|
Fyldte og betændte analkirtler hos hunde
Af fagdyrlæge Finn Boserup
Min hund kører rumpen hen over gulvtæppet. Det virker, som om den har kløe bag i.
Dette er et af de symptomer, der meget ofte er til stede, hvis en hund har problemer med analsækkene eller
analkirtlerne.
Og hvad er så analsække eller analkirtler? Det er 2 små kirtler, der sidder på hver sin side af endetarmsåbningen hos hunde, hos katte, ja, hos alle rovdyr. Disse kirtler producerer et sekret, der efter de flestes opfattelse er endog særdeles ildelugtende - lidt ligesom rådden
fisk.
Dette ildelugtende sekret dannes hele tiden, og når dyret har afføring, klemmes der en gang imellem lidt af sekretet ud, og på den måde er der en balance mellem den mængde, der dannes, og den mængde, som kommer ud af kirtlernes små udførselsgange.
Hvis ens hund eller kat bliver forskrækket, sker det tit, at den tømmer
analkirtlerne. Sekretet anvendes til at afmærke territorier med og til at skræmme med, idet den grimme lugt holder eventuelle fjender lidt på afstand.
Hvis ens hund eller kat af en eller anden grund ikke får tømt sine kirtler, så ophober der sig mere og mere sekret i kirtlerne, de bliver udspilede, og det betyder tilsyneladende, at dyrene så får vanskeligere ved at tømme dem. Så forsøger dyret at kure rundt på rumpen, og
det er tegn på, at der er et eller andet, der generer i den bagerste afdeling.
Hvis kirtlerne ikke tømmes på dette tidspunkt, enten ved at dyret selv får dem tømt, eller ved at ejeren eller dyrlægen hjælper til, så er der en risiko for, at der kommer
betændelse i en eller begge af disse kirtler.
Og så bliver vores hund eller kat for alvor til en patient. Den får feber og bliver meget hævet og øm omkring endetarmsåbningen. Måske kan man dårligt få lov til at løfte halen, fordi det gør nederdrægtig ondt.
Så går turen til dyrlægen, som så renser og skyller kirtlerne, behandler med
antibiotika og måske et middel, der dæmper ubehaget - og i løbet af få dage - er vores
patient blevet rask igen.
Nogle hunde og enkelte katte har altid problemer med at tømme deres analkirtler.
Hos sådanne dyr må man enten selv tømme kirtlerne et par gange om måneden, (få dyrlægen til at vise, hvordan man gør), eller få dyrlægen til at gøre det.
Hvis dette ikke fungerer ordentligt, og dyret måske går rundt halvdelen af tiden og er lidt generet, så kan man operativt fjerne disse kirtler og på den måde løse problemet én gang for alle.
Uddrag fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen.
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale.
|