer, som bestandig kappes om at beholde eller øge deres status, men holdes i skak af alpha-parret. Overført på familiehunden betyder det, at hunden tillægges hensigter om bestandigt at stræbe efter en højere rang. Og for at undgå, at hunden bestemmer eller udfordrer ejerens eller andre familiemedlemmers position, skal man dominere den ved at gå først ud af døren, spise først, ignorere den ved hjemkomst osv. 

David Mech´s nye syn på ulveflokken er, at den er en familie med mor, far, yngre og ældre søskende, som ikke etablerer rangorden. Derfor kappes familiemedlemmerne heller ikke bestandigt om at beholde eller øge deres status. I stedet bøjer afkommet sig automatisk, roligt og fredeligt for forældrene. I ulveflokke med flere voksne dyr kan det ganske vist forekomme, at enkeltindivider forsøger at komme højere op i rangordenen, hvilket kan føre til rangordenkampe. Men, sådanne rangordensskift er forholdsvis sjældne og situationsbestemte, så som når et højtrangerende dyr dør, forsvinder eller svækkes og derfor ikke kan hævde sin position. De underordnede ulve går altså ikke konstant og pønser på at øge deres rang. Overført på familiehunden betyder det, at hunden ikke bør tillægges hensigter om bestandigt at stræbe efter en
højere rang, men at den derimod automatisk roligt og fredeligt bøjer sig for ejeren og de andre familiemedlemmer. 

Hvis man endelig vil demonstrere sin rang over for familiehunden på ulvsk vis må man i følge David Mech´s nye syn: 1) gå med halen højt, 2) markere og 3) "lede og fordele" føden ved: a) at spise først, når byttedyret er lille, b) fodre hvalpene først og c) fodre hvalpene i stedet for de ældre søskende, når føden er knap. 

Frit omstrejfende hundes lederskab
Der findes desværre kun få oplysninger om frit omstrejfende hundes lederskab. Men i én hundeflok, som bestod af en tæve og to hanner (hannerne kaldes X og Y), var det oftest tæven, der var flokleder.
Sædvanligvis fulgte X efter tæven, og som følge af magneteffekten fulgte Y efter parret. I den park, som hundene gik hen i om morgenen for at jage egern og søge efter føde, var det imidlertid X, der var lederen, når han førte an til søen, hvor hundene drak vand og svømmede. Det var også X, der ledte flokken hjem fra parken. Men når de jagede egern, var det Y, der førte an. I en anden flok frit omstrejfende hunde var det en tæve, der tog initiativ til territorieforsvar, når mennesker eller fremmede hunde nærmede sig. I en anden flok var det imidlertid aldrig en bestemt voksen hund, der tog dette initiativ. Og i en tredje flok var det altid den samme hanhund, som tog initiativ til aggressive udfoldelser over for indtrængere, og han var
sædvanligvis også den sidste til at trække sig tilbage efter disse sammenstød.

Lederskab, initiativ og forbud
Den svenske biolog Lars Fält definerer lederskab som, at nogen kontrollerer, leder eller dirigerer andres adfærd og tager initiativ til aktiviteter. Han skriver, at dette tydeligt mærkes ved jagt, vandringer, og når ulvene vågner efter at have hvilet sig i længere tid. Denne definition er hentet hos David Mech. Han definerer nemlig lederskab som én ulvs åbenlyse kontrol, ledelse eller dirigeren af de andre ulves adfærd.
Hos de ulve, han studerede på Isle Royale, så han lederskab, når ulvene angreb elge, travede henover øen eller vågnede efter en lang hvile. Det er på denne baggrund, at Lars Fält foreslår, at man i lighed med alpha-hannen ikke hævder sin dominans gennem aggression, men gennem at tage initiativ til kontakt, til at lege, til dressurøvelser osv. 

