Halthed hos unge hunde 

Haltheder hos unge, ikke udvoksede dyr er tegn på smerter og lidelser i muskler, knogler eller led og bør altid medføre kontakt til dyrlægen. 

Det er hyppigst hunde af store racer, som har problemer med væksten, og de almindeligste lidelser er: 

1 Panosteitis (vokseværk) 
2 Osteochondrose (ledmus) 
3 Vækstzonelidelser p.gr.a. fejl i kosten 
4 Hofteledsdysplasi (HD) 

Panosteitis
Panosteitis er en godartet lidelse, hvor der sker en reaktion i selve knoglemarven, som er smertefuld. Årsagen kendes ikke, men rammer kun unge hunde op til 2 års alderen. Lidelsen kan påvirke benene på skift, og blev før i tiden kaldt "springigt". Det kan være meget smertefuldt. 

Osteochondrose
Osteochondrose er en sygdom, hvor der dannes defekter i ledbrusken og eventuelt ledmus. I modsætning til panosteitis kan denne lidelse ubehandlet medføre slidgigt i leddene. Osteochondrose kan i princippet ramme de fleste led i kroppen, men de typiske led er skulder, albue, knæ og haserne. Årsagen til lidelsen er både fodringsbetinget og genetisk. 

Vækstzonelidelser
Vækstzonelidelserne er forstyrrelser i den normale vækst af knoglerne. Alle rørknogler, som lemmerne er opbygget af, vokser ved hjælp af nogle vækstlinier, der ligger tæt ved leddene. I disse vækstlinier sker der en deling af bløde bruskceller, som derefter omdannes til hårde knogleceller. Denne vækst er afhængig af det rette forhold i fodret af energi, protein, vitaminer, især D-vitamin, og af mineraler, især kalcium og fosfat. Ved forstyrrelser i denne fine balance vil der komme hævelser og smerte ved leddene. I svære tilfælde vil benstillingen blive skæv og deform. 

Hofteledsdysplasi (HD)
Hofteledsdysplasi (HD) er en arveligt betinget lidelse, som udvikles under hundens vækst, hvor miljømæssige faktorer, som f.eks. fodring og motionering kan forværre tilstanden. Den væsenligste årsag til udvikling af HD og deraf følgende slidgigt i hofterne er en medfødt løshed i hofteleddene. Hofteleddet består af lårbenshoved og hofteskål, som hos den normale hund passer perfekt sammen som et kugleled. Hos hunde, der har løse hofteled og dermed anlæg for HD, vil lårbenshovedet i varierende omfang ligge mere eller mindre uden for hofteskålen. Hunde med HD vil næsten altid have symptomer i form af stivhed og smerte ved bevægelse, halthed og ulyst til at springe og motionere. 

Diagnosticering 
Dyrlægen vil normalt foretage en røntgenfotografering for at afgøre, om der er tegn på disse sygdomme. Røntgenundersøgelse foretages rutinemæssigt på mange hunde af de store racer for at konstatere, om der er anlæg for hofteledsdysplasi. Der findes idag 2 metoder til konstatering af HD, og de vil her blive beskrevet. 

Den traditionelle metode
Den traditionelle metode har i mange år været brugt til konstatering af HD. Her ligger hunden på ryggen og får taget et enkelt billede med bagbenene strakt bagudud. Denne undersøgelse er først sikker fra ca. 12 måneders alderen og viser primært slidgigtforandringerne. 

Metoden bruges meget til at udvælge hunde, der skal bruges til avl, og her findes en international graduering af lidelsen. Gradueringen går fra det bedste, som er A1 til det værste, som er E2. 

Den nye metode, PennHip
Den nye metode, som hedder PennHip, er en metode til vurdering af HD. Der foretages her 3 røntgenoptagelser af hofteleddet.

Det skal nævnes, at undersøgelserne ikke skader hunden, hverken på kortere eller længere sigt, ligesom hunden ikke har smerter efter undersøgelsen. 

Udfra optagelse 1 vurderes slidgigtforandringerne. 

Udfra optagelse 2 og 3 måles, hvor langt lårbenshovedet trækkes ud af hofteskålen. Denne afstand bruges til at beregne distraktionindekset. Dette indeks er et entydigt tal som et udtryk for løsheden i hofterne. Dette kan man så sammenligne med racens gennemsnit. 

Fordelen ved PennHip er, at løsheden i hofteleddet bestemmes, og da denne er den væsentligste årsag til HD og samtidig er meget arvelig, vil det være et særdeles godt redskab til udvælgelse af hunde, der skal indgå i arven. Samtidig kan hundene røntgenfotograferes allerede i 4 måneders alderen i modsætning til den traditionelle metode, som først kan foretageres med en rimelig sikkerhed, når hunden er over 12 måneder gammel. 

Behandling
Ved alle de nævnte sygdomme drejer det sig om, at et grundigt samarbejde med dyrlægen er meget vigtigt, således at der kan sammensættes en god kostplan, evt. med tilskud af mineraltilskud, umættede fedtsyrer og andet kosttilskud. Dyrlægen kan også informere om smertestillende behandling enten i form af medicin eller alternativ behandling (se artikel i dette magasin). Derudover findes der specielle operationer, som kan overvejes, og også her vil dyrlægen kunne afgøre, om det vil være aktuelt. 

Kilde: Dyrlæge Søren Mansa 
Alt om din hund og kats sundhed 
© Danmarks Apotekerforening  Er lagt her efter skriftlig aftale med MWH