I medierne har der på det seneste været en del debat med temaet: er vi nu gået for langt, angående den måde, vi behandler vores dyr på, altså fx når vi giver dem tøj på, fejrer deres fødselsdage osv.? Og en del af dette tema er også: er vi gået for langt, når vi behandler dem med medicin for adfærdsproblemer?

Som udgangspunkt kan vi se, der er to vigtige forhold, der skal erindres.

For det første skal man være bevidst om hvilken type dyr, man har med at gøre. Er det fx flokdyr som hunde, der oprindeligt nedstammer fra ulvene, og basalt har de instinkter, som skal være der for at leve i en ulveflok, - eller er det par-dyr som papegøjer, som er skabt til at knytte sig til een mage for livet.
Hvis man ikke gør sig det klart, kan man løbe ind i alvorlige problemer, fordi man misforstår dyrets adfærd, og ikke opfylder dyrets basale behov for at få afløb for instinkterne.

Det andet forhold, som spiller en stor rolle, er vores krav om, at dyrene skal være i vores hjem, inde i husene og lejlighederne. I gamle dage var hunde mest udenfor, og det kom sig ikke så nøje, om de gøede, eller om de strintede her og der. Men nu vil vi have dem til at bo inde, og de må ikke gø (i hvert fald ikke ret meget), de må ikke kradse eller bide i inventaret. De må ikke grise på gulvtæpperne, de må ikke markere med urin og afføring. De må ikke udvise aggressiv adfærd over for fremmede, der kommer ind på territoriet (postbudet har måske en særstatus her!) - og de må ikke være dem, der bestemmer, altså flokførere, og så må de dårligt nok beskytte flokkens medlemmer, når de følges med disse uden for territoriet.

Der er således mange mere eller mindre naturlige ting, vi forlanger, at hunde og katte afstår fra. Der kunne nævnes en meget længere stribe eksempler, og hvis vi medregner andre dyr, som fx undulater, kaniner og marsvin, bliver listen meget længere endnu.

Med andre ord: vi vil have kæledyr, men på vore præmisser og for vores skyld.

Vi har glæde og fornøjelse af dem, vi får gavn af samværet både psykisk (det sænker blodtrykket at kæle med et dyr), adfærdsmæssigt (sundt for børn at være sammen med dyr), og fx direkte fysisk (førerhunde, hørehunde).

Hvis man så står "med håret i postkassen": forholdet går dårligt, man kan ikke klare det. Hvad gør man så?

Langt hyppigst går det heldigvis godt, ejer og dyr finder ud af det, ofte ved hjælp af gode råd fra venner og naboer. Men ellers kan man forsøge med professionel hjælp.
Mange har efterhånden uddannet sig i dyreadfærd. Både dyrlæger, hundetrænere og mange andre adfærdsinteresserede har taget efteruddannelse inden for området. Der er også dannet et selskab for dyreadfærd: Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi. Det kan muligvis stadig virke lidt moderne med disse dyreadfærdsterapeuter, men hvis det kniber at klare problemerne, kan det være en rigtig god ide at få hjælp fra en terapeut. Mange er meget dygtige til at analysere, hvori problemerne består. Ændringer af vaner i hjemmet kan klare
mange problemer. Fx kan det være, man selv er en lidt blød person, som har fået sig en psykisk lidt for hård hund. Så er der utroligt mange små tricks, der kan vende forholdet, så hunden kan forstå, den er nr. 2, og derfor ikke skal bestemme det hele. Ejeren skal spise sin mad først, gerne mens hunden ser på - henne fra sin plads. Den skal ikke bestemme sin soveplads. Der skal vindes over den i en række lege, osv. osv.

Men det kan alligevel være, det hele er for svært. Hvis en hund er meget kulret, kåd og overgearet, så kan det være en god idé i den periode, man vil opdrage og rette på adfærden, at give den medicin, som får den så meget ned på jorden, at man kan trænge ind til den.

Efter min mening er det ikke hensigten med medicin til adfærdsproblematiske dyr, at den skal gives permanent. Den kan gives i perioder, kortere eller længere, og så bør det munde ud i en situation, hvor forholdet kan fungere uden medicin.

Lykkepiller, hormonbehandlinger, beroligende medicin, - alt sammen er det efter min opfattelse helt i orden at anvende, hvis man har gjort sig klart, hvori problemet består, og gør en indsats for at korrigere forholdene, så man enten kan komme helt af med medicinen igen eller kan nøjes med at behandle i begrænsede perioder.

Der findes mange typer medicin, og jeg skal ikke her komme ind på navne eller virkninger, men det er vigtigt at kende problemet og kende medicinens virkningsmekanisme, før man påbegynder en medicinsk behandling.

Hvis man ingenting gør, men lader et elendigt forhold fortsætte, så er dyret ulykkeligt, ejeren er ulykkelig, og det resulterer måske i, at hunden cirkulerer rundt mellem flere ejere, eller i at nogen bliver bidt. Så er det, den etiske grænse overskrides! Det er ikke rimeligt at lade stå til. Man må gøre en indsats for at få rettet på generende adfærd. Aflivning kan være et valg. Behandling ved hjælp af forståelse, psykologi, og evt. medicin er et.

Uddrag fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen.
Eftertryk fra Hunde-info ikke tilladt uden særlig aftale.