Desuden foreslår Lars Fält, at man skal sætte forbud op. Han hævder, at en dominant ulv eller hund kan hævde sig ved hjælp af forskellige forbud og med et fast blik eller knurren forhindre de andre i at tage en bestemt pind eller et ben eller at gå til en bestemt plads. Efter et stykke tid går ulven eller hunden væk og virker helt uinteresseret i, om de andre tager genstanden eller lægger sig på den tidligere forbudte plads.
Det fremgår ikke, hvor han har det fra. Det må være fra Eberhard Trumler. Under overskriften "at taburisere" skriver han (i "1000 tips til hundevenner") nemlig om, hvordan farhunden kan tage en genstand - sædvanligvis en gammel knogle- op og bære frem og tilbage foran hvalpene, hvorefter han lægger den fra sig og selv lægger sig på nogen afstand. Når hvalpene så prøver at få fat i genstanden, springer farhunden op og jager hvalpene væk. Eberhard Trumlers observationer af "kødbensdemonstrationer" begrænser sig imidlertid til få observationer af en enkelt dingofader i fangenskab, og ifølge Freddy Worm Christiansen (tidligere Lungholm Ulvepark) er der ikke belæg for, at alphadyr generelt udfører
"kødbensdemonstrationer". Såvel unge som gamle, som højtrangerende som lavtrangerende kan nemlig udføre "kødbensdemonstrationer", som regel uden aggreessive handlinger til følge.

I overensstemmelse med de tidligere nævnte ni måder at dominere hunden på nævner Lars Fält også, at hunden måske må gå op i visse møbler, men ikke i andre. Der er heller ikke etologisk belæg for at udstede absolutte forbud for familiehunden. Forbud så som "hold dig væk fra mit bytte", "hold dig væk fra min hun (i løbetid)" og "kom ikke nærmere mine hvalpe, end jeg tillader", er ikke absolutte forbud, men begrænset til den aktuelle situation. Således må et efterladt stykke bytte tages af alle, og når løbetiden er overstået, bliver de andre hanner ikke længere holdt på afstand af alpha-hunnen. Endvidere får flokmedlemmerne gradvist lov til at komme nærmere hvalpene i løbet af nogle dage. 

Det ser ikke ud til, at ulvemoren og ulvefaren dominerer deres afkom med andre forbud end at æde først, når byttedyret er lille. David Mech udførte et eksperiment med at give faren i polarulvefamilien en død snehare, mens faren var i selskab med to voksne sønner. Selvom sønnerne tiggede, fik de intet ud af deres tiggeri. Heller ikke den etårige Scruffy fik noget ud af at tigge hos moren, som åd en snehare lige for snuden af Scruffy. Tilsvarende bar faren i en familieflok af grønlandske slædehunde et hareådsel hjem, som han lagde sig til at æde, mens de seks uger gamle hvalpe slog kreds omkring ham og tiggede. Det lykkedes en af hvalpene at stjæle harens ene øre, men faren indhentede synderen og tog øret fra hvalpen.
Og hvalpene måtte pænt se på, at deres far åd hele hareådslet selv. Faren i denne hundefamilie forsøgte sig dog også med at nedlægge andre forbud for sin mage og deres afkom. Disse forbud gik ud på ikke at nærme sig hegnet, når fremmede personer stillede sig op ved indhegningen, og ikke springe op af gæster i huset. Faren nedlagde dog aldrig forbud mod, at hans mage og deres afkom lagde sig i bestemte møbler eller hundekurve, og han jog aldrig nogen væk fra møbler eller hundekurve. På et tidspunkt blev hundefamilien midlertidigt forøget med en bedlingtonterrier, som medbragte sin egen lille hundekurv.
Belingtonterrien lagde sig i den største af hundekurvene. Af tomme hundekurve stod nu kun belingtonterrierens lille kurv tilbage, som faren med noget besvær fik krøllet sig sammen i. 

Lederskab i ulvsk forstand synes at have mindre at gøre med at nedlægge (absolutte) forbud og mere med at tage initiativer til bestemte aktiviteter. Men præcis hvilke aktiviteter?

Initiativ til aktiviteter
Det herskende syn på floklederen er som sagt, at han kontrollerer, leder eller dirigerer de andre ulves adfærd ved at tage initiativ til, hvad der skal foregå, navnlig i forbindelse med jagt, vandringer, og når ulvene vågner efter en lang hvile. Ifølge David Mech´s polarulvestudier synes initiativ i forbindelse med jagt, indtrængende fremmede ved hulen, sammenstød med fremmede ulve, vandringer og opvågning efter en lang tids hvile da også hovedsagelig at komme fra forældrene:

- Det synes at være moren og faren, som tager initiativ til og tilskynder angreb på bytte. Dog mener David Mech, at det synes rimeligt at tro, at ethvert erfarent flokmedlem, som har mulighed for at tage initiativ til et angreb, vil gøre det. Når ulvene jagede sneharer i flok, var det mest faren, der lå i baghold og fangede de harer, som de etårige jagede. 

