|
Hunden alene hjemme
Af hundekonsulent Erik Døj og journalist Agnete Sternow
En hund i huset betyder mange nye opgaver. Både for hunden og for familien. Nu begynder en ny hverdag med et nyt familiemedlem. Samtidig med. at hunden skal lære at være renlig og have den nødvendige opdragelse, skal den også lære at være alene hjemme. Og nu starter problemerne for mange familier. Derfor er det vigtigt, at hunden lærer dette på den rigtige måde fra begyndelsen.
Hvalpen
Når familien anskaffer en hundehvalp, kræves det, at hunden får en god og rigtig start i det nye hjem. Derfor skal familien altid tage minimum 14 dages ferie, der skal starte straks ved hvalpens ankomst. Hvalpen skal have tid til at lære sit nye hjem at kende og finde tryghed, inden hverdagen og de eventuelt flere timers alene tilværelse starter. Derfor skal familien også blive hjemme hos hvalpen og ikke tage den med rundt på familiebesøg i den første tid.
Ingen indendørsleg
Det første hvalpen skal lære er, at boldspil og andre former for leg ikke finder sted inden døre. Hjemmet er det sted, hvor hunden hviler sig og hygger sig med familien. Hvis hunden opfatter hjemmet som en legeplads, vil den også gøre det, når den er alene hjemme.
Træning
Efter ganske få dage kan familien så småt begynde at vænne den lille hvalp til at være alene. Start med at gå ind i et af husets rum med hvalpen. Fortæl hunden, at den skal passe på huset og være alene hjemme. Forlad hunden bag lukket dør i et, måske to minutter. Gå straks tilbage og ros hunden. Mens hunden sidder bag døren, skal der være ro i huset.
Øvelsen kan gentages flere gange i løbet af en dag. Så snart hvalpen begynder at tage situationen mere roligt, kan man lade den være alene i nogle flere minutter. Når denne øvelse efterhånden forløber fint, kan man begynde at benytte husets hoveddør og forlade hjemmet i 5 måske 10 minutter. Gå derefter tilbage og ros hunden. Eventuelt kan hunden få et par godbidder, når man vender tilbage. Godbidderne skal altid gives, efter hunden har været alene, aldrig før. Alt for mange mennesker smider et stykke legetøj eller noget spiseligt til hunden og sniger sig bort om morgenen. Denne metode er helt forkert. Hunden skal vide, at den nu forlades, og det lærer den ved de samme vante sætninger: Pas nu godt på huset du skal være alene.
Klaustrofobi
Hvis øvelsen stadig forløber fint, og hunden har vænnet sig til, at familien går ud ad hoveddøren, skal øvelsen udvides til, at hunden efterlades i en time eller halvanden - men gå stadig gradvist frem. I den periode har den hele huset at færdes i. Mange hunde lider af klaustrofobi og øves derfor bedst, hvis de har mindst to rum eller hele hjemmet at færdes i.
Den voksne hund
Mange vælger at give en voksen hund et nyt hjem. Det kan måske dreje sig om hunde, der har været udsat for skilsmisser eller dødsfald og nu pludselig skal have hele deres tilværelse ændret. Også disse hunde har høj grad brug for tryghed i det nye hjem, og fremgangsmåden er helt den samme, som når det drejer sig om træningen af hvalpen. Tal til hunden, brug de samme ord hver dag, og den vil snart forstå, at den nu skal være alene hjemme. Brug de gradvise øvelser, og hunden vil også kunne falde til på den rigtige måde i sit nye hjem.
Rolige morgener uden stress
Inden hunden forlades, er det vigtigt, at den får lov til at falde til ro. Stressede morgener, hvor hele familien farer rundt og måske er stået for sent op. vil påvirke hunden negativt. Der skal være en rolig stemning, så også hunden er rolig, når huset forlades.
Overdreven motion er forkert
Mange mennesker forsøger at trætte hunden, inden den skal være alene hjemme. De tager hunden med på en rask løbetur eller kører af sted på Iange cykelture. Det eneste, de opnår, er at stresse hunden. Derfor er en ganske almindelig, god, lang, rolig luftetur det bedste, man kan give sin hund. En tur, hvor hunden kan få lejlighed til at få nye
syns - og duftindtryk og dernæst slappe af hjemme.
Et flokdyr
En tilværelse alene i mange timer er i virkeligheden ganske naturstridig for et flokdyr som hunden. Det at skulle være alene er noget, hunden skal lære - denne egenskab er den ikke født med - og der er enkelte, der aldrig lærer det. Selvfølgelig er det allerbedste, at familien tilbringer så megen tid som muligt sammen med deres hund. Sådan fungerer hunde bedst.
Problemhunde
Der er familier, hvor hunden har så alvorlige problemer, at den også bider møblementet i stykker, når den er alene hjemme. I sådanne tilfælde er det hele familiesituationen, der skal tages op til revision. Det er ikke altid alene-hjemme-situationen, der sætter tingene i gang her. Muligvis kan det være opdragelsesproblemer, der fører til bid i inventaret, men der kan i det hele taget spille mange faktorer ind. I sådanne tilfælde bør familien kontakte en hundekonsulent for at få gennemdrøftet problematikken og finde frem til netop det, der forårsager hundens adfærd.
Denne og andre pjecer kan rekvireres hos Dyrefondet tlf.: 39563000
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale
|