Hunde-info (indhold)  | Der er Søg i Hunde-info |  Hunde-portalen
| Adfærd
| Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Foto
| HelbredHunde-blog | Hundelisten | Hundeskove | Hunderacer | Hvalpelisten | Klubber | Leksikon | Link-katalog | Mødestedet
Nyhedsgrupper
Postkort-Service | QUIZ m.m. | Rodekassen | Sygdomme | TOP50  | Træning | Webringe | Gæstebog |  find-links.dk fra A-Z





Værd at vide om at anskaffe og have hunde
Her finder du en lang række gode råd om hunde. Blandt andet om det, du skal overveje inden du anskaffer dig hunden og om gode ting at anskaffe til hunden. 

Læs bl.a. om:
Gode ting at anskaffe til sin hund 
Vaccinér din hund 
Giv din hund en ormekur 
Hjælp! min hund har lopper! 
Hundens tænder 
Aktivitetsøvelser til hunden 
Min hund kaster op/eller har diarre - hvad skal jeg gøre? 
Når hunden har blærebetændelse eller blæresten 
Pleje af den gamle hund 
Hvordan vurderer jeg, hvornår jeg skal søge dyrlæge?

Før du anskaffer dig hund

Når du har besluttet at anskaffe en hund, er det vigtigt at gøre sig klart, nøjagtig hvad du er interesseret i, og hvor meget tid du vil bruge på hunden. Hunde har det bedst med at blive aktiveret både mentalt og fysisk hver dag. Det vil sige, at du skal påregne at gå på hvalpekursus med din hund og være villig til lange gå-ture - også når det regner. 

Tænk også over, hvor du skal få din hund fra. Der er mange dejlige hunde, der sidder på internater og mangler et godt nyt hjem. Fordelen ved at få en hund på denne måde er, at du i højere grad kan vurdere dyrets personlighed og temperament, og at dyrene er tjekket af en dyrlæge og som oftest også har fået vaccinationer.

Hvis du vælger at købe din hund enten privat eller hos en opdrætter, er der en masse ting, du skal spørge om og være opmærksom på. Hundehvalpe skal være 8 uger, før de tages fra moderen. Hvalpen skal se sund og rask ud. Den må ikke have flåd fra øjnene eller fra næsen, og den skal virke aktiv og livlig. En stor, udspilet mave er tit tegn på orm - pas på! Små sorte ting i pelsen kan være lopper. 


Gode ting at anskaffe til sin hund

· Tænk på, at hvalpe skal have masser af ting at bide i. Bomuldsreb med knuder på, hudben og pivedyr kan være gode anskaffelser, så familiens lædersko får lov til at være i fred. 

· Anskaf en fornuftig sele til din hund, gerne en rigtig sporsele, der ikke belaster nakken, som et almindeligt halsbånd gør. Hunden skal lære at lystre ud fra dit kropssprog og kommunikation - ikke fordi den bliver kvalt af et halsbånd. 

· Det er god investering at få både en kort snor og en længere snor, som du kan bruge, når du gerne vil lade din hund løbe mere omkring uden af den grund at miste kontakten med den. 

· Madskål og vandskål skal helst være af rustfri stål eller glas for at formindske risikoen for at udvikle kontaktallergier. 

· Børster og kamme til soignering skal tilpasses den enkelte race, og det er en god ide at vænne hvalpen til det allerede fra lille af. 

· Det er en god ide at vænne hvalpen til at få børstet tænder allerede som lille. Man kan bruge særlige hundetandbørster og hundetandpasta eller en mennesketandbørste. Det vigtigste er ydersiden af tænderne - der er heller ikke mange hunde, der sætter pris på at få børstet indersiden.

Vaccinér din hund

Man vaccinerer for at undgå, at ens hund udvikler en ofte dødelig og altid meget smitsom sygdom. Hunden vaccineres typisk mod parvovirus, hundesyge, leverbetændelse og evt. parainfluenza samt leptospirose. Desuden kan hunden også vaccineres mod hundegalskab. Flere steder i landet har flagermusene flagermuserabies. Det er en afart af hundegalskab, som vi frygter meget. 

Hvis du bor i et område med stor forekomst af flagermuserabies (spørg din lokale dyrlæge), bør du rabies-vaccinere din hund. Rabiesvaccinen holder i 3 år, når hunden ikke skal til udlandet.

Af de almindelige vacciner findes forskellige typer, og vaccinationsprogrammet varierer efter, hvilken vaccine din dyrlæge bruger. Du skal derfor spørge hos din dyrlæge, hvornår din hvalp skal vaccineres. 