- En moskusokse nærmede sig ulvenes hule med hvalpe. Faren opdagede den først og nærmede sig den, hvorefter alle ulvene omringede den. Da moskusoksen efter en time stadig holdt stand, begyndte moren at gø og gø-hyle, og alle familiemedlemmerne fulgte hende hen til moskusoksen, hvor de satte sig eller lagde sig, mens hun fortsatte med at gø og gø-hyle. Det synes som om, at moren pludselig havde forstået, at omringningen af moskusoksen kun fastholdt den foran hulen. Så for at give den mulighed for at slippe væk, måtte hun lede flokken til den ene side. Efter 30 minutter forsvandt moskusoksen.

- David Mech har fire gange overværet morens og farens møde med fremmede ulve. Hver gang forfulgte de den fremmede og med tilsyneladende lige stor aggression. Efter sådan et sammenstød, som han kun så eftervirkningerne af, var både det ynglende par og den ynglende ulvs mor (når moren holder op med at yngle tager hendes datter over) alle smurt ind i blod. Alle havde åbenbart deltaget i angrebet. 

- Der var ikke social aktivitet i polarulvefamilien, før forældrene vågnede og blev aktive. Ofte vågnede moren først og prøvede at vække faren. Og somme tider syntes moren at tilskynde faren til at blive aktiv og gå ud og skaffe føde. Moren kunne lede faren væk, men så lagde han sig igen, hvorefter de begge begyndte at hyle. Herefter rejste de sig begge og gik videre, men somme tider lagde de sig ned igen og begyndte at hyle. Til sidst forlod parret dog området, og efter 5-30 minutter vendte moren ofte tilbage alene.
Det var åbenbart lykkedes hende at motivere faren tilstrækkeligt til, at hun turde stole på, at han faktisk fortsatte. 

Demokratisk lederskab
David Mech konkluderer, at moren og faren leder afkommets aktiviteter. At moren og faren tager initiativ til handling over for fremmede indtrængere ved hulen, til vandringer og til opvågningen kan være et argument for, at det er ejeren eller familien, som tager initiativ til handling over for postbudet, skraldemanden, rottefængeren, gæster i huset m.m., til at gå tur og stå op. At ulvemoren og ulvefaren tager initiativ til disse aktiviteter, er dog ikke et argument for, at hunden ikke må tage initiativ til disse eller andre aktiviteter, eller at den i det hele taget ikke må tage initiativ til noget som helst. Ifølge David Mech er det nemlig sådan, at enhver højt motiveret ulv kan påvirke sine flokmedlemmers aktiviteter, og at flokledelse i afslappede situationer som leg synes at være et resultat af de forskellige flokmedlemmers impulser og motivation. For
eksempel viser Erik Zimens undersøgelser af, hvilken ulv der tager initiativ til korhylen, at det generelt er ranglave voksne, der indleder korhylen. Det stemmer overens med, at det i en familieflok af grønlandske slædehunde konsekvent var den ranglaveste tæve, der hylede for ved at kontakte sin mor og bjæffe af hende, indtil hun begyndte at hyle og resten af familien fulgte trop. Lars Fält understreger da også, at nok er det alpha-dyret, som oftest tager initiativet, men ikke altid. I overensstemmelse med det foreslår han, at man giver hunden et antal accepterede hovedroller i stedet for at fjerne alle forsøg fra hundens side på at styre aktiviteterne. For eksempel hvis hunden gør, når det ringer på døren, skal den have lov til at gø to gange og så holde mund. Lars Fält tager det, at hunden gør ved døren, som et tegn på, at hunden er usikker på lederskabet. Jan Fennel tager det som udtryk for, at hunden tror den er lederen. Man bør dog nok lige tage i betragtning, at nogle hunderacer oprindelig er fremavlet som vagthunde. 

Lars Fält nævner også en række andre måder, hvorpå hunde tager initiativer til aktiviteter: de kommer med en genstand i munden og inviterer til leg, de trækker i linen for at komme et bestemt sted hen under spadsereturen, de går til døren eller kommer bærende med madskålen.

