Orm hos hunde og katte

Orm er et meget almindeligt problem, idet over 95% af vores familiedyr har orm. 

De fleste dyreejere vil nok benægte, at netop deres familiedyr har orm, for hvor er ormene? Afføringen er pæn, og dyret har det jo godt. Men netop dette er farligt, for disse dyr virker som det, man kalder "sunde" smittebærere. Dette medfører, at de kan sprede smitte med orm, uden selv at være syge af ormene, og det går især ud over helt unge eller svækkede dyr. Og de "sunde" smittebærere er den helt almindelige voksne "Fido" og "Misser". 

Lidt om orm
Der er mange slags orm, og det er en af de mest almindelige parasitter i verden, også hos mennesket. Især i eksotiske lande er de en meget stor plage og årsag til mange alvorlige sygdomme. 

I Danmark er vi mennesker af mange forskellige årsager ikke så udsat for smitte med orm. Men vores familiedyr har orm. De typer af orm, som er mest almindelige er spolorm og bændelorm. Vi ser også piskeorm, hageorm og hjerteorm, men disse typer er mere sjældne, og da de mest almindelige ormemidler mod spolorm også virker mod disse typer, så vil vi ikke omtale dem yderligere. 

Spolorm er den mest almindelige orm både hos hund og kat. De ligner mest spaghetti og kan blive helt op til 18 cm lange. De voksne orm lever i tarmen og producerer æg, som føres med afføringen ud i omgivelserne. Her kan de så optages på 2 måder: Enten direkte til andre hunde/katte eller af en mellemvært. 

Direkte optagelse: Æggene optages og kommer ned i tarmen. Men her stopper det ikke. Æggene er nu udviklede til larver, og disse trænger gennem tarmvæggen og "vandrer" via leveren til lungerne. Disse "vandrende" larver hostes nu op i svælget og synkes, hvorefter de i tarmen udvikles til de voksne orm, og ringen er sluttet. Et helt klassisk symptom hos disse dyr vil derfor være hoste. Denne udvikling kan ses hos katte, helt unge hunde og svækkede dyr, men hos voksne sunde hunde vil der kun sjældent kunne dannes ægproducerende orm i tarmen. Istedet vil larverne kunne blive ude i vævet og gå i dvale. Disse larver kaldes "hvilende". Ved drægtighed og nedsat modstandskraft vil disse "hvilende" larver kunne aktiveres og begynde at vandre. Hos den drægtige tæve vil larverne vandre til fostrene, og næsten alle hvalpe fødes derfor med orm. Hos den drægtige hunkat vandrer de til mælkekirtlerne, og her bliver killingerne først smittet med modermælken. Disse larver har fået deres vandrelyst stillet og etablerer sig derfor direkte i tarmen hos killingerne. Denne overførsel sker også hos hundene. 

Spolorm ses normalt ikke i afføringen, men man kan påvise æggene ved en afføringsprøve hos dyrlægen. Som en yderligere opmuntring, så er spolormeæg utroligt hårdføre, idet de overlever i årevis både inden- og udendørs uanset vejr, vind og rengøring. 

Bændelorm findes i mange varianter, og den mest almindelige hos hund og kat kan blive ca. 50 cm lang. Men på trods af at ca. 25 % af alle udegående katte har bændelorm, så ser man meget sjældent hele ormen i afføringen. Det, som man hyppigst ser, er enkelte led af bændelormen med æg i. Disse kan "kravle" rundt ved endetarmsåbningen eller på afføringen og ligner riskorn eller citruskerner. Æggene fra disse led skal gennem en mellemvært for at kunne udvikles, og den mest almindelige mellemvært for hundens og kattens bændelorm, ja det er en af vores andre gode "venner", nemlig loppen. Når hunden eller katten slikker en loppe i sig, så vil den bændelormelarve, som er udviklet i loppen, blive til en voksen bændelorm i tarmen på dyret. 

Af andre mellemværter kan nævnes mus, fugle, fisk, råt kød og indvolde. Derfor ses bændelorm også hyppigst hos udegående katte, og det er absolut ikke ualmindeligt, at katte har en samtidig infektion med både spolorm og bændelorm. 

Hvorfor behandle mod orm?
For at beskytte omgivelserne (andre dyr, børn og voksne) for smitte 
For at rense dyret for orm 
For at øge virkningen af vaccinationer 


Nogle gode råd! 

God hygiejne er meget vigtigt. Kattekassen skal rengøres dagligt, og afføring skal fjernes fra omgivelserne (husk plastikposen, når der bliver luftet hund). Sandkasser skal overdækkes. En hollandsk undersøgelse viste, at mere end 50% af alle sandkasser var inficeret med ormeæg. Der kan ske smitte til mennesker, men kun i sjældne tilfælde medfører det sygdom. 

Behandling med et ormemiddel

Spolorm
Der er mange gode midler mod spolorm, og alle midlerne virker mod de orm, som der er i tarmen på dyret. Et enkelt præparat virker også mod de "vandrende" typer, mens der ikke er nogen præparater, som virker på de "hvilende" typer. Behandlingen er meget afhængig af omgang med andre dyr, alder, drægtighed, o.s.v. Man bør dog altid behandle sit dyr 1-2 gange årligt, og især lige før vaccination. Dette beror på, at dyrets modstandskraft nedsættes, når de har orm, og det medfører en dårligere effekt af vaccinen. Hunde og katte, som har orm, har som følge af den nedsatte modstandskraft nemmere ved at få andre sygdomme, så dette er atter en grund til at behandle mod orm. Hos hvalpe skal man behandle hyppigere, ligesom det er en god ide at behandle moderdyret. 

Bændelorm
Her er ikke det store udvalg af ormemidler. Til gengæld er de meget effektive, da ormen jo ikke vandrer i kroppen ligesom spolormen, og derfor er nem at bekæmpe i tarmen. 

Man bør i hvert fald behandle, når man ser "riskornene" , men generelt er det en god ide at behandle udegående katte, og hunde, der er meget i naturen (jagt- , land- og fårehunde) et par gange om året. 

Hvis man tager på ferie sydpå med sit familiedyr, bør man også give det en bændelormekur. I vores sydlige ferielande har man nemlig nogle meget ubehagelige bændelormearter, som kan give livstruende infektioner ved smitte til mennesker. 

Generelt for alle midlerne er, at de er ugiftige og kun i sjældne tilfælde medfører lidt diarre og opkastninger. For at undgå dette bør man give ormemidler sammen med et måltid. Dette øger også virkningen af midlerne. Desuden er alle midlerne enten uden smag eller med en for dyrene behagelig smag og konsistens, således at de nemt tager det til sig. Da en del af midlerne kun virker i tarmen af dyret, betyder det, at det kan være nødvendigt at behandle 2 eller flere gange med 14 dages mellemrum, hvis dyret hoster. Dette kan nemlig være et tegn på vandrende larver, som jo vandrer til lungevævet og hostes op. 
Kilde: Dyrlæge Mogens Hansen 
Alt om din hund og kats sundhed 

© Danmarks Apotekerforening  Er lagt her efter skriftlig aftale med MWH