Giv din hund en ormekur

Ormekure er blevet receptpligtige. Din dyrlæge må kun skrive en recept, hvis lægen har set din hund inden for de sidste 3 måneder, og dyrlægen skal have en begrundet mistanke eller viden om, at din hund har orm. Hos voksne hunde vil man som oftest tage en afføringsprøve og undersøge den for orm. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt netop din hund skal have en ormekur, så snak med din dyrlæge.


Hjælp! Min hund har lopper!

Det kribler, det krabler, og pludselig klør hunden sig, og familien har udslæt. Hvis man ikke bruger loppeforebyggelse er det nøjagtig, hvad der kan ske. De voksne lopper, som man kan se med det blotte øje, er 1% af det totale antal lopper i hjemmet - resten ligger som æg, larver og pupper. Pupperne kan overleve i op til 1 år, før de klækkes. Det betyder, at det ikke er nok bare at behandle i 1 måned efter, at du har set lopper - mdu skal behandle i mindst 1 år. Det er langt det nemmeste at forebygge, at lopperne nogensinde kommer. 


Der findes mange gode produkter på markedet. De nye midler Advantage ® og Frontline® dryppes på huden i nakken på hunden og fordeler sig derfra over kroppen. De slår de voksne lopper ihjel, så de ikke kan lægge æg. Program Vet ® har været på markedet et stykke tid og virker ved, at loppernes æg ikke er levedygtige. Program Vet er en pille, der gives 1 gang om måneden. Præparatet slår ikke de voksne lopper ihjel, så derfor kan man godt stadig se lopper, selv om ens hund er på Program Vet.

Har uheldet først været ude, og man har hjemmet fyldt med lopper (hvis der er lopper på din hund, så er der lopper i dit hjem), skal man behandle hunden med et middel mod de voksne lopper. Dernæst gør man hovedrengøring, som man aldrig havde drømt om med masser af vand og sæbe. Til slut kan man sprøjte hjemmet med et middel mod æg og larver, som f.eks. Pre-Lop ® der kan fås på apoteket. Bland aldrig andre loppemidler uden først at snakke med din dyrlæge - det kan slå din hund ihjel.


Hundens tænder

Alle hunde får behov for en tandrensning før eller senere. Hos store hunde er det tit senere, og hos små hunde er det tit meget tidligt (1-3 års alderen). Vores hunde (og andre dyr) får tandsten, parodontose og ødelagte tænder i mindst lige så høj grad som mennesker, og som regel meget mere. Tandsten og parodontose gemmer på mange bakterier, der regelmæssigt frigives i kroppen og f.eks. kan sætte sig på hjerteklapperne, i nyrerne eller i leveren og give sygdom der. Hvis din dyrlæge konstaterer, at din hund har tandsten, bør du få det fjernet. En grundig tandrens er altid i fuld bedøvelse, fordi det er den eneste måde, man kan kontrollere alle tænderne på.

Nogle små hunde har så voldsom parodontose, at de over nogle år skal have trukket de fleste af deres tænder ud. Det er ikke så voldsomt, som det lyder - tænderne sidder løst og gør ondt, når der er slem parodontose, og det er en lettelse for dyrene at slippe af med dem. Hunde klarer sig fint uden tænder, mange spiser endda fortsat tørkost med god appetit - den bliver bare ikke tygget.


Aktivitetsøvelser til hunden

Hunde er fra naturens side indrettet til at være aktive flere timer end det, vi som mennesker tilbyder dem. Det er især et problem for hunde, der er alene hjemme hele dagen. Når hunden keder sig, kan den udvikle dårlige vaner. Det kan f.eks. være alene hjemme-problemer, hvor hjemmet ødelægges, eller problemer med en hyperaktiv hund, når familien trænger til at slappe af. Hvis I ønsker at gøre det godt for jeres hund, kan det betale sig at lave aktivitetsøvelser med den.

De bedste aktivitetsøvelser er dem, hvor man bruger hundens normale mad til at skabe udfordringer, som hunden skal løse. Tag morgenmaden (helst tørkost af god kvalitet) med ud på en nærliggende græsplæne og strø så maden i græsset, så hunden skal rundt og lede efter det. Når I går hjemmefra, kan I benytte jer af en kugle eller en firkant, som man kan få hos dyrhandlere og dyrlæger, hvor man fylder tørkost i. Då skal hunden trille med den for at få maden ud. I en kneben situation kan du benytte en ½ liters colaflaske med mad i, eller du kan vende bunden i vejret på forskellige beholdere og gemme maden nedenunder. 