Forslag til medbestemmelse
Nogle hunde har en ganske bestemt idé om, hvor de gider at gå. Ved at kaste et enkelt blik ned af f.eks. en villavej kan de afgøre, om der er noget af komme efter, eller om vejen er fuldstændig uinteressant ud fra et hundesynspunkt. Om ikke altid, så dog en gang imellem kan man lade hunden bestemme ruten. Nogle hunde har heller ikke lyst til straks at springe ind i bilen eller at gå ind i hjemmet, når man vender tilbage efter gåturen. Ved turens start gjaldt det bare om at komme af sted, og der var ikke tid til at undersøge området rundt om bilen eller boligen. Det er der - set ud fra hundens synspunkt - rigelig tid til ved tilbagekomsten. Altså lad hunden få noget tid til at undersøge eller bare ligge og kigge, inden den springer ind i bilen eller går ind i hjemmet. Nogle hunde kan stå i meget lang tid og snuse intenst til spidsen af en kvist eller et græsstrå, og det kan nemt tage et kvarter at grave efter mus under en træstub på turen. Lad det være en hovedregel, at det er hunden, der afgør, hvornår den er færdig med en bestemt aktivitet på turen inklusive blot at stå og kigge.

Flokledere i ulvsk forstand
Det, at vi tager initiativ til handling over for fremmede indtrængere som postbud, skraldemand og gæster, til at gå tur, stå op og giver hunden lov til at tage initiativer, berettiger os egentlig ikke til at betegne os flokledere i ulvsk forstand eller til at sige, at vi udøver lederskab i ulvsk forstand. Det skulle dog lige være, hvis vi også tager initiativ til jagt/angreb på bytte og til sammenstød med fremmede artsfæller og bærer halen højt og markerer. At hævde, at vi udfører lederskab i ulvsk forstand, er noget af en tilsnigelse. Det kan højst blive tilnærmelsesvist. Princippet om, at lederskab mindre handler om at nedlægge forbud, og mere om at tage initiativer, og at det ikke altid er forældrene, der tager initiativer, kan dog udmærket danne
model for vores lederskab. Det er bestemt heller ingen skade til, at vi forsøger at opføre os sådan som Erik Zimen og David Mech beskriver alpha-hannen: det venlige og tolerante centrum for flokken og for de mange venlige stimlen-sammen ceremonier og som et selvtillidsfuldt, selvsikkert, åbent, udadvendt og initiativrigt individ. Vi kan bestemt også lære meget om lederskab ved at studere både ulves og frit omstrejfende hundes lederskabssignaler. Michael W. Fox har sammen med to kolleger studeret  lederskabssignaler (som navnlig er øjenkontakt) hos en flok frit omstrejfende hunde. De beskriver for
eksempel, hvordan to flokmedlemmer venter på et tredje medlem, som sætter farten op, når de to kigger tilbage på den. De beskriver også, hvordan et flokmedlem rejser sig, går lidt væk, vender sig om og kigger tilbage på de andre, hvilket stimulerer de andre til at følge efter. Hvis de alligevel ikke fulgte efter, travede eller løb den første yderligere nogle skridt, inden den igen kiggede tilbage. Og hvis de stadigvæk ikke fulgte med, stoppede den, kiggede tilbage og viste med en overdreven drejning af hovedet, hvilken retning den ville tage. 

Sammenfatning
Hvis vi skal overflytte David Mech´s nye syn på rangorden og lederskab på menneskefamilien og  familiehunden, må vi erstatte" flokken" med "familien", "floklederen" med "mor" og "far" (uden dog at behandle vores hunde som børn ) og kaste det rigide, magtbaseret dominanshierarki på bålet. Måske bør begrebet "lederskab" også skiftes ud med f.eks. "forældreskab". Konsekvensen af det må være, at vi afholder os fra :1) at tillægge familiehunden hensigter om bestandig at stræbe efter højere rang og udfordre familiemedlemmernes position, og 2) at dominere familiehunden ved at gå først ud af døren, spise først, ignorere den ved hjemkomst osv. Vores lederskab eller forældreskab skal være demokratisk.
Familiehunden skal have lov til at bestemme noget, og den skal have lov til at tage initiativer. Det, at dominanshierarki for en stor del er en fangenskabsadfærd, og familiehunden lever i fangenskab, er ikke et argument for at presse hunden ned i bunden af et menneskeskabt rigidt, magtbaseret dominanshierarki, hvor den henslæber et ulykkeligt, ensomt, isoleret liv som udstødt syndebuk.