Halthed og smerter hos gamle hunde

Mange haltheder hos de ældre dyr er gamle skader, som er blevet kroniske. De kan stamme helt tilbage fra hvalpetiden føre til smerteforvoldende gigtforandringer senere i livet, især hvis der ikke er foretaget behandling tidligt i forløbet. 

Folkesygdommen gigt er en fællesbetegnelse for en lang række sygdomme i bevægeapparatet, d.v.s. i knogler, led og muskler, som især hunde plages af. 

Hos hunde skyldes gigten for det meste sygdomme i de store led, som hofter, knæ, skulder, albue og rygsøjlens hvirvelled. 

Gigtsygdomme ses sjældent hos katte, måske fordi bevægelsesmønsteret er anderledes, men måske også fordi arveanlæggene ikke er til stede. 

Smerten er det helt centrale fællessymptom ved disse lidelser, der som oftest er stærkt invaliderende og forringende på livskvaliteten. 

Livskvalitet for en hund betyder, at den kan bevæge sig frit, at den kan lege, gå lange ture og snuse, gå på jagt, være sammen med sin familie, hoppe op i sofaen og hygge sig o.s.v. 

Livskvaliteten forringes, hvis en smertefuld gigtsygdom forhindrer den i at udføre disse aktiviteter. 

Hvorfra ved man, at hunde og katte kan føle smerte?
Smerteforskningen har i de senere år været højt prioriteret, og som altid i den medicinske forskning anvendes hunde, katte og andre dyr i undersøgelserne. 

Fra denne forskning ved man nu helt sikkert, at hundes og kattes nervesystem indeholder nøjagtigt de samme elementer til smerteledning og smerteopfattelse som menneskets nervesystem. 

Det betyder, at hunde og katte har en anatomi og en fysiologi, der gør dem i stand til at føle og opfatte smerte lige så intensivt som mennesker. 

Smertens positive funktion 
Uden smertesans ville både mennesker og dyr dø i en ung alder. Smerten fortæller, at visse handlinger er skadelige eller livsfarlige. 

Endvidere giver smerte os mulighed for at stille en diagnose. Et dyr halter, fordi det gør ondt, og den reaktion giver os mulighed for at finde ud af, hvad der er galt med benet. 

Smertens negative funktioner
De negative funktioner er langt flere end de positive og har noget med helingsprocesser og livskvalitet at gøre. 

Det har vist sig, at smerter forlænger og forringer helingsprocessen. Ved at smertebehandle genvinder dyrene hurtigere deres appetit, de får ro til at hvile, og de får lyst til at bevæge sig. Til gengæld må ejerne på forskellig måde sikre, at et opereret dyr ikke motionerer for meget, indtil helingen er afsluttet. 

Ejerens ansvar
Det er ejernes ansvar at sikre, at de dyr, som de har ansvaret for, har det godt. Det gælder for såvel ejere af brugsdyr som for ejere af kæledyr. 

Et dyr, der har ondt hver dag, har det ikke godt, og ejeren af et sådant dyr må i samarbejde med dyrlægen få stillet en diagnose og diskutere en behandling, der i bedste fald kan gøre dyret rask, eller som i det mindste kan gøre dyret smertefrit. 

Det er vigtigt at forstå, at smerten aldrig har en helbredende effekt. Det er samtidig vigtigt at forstå, at smertebehandling i sig selv aldrig forværrer eller fremskynder udviklingen af den til grund liggende sygdom. 

Der er derimod mange eksempler på, at hunde, som har været plaget af f.eks. en smertefuld hofteledsdysplasi, efter igangsætning af en effektiv smertebehandling, er blevet "som hvalpe" igen. 

Vælger man ikke at smertebehandle, eller virker behandlingen ikke, og er smerterne invaliderende og forringende på livskvaliteten, må ejeren leve op til sit ansvar og alvorligt overveje aflivning. 
Kilde: Dyrlæge Søren Mansa 
Alt om hund og kats sundhed

© Danmarks Apotekerforening  Er lagt her efter skriftlig aftale med MWH