Mange gemmer også maden rundt omkring i stuen eller pakker den ind i lidt avispapir. Princippet er nemt nok - smid madskålen væk (de er udmærkede frisbees om sommeren) og lad hunden arbejde for al den mad, den får - det giver en gladere, mere rolig og mere selvsikker hund.


Min hund kaster op og/eller har diarre - hvad skal jeg gøre?

Når hunden kaster op, kan det skyldes mange forskellige ting. Hvis der er tale om en enkel opkastning i døgnet, hvor hunden bliver ved med at kaste op over en uge, eller hvis der er tale om tiltagende opkastninger over flere uger, bør du søge dyrlæge og få taget en blodprøve til undersøgelse af bl.a lever og nyrer. 

Hvis opkastningerne kommer akut og voldsomt, kan de skyldes infektion eller dårligt foder. Men du kan være sikker på, at maven i hvert fald ikke har det godt. Når først maven er sart, er der to ting, der provokerer opkastningerne. Den ene er, når maven bliver fyldt ud af et måltid, og den anden er, når der kommer "almindelig" mad ned i maven. Der sidder nogle nerveender i mavesækken, som bliver meget sarte, når kroppen ikke har det godt. Det svarer til, hvis vi andre havde opkastninger og derefter drak spiritus eller spiste meget krydret mad. Det vil hos de fleste gøre opkastningerne meget værre. Det samme sker for vores hunde.

Når hunden får pludselige opkastninger, er den første ting, man gør, at tage maden fra dem. Det giver mavesækken ro, og hvis man er heldig, får man stoppet opkastningerne. Hunden skal fastes i 24-36 timer. Lad dens vand stå fremme, da hunden kan dø af dehydrering, hvis den kaster op eller har diarre og samtidig ikke har adgang til væske. Hvis din hund ikke stopper med at kaste op, mens den bliver fastet, skal du søge dyrlæge.

Som oftest får hunden diarre i forbindelse med, at de har opkastninger. Det skyldes formodentlig virus, der spreder sig enten via vores fødder eller direkte ved kontakt mellem dyrene. Nogen gange ser man hunde, der har kronisk diarre - her bør man altid søge dyrlæge. Ligesom for opkastninger er det ved diarre vigtigt at give tarmene ro, så kuren for en diarre er den samme som for opkastninger: Den starter altså med, at man faster hunden.

Efter fasteperioden giver man ganske små måltider mange gange daglig med et letfordøjeligt foder. Det bedste foder fås hos dyrlægen både som dåsemad og som tørkost, og det er et foder, der er specielt beregnet på dyr med fordøjelsesproblemer. Kan du ikke få fat i dette foder, kan hunden få ris kogt i over 1 time, så de bliver helt udkogte. Heri blanes kogt torsk eller sej (1/3 kogt torsk til 2/3 kogte ris). Denne blanding mangler mange vitaminer og mineraler og skal derfor kun benyttes i få dage til en uge. Den særlige diætkost fra dyrlægen kan du bruge længere.

Mængden varierer meget i forhold til størrelsen af hunden. Der kan din lokale dyrlæge hjælpe med hvor meget mad lige din hund skal have at spise.

HUSK: 
1) Alle former for mælkeprodukter - også A-38 - er forbudte, når din hund har opkastninger eller diarre. 
2) Undgå enhver form for rå æg
3) Undgå enhver form for rå fisk
4) Undgå ALTID råt svinekød eller råt fjerkræ - det kan indeholde mange forskellige organismer, der kan give sygdom hos hunde. Og de fleste af dem smitter til mennesker….
5) Hvis din hund virker meget stille og sløv - Søg dyrlæge. 
6) Hvis din hund prøver at kaste op, men der kommer ikke noget, og hunden samtidig er meget dårlig - søg dyrlæge omgående. Det kan være livstruende. Din hund kan have fået en mavedrejning.


Når hunden har blærebetændelse eller blæresten


Hunde kan få både blærebetændelse og blæresten. Blærebetændelse viser sig ved, at hunden småtisser ustandseligt, evt. med blod i urinen. Blærebetændelse kan komme som en separat sygdom, eller den kan komme forårsaget af forskellige former for sten i blæren. 

Mange mennesker forveksler blæresten med nyresten, men nyresten ses ekstremt sjældent hos hunde. Derimod ses blæresten temmelig hyppigt. Forskellige former for sten (eller krystaller, som det egentlig er) kan opstå i blæren hos hunde.

Både blærebetændelse og blæresten kræver kyndig behandling af en dyrlæge. Jo tidligere man fanger disse sygdomme, jo bedre har dyret det, og jo hurtigere bliver det raskt.


Pleje af den gamle hund

Når hunden bliver ældre, sker der mange ting med dens krop. Den får lettere ved at blive overvægtig og skal derfor ofte have et foder med lavere kalorieindhold i. Dens behov for protein ændrer sig, så den har brug for mindre protein, men protein af en bedre kvalitet. Mange hunde udvikler forskellige sygdomme som f.eks. nyresvigt, leversygdomme, tandproblemer og hjerteproblemer. 

Har din hund fået en sygdom, er ikke ensbetydende med, at den skal gå og have det dårligt. De fleste sygdomme kan behandles med særligt foder og medicin, så hunden fortsat kan have et fuldstændigt normalt liv. Mange mennesker føler, at det er uværdigt at skulle hælde piller i deres dyr. Men de glemmer, at dyrene takket være pillerne kan få deres anden ungdom. 

Mange sygdomme er svære at konstatere. De fleste sygdomme kommer gradvist - især dem, der forårsager smerter (tænder, gigt) eller hjertesygdomme. Dyr vænner sig til smerter, når de kommer gradvist, og derfor ser man sjældent ret mange symptomer. Når dyrlægen så har konstateret, at hunden har hofteledsdysplasi, og problemet enten er blevet rettet eller behandlet med smertestillende midler, så ser man pludselig, at hunden opfører sig helt anderledes end før. Mange fortæller, at deres hund er sund og rask, "men den er blevet gammel". Det er der ikke noget, der hedder - den er nemlig blevet syg!

Problemer med hjertet 
På samme måde som ved smerter vænner dyr sig til at de ikke har så meget energi, som de plejede at have, når de har fået en hjertesygdom. Rigtigt mange dyr har problemer med hjertet. Jo tidligere det konstateres, og jo tidligere en behandling kan startes, jo længere lever dyret som oftest, og jo bedre har det det. Derfor er det særligt vigtigt, at man går til dyrlæge regelmæssigt med sin hund, når den er over 6-8 år (afhængigt af race og størrelse). Det skal ske mindst en gang om året og evt. to gange, hvis dyrlægen finder begyndende tegn på, at der er problemer på vej.


Hørelsen 
En del meget gamle dyr kan blive senile og få problemer med hørelsen. (Nej, når Fido løber efter naboens kat, uanset hvor meget du råber, har det intet med alderdom at gøre - det kaldes selektiv hørelse). De kan virke forvirrede, eller de kan pludselig begynde at gø i underlige situationer. Det eneste, man kan gøre, er at få tjekket sit dyr for at være sikker på, at der ikke ligger en skjult sygdom og gemmer sig. Og så må man ellers forære alle naboerne hørepropper.


Hvordan vurderer jeg, hvornår jeg skal søge dyrlæge?

· Hvis din hund ikke har spist i flere dage
· Hvis din hund er holdt op med at drikke
· Hvis din hund er nedstemt og virker trist
· Hvis din hund ikke har været til dyrlæge det sidste år
· Hvis din hund sover mere, end den plejer, og har gjort det i mere end 1 uge
· Hvis din hund hoster
· Hvis din hund bliver forpustede ved motion
· Hvis din hund prøver at kaste op, og der kommer ikke noget, og den samtidig er meget dårlig
· Hvis din hund har opkastninger gennem flere dage
· Hvis din hund drikker mere eller tisser mere, end de plejer
· Hvis din hund prøver at tisse, men der ikke kommer noget
· Hvis tandkødet er meget blegt, og hunden/katten virker stille
· Hvis din hund har tegn på smerter
· Hvis din hund pludselig går anderledes, end den plejer

HUSK: Du kan altid ringe først og få et godt råd af din dyrlæge
HUSK OGSÅ : Sygdomme, der opdages i tide, kan behandles med større succes og ofte færre udgifter.

© Danmarks Apotekerforening  Er lagt her efter skriftlig aftale med MWH


Forside | Adfærd | Aktiviteter | Ammeservice | Annoncer | Avl/opdræt | Bøger | Chat | Dyreværn | Dyrlæger | Fodring, vægt m.m. | Forsikringer, love
Fotokonkurrence | Helbred | Hunde-blog | Hundelisten | Hundeskove | Hunderacer | Hvalpelisten | KalenderKlubber  | Leksikon | Link-katalog
Mødestedet
Nyhedsgrupper | Postkort-Service | QUIZ m.m. | Rodekassen | Sygdomme | TOP  Hundesider | Træning | Webringe
Gæstebog
Kontakt til Webmoster: | Søg i Hunde-info | find-links.dk fra A-Z